Jeg savner ham hver dag

Jeg elsker dig, Tubbe. Vi ses deroppe. Godt nytår”. Ordene kommer fra Tobias’ lillebror, og hans mor har skrevet dem på en seddel. 

Det er nytårsaften 2017, og mens den genkendelige lyd af raketter lyder overalt, så er alt ikke, som det plejer. Fraværet af storebror Tobias flår i hjertet hos familien Elkjær fra Rødby, og mens himlen lyser op, står Emil klar til at sende de ord, der kommer lige fra hjertet op til sin storebror. Familien klistrer sedlen på en raket, og da den forsvinder op i den farverige nattehimmel, sender de alle en tanke til den dreng, der altid vil mangle. 

Blev kun 18 år

På væggene smiler Tobias fra de mange billeder, som hver dag minder familien om den dreng, der kun blev 18 år gammel. Hans ting står i papkasser. Tøjet er fordelt blandt venner, og de mange pokaler, som han har vundet på sin crossmaskine, pryder hylderne. 

– Han var det bedste, og jeg savner alt ved ham, fortæller den sorgramte 13-årige Emil, der stadig ikke kan holde tårerne tilbage, når snakken falder på den storebror, som han elskede overalt på jorden.

Bare få dage gammel kæmpede Tobias for sit liv, da han blev født med dobbeltsidet lungebetændelse, men den lille dreng var en fighter og voksede op som en sund og rask dreng, der havde svært ved at sidde stille. De fleste vågne timer var han i gang med noget. Som barn sang han i kirkekor, senere var han i lære som landmand og kørte på de vidtstrakte marker på Lolland fra morgen til aften. 

Stoffer blev en del af hverdagen 

Men som teenageårene ramte, begyndte dårlige vaner at få sit greb i Tobias. Stoffer blev en del af hverdagen, og selv om familien snakkede med ham om det, ville han ikke modtage deres hjælp. Alligevel blev Tobias ved med at besøge den familie, der altid var der for ham. Var hans brødre kede af det eller i problemer, var han den første, der tilbød sin hjælp. 

Men en dag bankede to personer på døren hos Tobias’ storebror. De ville have fat i ham, og selv om Tobias blev advaret, var det, som om Tobias fra den dag var sunket i jorden. Familien gik i panik og ringede til politiet. 

Læs også: 10 gode råd til børn i sorg

Han forsvandt bare

Som dagene gik, og Tobias ikke gav lyd fra sig, begyndte familie og venner at køre rundt og lede efter ham. Fra morgen til aften var der nogen ude og lede de steder, hvor han holdt til, men selv om de blev ved til langt ud på natten, var der ingen Tobias. 

– En dag blev jeg nødt til at sige det højt, som jeg ikke engang selv havde lyst til at høre: At vi blev nødt til at overveje, at Tobias måske aldrig kom hjem igen. Jeg troede faktisk ikke selv på det, men da telefonen ringede en halv time senere, blev en del af håbet taget fra mig, fortæller Tobias’ mor, 41-årige Maibritt Elkjær.

Politiet kom på besøg

Stemmen i den anden ende fortalte, at der var fundet en person i Inderfjorden ved Nakskov, og da Maibritt og resten af familien var på vej, blev de igen afbrudt af den velkendte lyd fra mobiltelefonen. Denne gang var det politiet. 

– De kunne endnu ikke sige, om det var ham, men selv om man gerne vil håbe, var jeg jo nok ikke i tvivl. Den dag vidste jeg godt, at Tobias aldrig igen ville komme smilende ind ad døren, siger Maibritt, der blev mødt af synet af politiafspærringer og mænd i hvide dragter i kanten af fjorden. 

Familien blev holdt tilbage, og som timerne gik, mens politiet undersøgte stedet, prøvede de at holde fast i den sidste gnist af håb.

Den dag kunne han ikke blive identificeret. Personen havde ligget for lang tid i vandet, og tre uger efter, at Tobias forsvandt, fik de den besked, som de havde frygtet. 

– Da vi fik at vide, at de havde identificeret manden i vandet som min søn, brød jeg helt sammen. Selv om jeg inderst inde godt vidste, at det var ham, så ville jeg ikke tro på det, fortæller Maibritt, der overvældet af den dybeste sorg skulle overbringe beskeden til Emil. 

Overmandet af sorg

– Jeg skreg, og så græd jeg bare. Jeg kunne nærmest ikke forstå det, fortæller Emil, der elskede, når hans storebror trådte ind ad døren. 

Ofte sad de bare og snakkede og så en film, men allerbedst var det, når Tobias var frisk på at køre en tur, hvor de lod musikken brage ud ad højtaleren. 

Også Tobias’ to andre brødre, Nikolai på 16 år og Tomas på 21 år, havde svært ved at få det til at synke ind. 

I tvivl

Ved bisættelsen var kirken helt fyldt, og folk måtte stå ude på parkeringspladsen. På kisten stod en pokal, Tobias havde vundet, og venner og familie sagde et sidste farvel til tonerne af Rasmus Seebachs sang ”Fri”. 

– Vi havde ikke fået lov til at se Tobias på noget tidspunkt, fordi det ville være for voldsomt. Derfor kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om de havde taget fejl. Jeg havde jo ikke set ham død med mine egne øjne, siger Maibritt, der i tiden efter den skæbnesvangre besked kørte på autopilot. 

Tomrummet efter bisættelsen ramte som en knytnæve, og når Maibritt lagde sig på puden om aftenen, blev hun overmandet af mareridt. Hun gik ved Inderfjorden og kunne høre Tobias råbe efter hjælp nede i vandet. Men uanset hvad hun gjorde, kunne hun ikke redde ham. 

Læs mere: Jeg slukkede for respiratoren

Uvis skæbne

Når hun igen slog øjnene op, blev hun overmandet af sorg og magtesløshed. Men Maibritt kunne ikke smide håndklædet i ringet. Hjemme havde hun 13-årige Emil, der lige som sin mor var overmandet af sorg. 

De første dage blev han hjemme fra skole, og i familien prøvede de at snakke om sorgen så åbent som muligt, men som dagene gik, og december og julelysene begyndte at komme frem i gadebilledet, blev de endnu en gang mindet om, at der manglende en.

– Hele juleaften gik jeg rundt med et billede af Tobias i baglommen. Det var vigtigt for mig, at jeg følte, at han var sammen med os. Førhen brokkede jeg mig altid over, at jeg skulle købe så mange gaver, men den juleaften ville jeg gøre alt for, at der lå flere pakker under træet. Det brokker jeg mig aldrig over igen, siger Maibritt, der sammen med familien tog en dag ad gangen. 

Nogle dage var svære, og billederne af en glad Tobias fik tårerne til at presse sig på. Andre dage kunne de føle glæden over minderne, når de besøgte Tobias i ”haven”, som de kalder hans gravsted. Her er der ofte blomster og vingummismølfer fra Haribo, som var hans ynglingsslik.