Jeg skulle slåes ihjel

De skarpe lys fra lamperne i loftet afløser hinanden, mens den lange gang fra Rigshospitalets ambulanceindgang tilbagelægges. På båren ligger Celina, mens flere personer i hvide kitler i løb kører hende fremad mod Traumecenteret. Hun har flere gange bedt Fader vor, selv om hun inderst inde tror, at det er nytteløst. Hun tænker, at hun skal dø. Spørgsmålet er kun, om hun når at sige farvel til sin familie.

– Jeg vidste, hvor kede af det min familie ville blive. Derfor var det vigtigt for mig, at jeg fik sagt ordentligt farvel til dem. Måske kunne jeg nå at fortælle, hvor meget de havde betydet for mig. Hvis jeg bare kunne det, ville det være okay. Så kunne jeg godt dø, fortæller den nu 29-årige Celina Nordengen fra taglejligheden i midten af Odense.

Hun skruer tiden 10 år tilbage til dengang, livets muligheder stod åbne, og det største problem var, hvilken retning hun skulle tage. Hun var netop stoppet på frisøruddannelsen og arbejdede indimellem som model. Mens hendes jævnaldrende gik i byen, foretrak Celina at være sammen med sin familie.

Ubeskrivelig smerte

– Jeg har altid være sådan en, der elskede at hygge med min mormor og morfar. Bare at være hjemme, lave mad og hygge. Jeg var ikke så meget til at feste og drikke, fortæller Celina.

Alligevel lod hun sig overtale til en aften i byen i 2010. I et par timer hyggede hun sig med sine venner, og inden hun ville tage hjem, gik hun på toilettet.

– Da jeg kom ud fra toilettet for at vaske hænder, kunne jeg se en tidligere veninde i spejlet.  Først hilste jeg, men hun svarede ikke.  Da jeg kiggede efter, kunne jeg se, at hendes øjne var helt sorte, forklarer Celina, der ikke mindes, at de var uvenner.

Vreden hang i luften, da Celina passerede eksveninden for at komme op ad trappen. Pludselig mærkede hun en smerte, da den anden hev fat i hendes hår og væltede hende omkuld på gulvet.

– Jeg slår dig ihjel, blev hun ved med at råbe efter Celina.

Liggende på det kolde toiletgulv, kunne Celina se eksveninden lægge en hånd på væggen, mens hun hævede sin ene fod med en stilethæl. Dernæst ramte smerten som en eksplosion i hendes hoved, da hælen ramte hendes øje. Et øjeblik var det sort, men da hun kom til sig selv, fornemmede hun panik omkring sig. Nogle skreg. Andre råbte hendes navn, og da hun hørte sirenerne nærme sig, forsvandt hendes syn.

Ville sige farvel

– Skal jeg dø? Spurgte Celina redderne i ambulancen flere gange, mens de banede sig vej gennem det dunkle København. Svaret glimrede ved sit fravær, og da hun ankom til Rigshospitalet, blev hun mødt af en hær af læger. 

    På operationsbordet blev hælen fjernet fra Celinas øje, der lå så dybt, at den havde ramt hendes hjerne. Om Celina ville overleve, var der ingen, der vidste.

– Jeg kan huske min mors stemme som noget af det første, da jeg vågnede. ’Hun ligger lige så fint’, sagde hun. Jeg kunne se, at hele min familie var samlet omkring mig. Selv min far, som jeg ikke havde så meget kontakt med, var kommet fra Norge. Så jeg var overbevist om, at de var kommet for at sige farvel, fortæller Celina.

LÆS OGSÅ: Midt i sorgen fandt jeg kærligheden igen

I den efterfølgende tid havde hun voldsomme smerter. Når hun kørte fingrene over sit ansigt og hoved, kunne hun mærke, at hendes lange, lyse hår var klippet af, og hendes ansigt føltes fremmed. Hun kunne hverken gå eller spise selv, og hun begyndte at se syner. 

– Jeg så hende, der havde gjort det, stå for enden af min seng. Det var så livagtigt, og jeg var enormt bange, selv om jeg godt vidste, at hun var varetægtsfængslet, forklarer Celina.

Fra at være i livsfare blev hun gradvist mere stabil. Jo mere hun kom til sig selv, desto mere gik det op for hende, at hendes liv aldrig ville blive det samme igen. Hun kunne ikke kende pigen i spejlet, og når hun så sin familie, kunne hun se smerten i deres øjne.

– Jeg ville ikke være en byrde for nogen, og jeg kunne lade være med at tænke på, at det var nemmere, hvis jeg ikke var her. Jeg havde så mange smerter, at jeg slet ikke kunne se, at jeg ville få et normalt liv igen, forklarer Celina.

