Jeg skulle ud af min hårde skal

I fjerde klasse mødte Nanna op med sort eyeliner tværet rundt om øjnene. Hun var iført tøj, der var alt for udfordrende til hendes alder, og i hendes hånd holdt hun en nøglering med hendes cykelnøgle og husnøgle. Den svingede hun aggressivt mod drengene. Også selv om de hverken havde sagt eller gjort noget.

Dengang forstod de andre børn nok ikke, hvorfor Nanna så sådan ud, og hvorfor hun slog om sig med sin nøglering. I deres øjne blev hun bare et oplagt valg, når det næste mobbeoffer skulle findes. For Nanna både slog ud og stak ud.

Der var selvfølgelig en grund til, at 10-årige Nanna Svaneberg malede sine øjne, klædte sig anderledes og var grov i munden og i sin opførsel.

– Jeg ville være en anden, end den jeg var, er hendes korte forklaring i dag, når hun som 26-årig ser tilbage på sig selv som barn.

Som barn ville Nanna være en anden.

Skiftet skole mange gange

Der var ikke noget at sige til, at Nanna ikke ville være sig selv i fjerde klasse. På det tidspunkt havde hun allerede skiftet skole flere gange, hun var blevet mobbet, og hjemme var der ikke megen stabilitet at hente. Hendes far sad for det meste i sin blå kedeldragt på havnen i Bagenkop på Langeland med en Carlsberg eller en Underberg i hånden, og hans hjem lignede et dødsbo, som Nanna siger.

I plejefamilie hver anden weekend

Selv boede Nanna hos sin mor i Svendborg, og her var der godt nok pænt og rent. Der var også mad i køleskabet, rent sengetøj på dynerne, og der manglede aldrig nyvasket tøj. Men hendes mor havde perioder, hvor hun manglede overskud. Og i dag har Nanna stor respekt for, at hendes mor på et tidspunkt henvendte sig til kommunen og bad om hjælp, fordi hun ikke kunne klare opgaven som mor alene. For det betød, at Nanna kom til en plejefamilie ude på landet hver anden weekend. Her var der dyr. Ro. Godnathistorier og masser af omsorg.

Læs også:

Jeg har planlagt min begravelse

Gemte sig bag den hårde facade

Men hverdagene lignede sig selv, og Nanna blev ved med at skille sig ud og svinge aggressivt med sin nøglering.

– Jeg havde så mange ting indeni, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme ud med, siger Nanna og ryster på hovedet ad sig selv. Det gør hun tit, når hun taler om sin egen fortid. For den hårde facade har altid været Nannas tilflugt, når livet blev svært.

Folk skulle frygte mig

Værst var det, da hun blev teenager. I de år kunne man se hende gå rundt med piercinger, et råt blik og de forkerte venner.

– Puha, det er nok den periode i mit liv, jeg skammer mig mest over. Jeg ville gerne ligne en, der var farlig, og jeg gik op i, at folk frygtede mig. Jeg følte, det gav status. Jeg gik også efter de kærester, der var lidt farlige, siger Nanna, som også godt er klar over, hvordan folk opfattede hende dengang.

“Hende Nanna er jo helt smadret i hovedet,” var der nogen, der sagde. Nanna ved også, hvad de sagde, når de lærte hende bedre at kende: “Hun er jo faktisk sød.”

”Hun er jo faktisk sød,” sagde folk overrasket, når de lærte hende at kende.

Det søde var gemt bag altd et hårde

Nanna er sød. Det har hun altid været, men i flere år var det søde godt gemt bag hårde ord og lede konflikter.

– Jeg sad nede på banegården i dårligt selskab, for jeg tænkte, at jeg hørte til blandt den slags mennesker. Dem måtte jeg nøjes med, for jeg var ikke bedre selv.

Troede ikke jeg var klog nok

Nanna havde hverken høje tanker om sig selv eller håb om sin fremtid dengang.

– Jeg var forventede, at mit liv ville ende helt galt, inden jeg blev 18 år. Sådan måtte det være. Ingen skulle bestemme over mig. Jeg troede også, at jeg ikke var klog nok til at få en uddannelse eller et arbejde. Det havde jeg jo slet ikke hjerne nok til.

Mødte de helt rigtige mennesker

Men Nanna mangler ikke hjerne. Eller hjerte. Hun skulle bare lige møde de rigtige mennesker, der kunne få tingene frem i lyset. Det gjorde hun heldigvis. Måske var det tilfældigt. Eller måske var der noget i Nanna, som alligevel skubbede hende i den rigtige retning.

Jonas fik mig til at grine

Da hun som 21-årig arbejdede på det lokale værtshus, tænkte hun, at den søde kollega Jonas slet ikke var noget for hende. Han var pædagogstuderende og hverken grov i munden eller barsk i sit ydre, og det var ikke ligefrem den slags mænd, som Nanna gik efter. Men en aften tog de en fyraftensøl, og den øl blev altafgørende for Nannas liv.

– Jonas fik mig til at grine. Jeg tror aldrig, jeg har haft det så sjovt som i de timer, husker Nana, som tilbragte mere og mere tid med Jonas. Pludselig oplevede hun noget, hun aldrig have oplevet før.

– Han gjorde mig så glad. Det var så naturligt for mig at være sammen med ham, og så forelskede jeg mig i ham.

Jonas fik Nanna til at grine. Han gjorde hende også glad. =g pludsleig var hun forelsket i ham.

