Jeg skjulte min sorg

Hun har glædet sig til denne dag i ugevis. Tasken er pakket, og blyanterne er spidset. Forestillingen om første skoledag har gjort hende spændt, og endelig er dagen kommet.

Udenfor står forventningsfulde børn med deres forældre, der hyggesnakker og griner. Men Naja kan ikke se sin mor nogen steder, og som minutterne går, og mødetidspunktet nærmer sig, ved hun godt, at denne dag ikke bliver anderledes. I stedet tager hun pædagogen fra børnehjemmet i hånden og går ind i sin nye klasse.

LÆS OGSÅ:Lisbeth Zornig kom ud af voldens skygge

- Jeg gav aldrig udtryk for, at jeg var ked af det. Jeg vidste godt, at chancen for, at hun mødte op til et aftalt tidspunkt, var meget lille, men som barn har man stadig den naive tro på, at det sker. Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg var ligeglad, til pædagogen fra børnehjemmet, men inderst inde gjorde det jo ondt, at jeg ikke kunne stå sammen med en forventningsfuld mor lige som de andre børn, fortæller den nu 27-årige Naja Dam Petersen fra Aalborg.

Naja var bare 11 måneder, første gang hun blev fjernet fra sin mor. Hjemmet var præget af alkohol, og Naja og hendes tre ældre søskende prøvede ofte at blive væk fra hjemmet så længe som muligt. De var ofte at finde på legepladsen, og når deres mor råbte, eller der var slåskamp i hjemmet, sørgede Naja for at skjule sig.

- Min storebror sørgede altid for at få os børn samlet, og så løb vi ind på hans værelse, hvor han låste døren indefra, hvis der var ballade. Jeg var meget bange for min mor, for lige pludselig kunne hun eksplodere i raseri, og man vidste aldrig, hvad det ville ende med. Jeg kan huske mange gange, hvor vi sad helt skrækslagne og ikke turde komme ud, før vi kunne høre, at slåskampen var stoppet, og alle var rolige, fortæller Naja, der boede på børnehjemmet i hverdagene og kun kom hjem til sin mor i nogle weekender.

En dag var Naja og hendes lillebror på ca. 3 år hjemme. Deres mor havde fået tildelt et sommerhus af kommunen, men da hun en dag sagde, at hun ville tage ud og handle, kom hun aldrig hjem. Der var hverken varme eller mad i køleskabet, og Najas lillebror græd, fordi han var sulten. Naja lagde ham i seng og sad selv vågen til langt ud på natten og ventede på, at døren ville gå op, og hendes mor igen ville være tilbage.

LÆS OGSÅ: Janne var udsat for psykisk vold

- Jeg kan huske, at jeg fandt sådan en varmeblæser, men jeg turde ikke tænde den om aftenen, fordi jeg så ikke kunne høre, hvis der kom nogen. Jeg var mørkeræd og bange. Næste dag ventede vi hele dagen og aftenen, men hun kom stadig ikke hjem. Jeg tror, jeg fandt lidt brød, vi spiste. Dagen efter vidste jeg, at jeg måtte gøre noget, for vi var jo SÅ sultne. Men lige da jeg var ved at give min lillebror tøj på for at gå ud, bankede det på døren. Det var en pædagog fra børnehjemmet.

- Min mor havde selv ringet og sagt, at vi var her. Når jeg tænker tilbage, er det mærkeligt, at vi stadig blev ved med at komme hjem efter den episode, fortæller Naja, der dog også husker få episoder, hvor hendes mor var glad.

Så blev Naja og hendes søskende samlet, og så bagte hendes mor brunsviger, og de så film sammen.
- Det var en mærkelig følelse, når det skete. Men det var virkelig hyggeligt og rart, at vi fik et afbræk fra hendes druk og voldsomme udbrud, men samtidig vidste vi jo også godt, at det ikke var noget, der ville vare ved.

Gik tit sulten i seng

Naja har læst i sine sagsakter, at hun ofte var sulten og havde svært ved at koncentrere sig. Hun slikkede sig så meget om munden, at der kom sår, når hun havde været på weekend hos sin mor.
Som lille havde hun ingen mimik, og selv om hun var ked af det, søgte hun ikke mod en voksen. I stedet blev Naja tit aggressiv, hvis hun ikke fik mad først, eller det gik for langsomt.
- Jeg havde opbygget et skjold, og det betød, at jeg hverken følte glæde eller tristhed. Jeg var der bare og havde ingen interesse i verden omkring mig, forklarer Naja.

Den aggressive adfærd tog til, og da hun var omkring 13 år, begyndte hun at gøre skade på sig selv og andre. Hun brækkede armen på sig selv, forstuvede fingre og gav sig selv hjernerystelse flere gange.
- Jeg elskede at komme på hospitalet, for sygeplejerskerne gav mig en form for omsorg, som jeg ikke følte, jeg fik andre steder. Jeg var jo en forvirret pige, der ikke følte, at jeg hørte til nogen steder. Samtidig var det også en måde at få min smerte ud på. Når jeg aldrig rigtig græd, men egentlig var dybt ulykkelig, prøvede jeg at få smerten ud på en anden måde. I samme periode begyndte jeg også at drikke øl og ryge lidt hash. Det var en måde at komme væk fra mig selv på. Og det tog ret hurtigt overhånd og blev en del af min hverdag.

