Jeg savner stadig den gamle Jacob

Da 43-årige Kammille mødte Jacob, tænkte hun, det her var for godt til at være sandt. Hun elskede alt ved ham og deres liv sammen i det fantasifulde hus ude på landet. Men efter kun 20 måneder ændrede alt sig, da Jacob faldt om. Længe troede Kammille, at hun kunne få den gamle Jacob tilbage. Hun elskede ham jo så højt. Og han lignede sig selv. Men en gang imellem er kærlighed ikke nok.

Kammille glemmer aldrig, da hun som 43-årig holdt indflytterfest med en veninde i deres nye fælles hus på landet lidt uden for Svendborg. Hun var midt i madlavningen, da hun kom til at kigge ud i haven. Her gik en gæst, som hun slet ikke kendte. Men som gjorde indtryk helt ind gennem køkkenvinduet.

- Jeg tænkte bare: Whow. Hold da op, griner Kamille, som ikke blev mindre betaget, da hun gik ud og talte med ham. Jacob hed han.

 

En flot fyr med glimt i øjet og stor fantasi

- Jeg syntes, han var en megaflot fyr. En rigtig gadedreng i slidte, afslappede jeans og med et godt glimt i øjet.

Deres samtale ude på græsplænen var også noget helt særligt. Så særlig, at Jacob foreslog, at Kammille tog med ham hjem.

Den aften blev Kammille Søndergaard solgt. Både til Jacob som person, men også til hele hans livsstil. Det stod klart straks hun trådte ind på hans fantasifulde landejendom, som han havde bygget på i 24 år.

- Jacob var en rigtig klunser, og han var så kreativ med de gamle materialer. Der var så meget liv og så mange tanker. Det var et rent drømmescenarie, siger Kammille, som gik rundt med et smil på læben og beundrede de tre drivhuse, dyrene, haven og bålpladsen, som Jacob havde bygget op med sten fra den gamle kostald.

Læs Også: Felicia fik en hjerneblødning: Amanda reddede mit liv

Flyttede sammen med kæreste og veninde

Det var hurtigt tydeligt, at Kammille og Jacob ville det samme. Og de ville hinanden. Tre måneder efter flyttede Kammille ind til ham. Og i det rummelige hjem var der heldigvis også plads til Kammilles veninde, Anitta, som hun delte hus med.

- Jeg var simpelthen så forelsket, og jeg nød den hverdag, vi tre havde sammen, hvor vi gik på arbejde og kom hjem og malede, dyrkede haven og passede dyrene. Det var også et meget socialt liv, for Jacob elskede at have gæster, og han var utrolig god til at lave mad. Jeg svævede virkelig. Og en gang imellem tænkte jeg: Det her kan simpelthen ikke være rigtigt.

Men det var rigtigt. I hvert fald i et år og otte måneder. Så ændrede alt sig fra det ene øjeblik til det andet.

Jacob fik en hjerneblødning

En nat stod Jacob op af sengen. Kort efter faldt han om med en hjerneblødning.

Den besked forstod Kammille godt, da hun sad på hospitalet. Men der skulle gå lang tid, før hun forstod, at hun aldrig ville få den gamle Jacob tilbage, selvom han overlevede.

I månedsvis var hun lige ved siden af Jacob, som havde mistet sit sprog og sin evne til at skrive og læse. Han var lam i højre side og i hals og svælg, så han måtte have sondemad, og hans sind var også blevet et andet. Men uden på lignede han den Jacob, som Kammille var så forelsket i. Derfor blev hun ved med at håbe.

Troede jeg kunne redde ham med kærligheden

- Jeg tænkte, at jeg kunne redde ham med min kærlighed. At jeg kunne gøre ham til den gamle Jacob. Og jeg tænkte, at Jacob var så stærk, kreativ og stædig, at han nok skulle blive sig selv, selvom lægerne sagde noget andet. Jeg nægtede at acceptere, hvor slemt det var, siger Kammille, som glædede sig til, at Jacob skulle komme hjem igen efter en lang indlæggelse og en lige så lang genoptræning.

