Jeg skulle bare passe en baby

– Jeanette, vil du hente en baby?

Spørgsmålet i den anden ende af røret får Jeanettes puls til at hamre af sted. Huset ligner en byggeplads, hun har et fuldtidsjob og to hjemmeboende børn. Familiekonsulenten forklarer situationen: En ung mor har for kort tid siden født på hospitalet. Hun vil bortadoptere babyen, en lille pige. Der er nu brug for en person, som akut kan give babyen omsorg, indtil en mere varig løsning falder på plads. Kunne denne person være Jeanette?

Mens familiekonsulenten forklarer, vokser en moderlig beskyttertrang over for den ukendte baby sig stærkere og stærkere, og da hun lægger røret på, er hun ikke i tvivl. Hun vil passe på Rosa.

– Jeg kunne bare mærke en grundfølelse af omsorg. Det er jo mærkeligt, for på det tidspunkt havde jeg jo slet ikke mødt hende, men når jeg nu havde fået tilbudt en så vigtig og dejlig opgave, ville jeg ikke takke nej, fortæller 50-årige Jeanette Wigø fra Virum.

Jeanettes tre børn var efterhånden blevet store og selvstændige personer på 13, 17 og 23 år, og hun kunne endelig fokusere på sig selv. Hun dyrkede livligt sport og havde tid til veninderne. Alligevel kunne hun mærke, at hun stadig havde en masse kærlighed at give af. Derfor havde hun i lang tid tænkt på, at hun gerne ville tilbyde sin hjælp, hvis der var behov for, at et barn skulle i pleje midlertidigt.

Hun havde udfyldt de nødvendige papirerfor at blive taget i betragtning som midlertidig plejemor, men da telefonen ringede den dag for et år siden kom det alligevel bag på hende.

Med et stærkt ønske om at hjælpe den lille nyfødte baby godt i gang med livet ringede Jeanette til sin leder i børnehaven, hvor hun arbejdede.Hun bad om at få fire måneders orlov. Ønsket blev afvist. Den dag var valget ikke svært. Få timer senere havde hun opsagt sit job og var på vej til hospitalet for at se den nyfødte pige.

– Det var overvældende at se det smukke, nyfødte barn.Jeg kunne virkelig mærke i maven, at hende skulle jeg bare passe på. Da jeg gik hjem, var jeg ellevild ved tanken om, at jeg dagen efter skulle hente hende, fortæller Jeanette.

Stolt som en mor

Fra den ene dag til den anden forandrede Jeanettes liv sig. Dagen efter stod hun sammen med en familiekonsulent fra kommunen i Baby-Sam, hvor hun skulle købe alt ind, som en baby havde brug for. Familiekonsulenten hev de vigtige ting ned fra hylderne, og Jeanette prøvede at følge med. Få timer senere sad hun i sin bil. Bagved sad nyfødte Rosa, og da Jeanette igen var hjemme i huset i Virum, blev hun spændt modtaget af datteren Juliane.

LÆS OGSÅ: Jeg forærer min datter væk

Huset blev hurtigt fyldt med legetøj og andre babysager, og da Jeanette første gang lagde lille Rosa i barnevognen, var det med en stor stolthed.

– Jeg gik med rank ryg ned til min veninde og udbrød bare ”Se! Jeg har fået en baby”. Jeg var bare så glad, fortæller Jeanette, der høstede mange positive kommentarer for den nuttede Rosa, der fra start af var en glad baby. Men blandt de mange smil og tilkendegivelser var der lige så ofte bekymrede miner.

– Folk gjorde meget ud af at fortælle mig, at det jo bare var et arbejde, og jeg skulle lade være med at knytte mig for meget til hende. Jeg undrede mig over de kommentarer, for hvordan kunne jeg undgå at knytte mig til hende?

Hun havde jo brug for kærlighed og støtte, og de ting kan man jo ikke skille ad. Derudover var det kun fire måneder, jeg skulle have hende, og jeg så det jo som mit job at give hende den absolut bedste start på i livet

I starten brugte Jeanette ikke energi på at tænke over, at Rosa en dag skulle videre. I stedet sørgede hun for, at der kom faste rutiner.Om morgenen pakkede hun Rosa ind i sin morgenkåbe og gik rundt med hende, og når hun vanligt trillede af sted med barnevognen, blev hun stolt, når forbipasserende roste hende for det smukke barn.

Far på banen

Men da hun en dag fik besøg af familiekonsulenten, fik Jeanette en melding, som var svær at sluge.

– Jeg fik at vide, at Rosas far havde meldt sig på banen.Det kan måske lyde mærkeligt, at jeg blev ked af det, men jeg vidste jo ikke, hvem han var, og selv om hun ikke var min biologiske datter, lå det dybt i mig, at Rosa skulle have det så godt som overhovedet muligt. Jeg havde jo forestillet mig den her familie, der måske ikke kunne få børn, og hvor Rosa ville være den største gave. Pludselig blev det billede visket væk, og jeg vidste ikke, hvad der ville komme i stedet for, forklarer Jeanette.

Datoen for, hvornår Rosa skulle hjemgives til sin far, blev hele tiden skubbet længerefrem. Først to måneder,så lige to måneder til. Sådan blev det ved. Sideløbende udviklede lille Rosa sig sundt og harmonisk. Med et smil kunne hun udpege Jeanettes børn, og når hun var ked af det, rakte hun ud efter Jeanette, der med velkendte, trøstende ord kunne få hende beroliget.

– I hendes øjne var jeg jo mor, og selv om hun ikke var min datter, var jeg lige så stolt, som jeg var af mine egne børn. Så hver ganghjemgivelsen blev udsat, var det en ambivalent følelse for mig. På den ene side tænkte jeg ”dejligt, så har jeg hende i længere tid”, men på den anden side kunne jeg jo mærke, at tanken om, at hun en dag skulle væk, blev sværere og sværere at bære. I mellemtiden kom Rosas unge far forbi for at lære sin datter at kende. Jeanette hjalp ham med de grundlæggende ting, men når dagen var gået, var det Jeanette, der tog over. Hun puttede Rosa og var der om natten, hvis hun begyndte at græde.

Frygter afskeden

På gulvet i huset i Virum sender Rosa et smil til Jeanette,mens hun triller rundt med sin dukkevogn. Sekunder efter er det persiennerne,der er spændende. Hvad der skulle have været fire måneder sammen med Rosa, er nu blevet til et år.

– Når telefonen ringer, eller der lander en mail i indbakken,kan jeg få et sug i maven. For jeg frygter, at det er kommunen, der har fundet en dato for, hvornårRosa skal væk. Jeg har sagttil min mand, at når det sker, skal jeg på en vandretur alene og trække vejret.Jeg ved, at det bliver rigtig hårdt, for hun er jo i mine tanker hele tiden. Når hun er i vuggestue, tænker jeg på hende, og når mine veninder sidder og snakker om noget sjovt på Facebook, så ligger hun altid lige i baghovedet. Fuldstændig som mine egne børn gjorde det, da de var små, fortæller Jeanette.

Hun er parat til at beholde Rosa, hvis det bliver tilbudt. Hvis det ikke bliver tilfældet, håber hun på, at en hjemgivelse til hendes far bliver en blød overgang for alles skyld.

– Det vigtigste er, at Rosa får det godt fremover. Uanset om det er hos mig, hendes far eller nogle helt tredje. For hun er en fantastisk pige og fortjener de bedste betingelser.