LÆS OGSÅ: Amagermandens sidste offer: Nu har jeg magten

Som 15-årig blev Naja anbragt på opholdsstedet Holmgård i Nordjylland. I starten var tanken om at efterlade sin lillebror på børnehjemmet i Aarhus ubærlig. Hun havde hele sit liv taget ansvar for ham, og han var den eneste, der på det tidspunkt gav mening i hendes liv. Men muligheden for at komme væk fra det dårlige miljø i Aarhus trak også, og da hun mødte forstanderen Ole, begyndte hendes liv at forandre sig.

- Jeg kan huske, at jeg gjorde en masse for at bekræfte, at jeg ikke var noget værd. Jeg lavede en masse ballade, selv om jeg egentlig var glad for at være der, forklarer Naja. Men efter to år fik kommunen og Holmgård nok af Najas opførsel, da hun en dag igen havde drukket sig fuld. For første gang blev hun for alvor bange for, at hun ville blive smidt ud.

I 10 timer ventede hun på, at ledelsen skulle tage en beslutning om hendes fremtid på opholdsstedet.

- Jeg følte, at hvis de smed mig ud, sluttede mit liv. Jeg havde jo aldrig tænkt, at jeg ville blive særlig gammel, men jeg var alligevel begyndt at få lidt mere mod på livet, selv om jeg ikke udtrykte det. Jeg følte, at mit liv blev afgjort i de timer, og jeg tror aldrig før, at jeg har følt, at der stod så meget på spil for mig. For selv om jeg virkede ligeglad udadtil, så var min største frygt at ende som min mor. Det vidste jeg ville ske, hvis jeg ikke fik lov til at blive.

Spillede hård

Efter de mange timer fik Naja overbragt beslutningen. Hun fik lov til at blive. Igen trak hun bare på skuldrene, men da hun lukkede døren til sit værelse, fik tårerne frit løb.
- Jeg var så lykkelig, men jeg ville på ingen måde have, at der var nogle af de andre, der skulle se, hvor sårbar jeg var. Jeg havde jo stadig en facade, der skulle opretholdes. Men den dag ændrede alt for mig. Jeg havde fået en chance, jeg ikke kunne lade gå til spilde.

Fra den dag begyndte Naja at slippe sin aggressive og ligegyldige adfærd. Hun begyndte i 9. klasse. Startede med at dyrke sport og tog kørekort.

- Ole bekræftede mig aldrig i, at jeg ikke var noget værd, selv om jeg ihærdigt prøvede at overbevise ham om det. Det var en helt anden tilgang, som jeg aldrig var blevet mødt med før, og efterhånden blev han den, jeg betroede mig til. Jeg begyndte at lukke op for mange af de ting, der var foregået hjemme hos min mor. Om volden, et seksuelt overgreb, da jeg var 12 år, og de mange år, hvor jeg prøvede at være en anden, end jeg egentlig var. Det var som om, at hver gang vi snakkede sammen, fik jeg det en lille smule bedre, og til sidst havde jeg ikke behov for at bruge så megen energi på at opretholde en facade.

Ondt af mor

I dag har Naja fået troen på, at livet er værd at leve. Hun har taget afstand til sit gamle liv og er i stedet startet på en pædagogisk uddannelse. Hun har ingen kontakt med sin mor, men følelserne for hende er der stadigvæk.

- Jeg har faktisk ondt af hende. Selv om hun altid har benægtet, at vi havde en dårlig barndom, eller at der var en masse druk, så er hun jo stadig min mor, og jeg ønsker det bedste for hende. Jeg tror ikke på, at hun har gjort noget af ondskab, men handlet på den måde, fordi at hun ikke havde ressourcerne til andet. At det så betød, at det gik, som det gik, kan jeg jo ikke lave om på. Det er mig, der ansvaret for mit liv, og nu har jeg endelig fået mod på, at jeg skal leve i stedet for bare at overleve, fortæller Naja, der lige er flyttet ind i sin egen lejlighed i hjertet af Aalborg.

Hun håber på, at hun med sin historie kan være med til at hjælpe andre, der står i samme situation, som hun har stået i.

- Tænk, hvis jeg med min historie kan hjælpe en til at åbne munden tidligere og bede om hjælp. Jeg gjorde det aldrig selv, fordi jeg var så bange for, hvad der ville ske. Men hvis jeg bare kan hjælpe en eller to, så har jeg opnået, hvad jeg ville. Så er der ikke noget, der har været spildt. n

Najas mor ønsker ikke af medvirke i denne artikel.