Jacob ville aldrig blive den samme

Men glæden varede kun kort. Da Jacob kom hjem, begyndte Kammille at indse, at han aldrig ville blive den samme igen, uanset hvor meget hun kæmpede. Jacob ville aldrig få et sprog. Jacob ville aldrig være fuld af gode ideer. Og Jacob ville heller aldrig holde kærligt om hende eller bare række lidt ud efter hende, når hun puttede sig ind til ham under dynen. Hun prøvede ellers. Men til sidst valgte hun at sove på sofaen. Den manglede kærlighed og intimitet fyldte for meget i dobbeltsengen.

Græd hele tiden

Efterhånden begyndte Kammille også at indse, at hun ikke selv kunne holde til det. Hun kunne pludselig stå i Brugsen uden at ane, hvad hun skulle der, eller hvordan hun var kommet derned.

- Jeg græd hele tiden, havde ingen appetit og var virkelig overvældet af sorg. Jeg anede ikke, at man kunne få det så dårligt, og jeg havde næsten givet op, siger Kammille, som til sidst startede hos en psykolog. En psykolog, som i starten kunne gøre Kammille rasende, når hun spurgte: - Skal du blive ved med at elske uden at blive elsket tilbage? Er det et liv?

Læs også: Helles mand ramt af blodprop: Det skal ikek ødelægge vores liv

Skulle sælge Jacobs livsværk

Men langsomt begyndte Kammille at mærke sig selv. Jacob kunne ikke blive boende, og Kammille kunne ikke blive ved med at bevare håbet om, at de gamle følelser kom tilbage. Sammen med hans familie fandt hun derfor en beskyttet bolig til Jacob. Et rigtig fint rækkehus, hvor der både var en lille have og plads til hans hund. Et hjem, hvor Jacob faktisk var tilfreds med at være. Men det var alligevel urimeligt svært for Kammille, da hun skulle sælge Jacobs hus.

- Det var jo hans livsværk, og jeg følte mig som det ondeste menneske, da jeg solgte det, siger Kammille.

Nu er Jacob min ekskæreste

Der er nu gået syv år siden hjerneblødningen, og det er først i løbet af det sidste år, at Kammille har vænnet sig til at sige, at Jacob er hendes ekskæreste. At han er en ven, som hun besøger så ofte som muligt.

- Sidste jeg besøgte ham, sad vi ude på terrassen i solen, og pludselig blev jeg så rørt. For han var jo lige der. Den gamle Jacob, som jeg stadig savner, selvom der er gået syv år.

Leder stadig efter "Jacob"

Kammille må også indrømme, at det stadig er Jacob hun leder efter, når nogen opfordrer hende til at finde en ny kærlighed. Som den aften hun var i byen med nogle veninder, og en smilende mand kom over og spurgte, om hun ville danse.

- Min første tanke var bare: Nej. For han lignede jo overhovedet ikke Jacob.

Hvordan fremtiden kommer til at se ud, aner Kammille ikke. 

- Jeg har ikke kysset nogen i syv år. Jeg ved snart ikke, hvordan man gør. Men jeg savner da at være noget for nogen, smiler Kammille. Der er heldigvis stadig meget at smile af. Ikke mindst venskabet med Anitta, som er lige så stærkt som altid, og som har været uundværligt i en svær tid. Og så selvfølgelig Kammilles lille barnebarn, der kom til verden for tre år siden.

Vil hjælpe andre med sin ærlige historie i ny bog

Kammille medvirker i bogen ”Sex, kærlighed og en hjerne der er gået i stykker”. Her fortæller hun ærligt, hvordan Jacobs hjerneskade påvirkede deres intime liv. Noget, som de fleste nok holder for sig selv bag en lukket dør til soveværelset. Men Kamille valgte alligevel at finde modet til at bryde tabuet i håb om at hjælpe andre.

- Jeg syntes selv, det var så ensomt og smertefuldt at stå i den situation, og jeg håber, jeg kan hjælpe med at fortælle andre i en lignende situation, at de ikke er alene.

Bogen er udgivet af Hjerneskadeforeningen og beskriver både gennem faglige viden og personlige beretninger, hvordan en hjerneskade kan indvirke på sexlivet.