Jeg myrdede min far

Som 24-årig boede jeg stadig hjemme. Alle troede, det var fordi jeg var en mors dreng. Men sandheden var, at jeg frygtede for min mors liv. Min far var nemlig voldelig, og en sen nat gik det helt galt.

De fleste ville nok mene, at det var usædvanligt, at en voksen og velfungerende mand på 24 år stadig boede hjemme hos far og mor. Men det gjorde jeg.

Både mine venner, arbejdskollegaer og familiemedlemmer drillede mig med, at jeg var en ”mors dreng”, og at jeg kun boede hjemme for at få noget ordentligt at spise og for at få min mor til at vaske mit tøj. Men sandheden var en anden og langt mere tragisk. Jeg turde ikke flytte hjemmefra. Jeg gik nemlig rundt med en daglig frygt for, at min far ville myrde min mor ...

Fra jeg var helt lille, har jeg haft en fornemmelse af, at det en dag ville gå galt, helt rivende galt, i vores familie. Jeg har aldrig frygtet for mit eget liv, selv om far var gavmild med øretæverne. Jeg fik klø for alt muligt. Enten fordi jeg så dum ud, eller fordi jeg ikke spiste ordentligt. Jeg fik også bank for ikke at få høje karakterer i skolen, eller hvis jeg ikke blev udtaget til fodboldholdet i idrætsforeningen. Det var altid noget helt åndssvagt, som min far pludselig kunne finde på at fare i flint over.

Han slog med alt muligt: livremme, spader, ja, sågar en stegepande og en pisk til brug for heste. Den eneste, der ikke fik bank, var min to år yngre lillesøster. Hende sendte han på efterskole i stedet for – til hendes held.

Jeg var tit bange, men det var min mors liv, jeg frygtede for. Den nat han kom hjem fra bodega, blev min bange anelser virkelighed.

Jeg lå på mit værelse på første sal og hørte ham skælde og smælde, fordi mor ikke stod klar med varm mad til ham midt om natten til ham. Det her var hverdagskost, og nogle gange lagde jeg mig imellem for at beskytte mor, hvis han blev for grov. Den aften lagde jeg mig dog til at sove – overbevist om, at far ville falde til ro og lade mor være.

Jeg vågnede med et sæt, da jeg hørte mors gennemtrængende skrig om hjælp.

Når jeg tænker tilbage på minutterne efter mors råb om hjælp, føler jeg, at det var, som om jeg svævede ned ad trappen til stuen og hen over gulvet.

Jeg har fået at vide, at jeg havde en brødkniv i hånden. Men jeg kan ikke huske, hvor jeg havde fået den fra. Jeg må jo have hentet den i køkkenet. Jeg husker kun, at jeg så far tog kvælertag på min mor.

Jeg husker ikke, at jeg stak ham. De siger, jeg dolkede ham med brødkniven 22 gange, så det må jo være sandt.

Mor ringede med det samme efter hjælp, da far faldt død om. Der kom både politi og ambulance, men de kunne intet gøre for ham.

Politiet siger, at jeg havde været under et umenneskeligt pres i årevis, mens jeg frygtede for mors liv. Jeg blev tiltalt efter straffelovens mildeste paragraf for manddrab. Jeg fik to år og seks måneders fængsel for at have dræbt min far, men jeg blev løsladt efter at have afsonet bare ni måneder.

Jeg bor ikke hjemme længere, men kommer tit på besøg for at se, hvordan mor har det, og nogle gange snakker vi om det, der skete. ”Det, du gjorde, var forkert”, sagde mor under en af vores samtaler. ”– Men jeg bebrejder dig intet”.