Plejet af mor

Hun husker ikke, hvor lang tid hun var indlagt, men da hun gik ud af Rigshospitalets døre, var det til et liv, hun ikke kendte. Forholdet til kæresten havde haltet i lang tid, og da de gik fra hinanden, flyttede Celina hjem til sin mor, der var en stor støtte for hende. Hun sørgede for, at Celina fik noget at spise, og hver dag gik de tur på græsplænen, mens Celina støttede sig til hende.

– Hvis det ikke havde været for hende, havde jeg ikke været her i dag. Hun hjalp mig med alt. Måske også mere, end hvad der var godt for hende, fortæller Celina, der blev overmandet af mareridt, når hun om aftenen lagde sig på puden. Overfaldet udspillede sig livagtigt, og ofte vågnede hun badet i sved. 

Når Celina gik på gaden, kunne hun mærke folks blikke på sit ansigt. Medierne havde haft en stor omtale af den spektakulære voldssag, og Celina blev ofte spurgt ind til det.

– Jeg blev kendt som hende, der havde fået en stilethæl i øjet, og jeg kunne høre, hvordan folk hviskede om det. Det virkede, som om det var fascinerende, men for mig var det jo mit liv, der var ødelagt, fortæller Celina.

I den første tid brugte hun meget tid på at tænke på hende, der havde overfaldet hende.

– Jeg forstod ikke, hvorfor hun havde gjort det, og jeg ville så gerne have nogle svar. Men det vidste jeg inderst inde, at jeg aldrig ville få, og det gjorde nok frustrationerne større, fortæller Celina.

Mødtes i retten

Hun var til stede under retssagen. Her forklarede eksveninden, at hun havde været jaloux på Celina. Hun var snublet, og det var dermed ikke tilsigtet at skade hende, sagde hun. Alligevel blev hun idømt 18 måneders fængsel. Men trods straffen, fik Celina det ikke bedre.

Det voldsomme overfald havde resulteret i en hjerneskade og ptsd. Simple opgaver var svære at løse, og hun blev hurtigt træt og havde behov for at hvile sig.

Frirummet var hendes elskede familie, som for en stund fik hende til at føle sig normal. Efterhånden begyndte håret at gro ud, men selv om øjet helede pænt, blev hun konstant mindet om den skæbnesvanger aften.

– Jeg savnede den pige, jeg var engang, og jeg havde behov for at have kontrol over noget.

LÆS OGSÅ: Bare 18 år og alene

Hun begyndte at bruge al sin energi på sin krop, og hver dag trænede hun adskillige timer. Ofte var hun tæt på at besvime, og flere gange kastede hun blod op. Følelsen af, at hendes veltrænede krop trak opmærksomheden væk fra hendes øje, var et tiltrængt pusterum fra Celina. Alligevel skjulte hun sit ansigt, da hun begyndte at skrive sammen med en fyr på Tinder.

– Jeg havde altid kasket eller solbriller på, når vi snakkede over Facetime, men da han en dag spurgte, hvorfor jeg dækkede mit ansigt til, blev jeg nødt til at fortælle ham, hvad der var sket, fortæller Celina og fortsætter:

– Jeg var nok lidt bange for, at det ville betyde noget for ham. Men da han så mit ansigt, kunne han nærmest ikke se skaden, griner Celina, der blev smaskforelsket og valgte at skifte København ud med Odense. 

Det er over ti år siden, at Celinas liv blev forandret på et splitsekund. Hun har dårlig hukommelse, forfølges af mareridt, og hun arbejder kun omkring 8 timer om ugen, da energien og smerterne i hovedet bliver for voldsom. Alligevel føler hun endelig, at hun er begyndt at få styr på de indre dæmoner, der har hærget i hende. 

– Da jeg mødte min kæreste, vidste jeg, at jeg måtte ændre nogle ting. Jeg træner slet ikke på samme måde som tidligere, og jeg er nok blevet bedre til at acceptere, at mit liv altid vil være påvirket af overfaldet, fortæller Celina.

Sætter pris på livet

Hun føler, at hun i dag sætter mere pris på nogle ting i sit liv, end hun gjorde tidligere. 

– Mens jeg var indlagt på Rigshospitalet, lagde jeg mærke til fuglenes sang uden for vinduet. De blev en slags tryghed, der altid var med mig. Sådan har jeg det også nu. Jeg elsker fugles kvidren. Det er på en eller anden måde en påmindelse om, at der trods alt er mange gode ting i livet.

Idømt 18 måneders fængsel

En 19-årig kvinde blev tirsdag den 22. februar 2011 idømt 18 måneders fængsel for overfaldet på Celina Nordengen. Den 19-årige, som var 18 år, da hun begik overfaldet, forklarede til Retten ved Glostrup, at årsagen var jalousi. Ud over fængselsstraffen blev den 19-årige kvinde dømt til at betale sagsomkostninger og en erstatning på 53.000 til offeret.