Gravid fire måneder efter

Følelserne var heldigvis gengældte. Det føltes så rigtigt, når de to var sammen, at de ikke engang blev forskrækkede, da Nanna blev gravid fire måneder efter.

– Jonas har været altafgørende for mig. Men det tog lige lidt tid, inden jeg vænnede mig til, at vi kunne have det så godt. For mig var det underligt, at vi kunne være uenige om et eller andet, uden han puffede til mig eller kaldte mig jordens største kælling. Jonas talte bare roligt og tålmodigt om tingene.

Med Jonas kunen Nanna tale stille og roligt om tingene, når de var uenige. Det var hun ikke vant til.

Elskede at være mor

Jonas viste sig også som en tålmodig og rolig far, da parret blev forældre til Oliver for fire år siden. Og Nanna viste sig som en kvinde, der bare elskede at være mor.

– Da jeg fik Oliver, tænkte jeg: Det er det her, jeg skal. Det er det, der giver mening for mig. Det kan godt være, Oliver har tisset på hele sofaen, men jeg elsker det alligevel, siger Nanna, som var så begejstret for rollen, at hun allerede få måneder efter sagde til Jonas: “Skal vi ikke have en til?”

Det skulle han lige tygge på. Men ikke længe. Da Oliver var 16 måneder, fik han nemlig lillesøsteren Meliah.

Ikke noget uden hinanden

Så nu er de en rigtig børnefamilie med alt, hvad det indebærer af henten, bringen, putning og madrester over hele spisebordet. Og Nanna elsker det.

”Vi er ikke noget uden hinanden,” siger Nanna om sin lille familie.

– Jeg elsker det der med at have struktur i hverdagen. Det giver mig indhold i livet og så megen glæde. Jeg kan godt lide, at vores familie er en lille enhed, der skal holde sammen. Vi er ikke noget uden hinanden. Jeg føler mig værdsat, for mine børn elsker mig. Også selv om jeg har sagt nej til slik syv gange.

En drøm går i opfyldelse

Det er ikke kun hjemme i børnefamilie, at Nanna er værdsat.

For knap to år siden mødte hun nemlig et andet menneske, som kom til at gøre en kæmpe forskel i hendes liv. Det skete, da hun trådte ind i frisørsalonen Hair de Luxe i Nyborg, hvor hun havde søgt læreplads som frisør.

Selv glemmer Nanna aldrig den dag.

– Jeg havde været vant til at arbejde på et værtshus, hvor der lugter af røg, og hvor der er en helt særlig jargon. Det her var en fin salon, hvor der duftede godt, og alle var pæne i tøjet, og jeg blev virkelig nervøs, husker Nanna.

Læs også:

Dobbeltmordet på jysk campingplads: Han dræbte sin elskerinde og søn 

Chefen kunen se bag den hårde facade

Indehaveren, som tog imod, var Sanne Kvolsbæk Nielsen. Hun husker også tydeligt den dag.

– Jeg havde inden talt i telefon med Nanna, hvor hun var nærmest overdreven selvsikker. “Du skal bare tage mig,” sagde hun, selv om hun vidste, at jeg havde 17 andre piger på hånden. Men da hun kom ind i salonen, kunne jeg se, at hun langt fra var så selvsikker i virkeligheden. Godt nok prøvede hun at have sådan en lidt hård attitude, men jeg kunne se noget andet i hende. Jeg kunne se, at hun bar på en historie. Og jeg kunne se, at hun bag attituden havde en vindende personlighed, fortæller Sanne, som valgte at tage Nanna i mesterlære.

Vi skal have det varme hjerte frem

Hun valgte også at gøre sit til at hjælpe hende og pille den hårde attitude ned for at hjælpe den vindende personlighed frem.

– Vi skal have det der varme hjerte frem. Den der hårde attitude er slet ikke dig, som hun sagde.

Nanna med sin chef Nanna, som kom til at spille en afgørende rolle i hendes liv. (privatfoto)

Nærende mad og varme i stemmen

Der var nok at tage fat på. I starten måtte Sanne forklare, at Nanna ikke skulle sige “Javel,” hver gang hun fik en besked. Ligesom hun måtte forklare, at hun var nødt til at putte lidt venlighed ind i stemmen, når hun tog telefonen.

– Du arbejder ikke på et værtshus mere.

Sanne mindede hende også om, at hun ikke kunne klare sig en hel dag på en Snickers. Hun var nødt få nogle sunde, ordentlige måltider. For andre var den slags måske basal viden. Men for Nanna var det en ny måde at leve på.

Åbnede sig over en fyraftensøl

De to talte i det hele taget om meget, der ikke handlede om hår. Og som tiden gik, kom Sanne tættere ind på Nanna.

– Jeg havde en klar fornemmelse af, at hun bar på noget i sin fortid, og da vi begyndte at arbejde alene sammen om mandagen, kom jeg lidt under huden på hende. Efter nogle måneder åbnede vi en fyraftensøl, og så begyndte Nanna at fortælle om sit liv, og de udfordringer, hun stadig blev ramt af, fortæller Sanne, som efterfølgende har haft mange af den slags snakke. Også når Nanna er blevet ramt af en af udfordringerne og for en stund er ved at miste modet.

Læs også:

Jasons sorg: Far bor i skyerne

Nanna skal holdes i hånden. Og sparkes lidt bag i

– Vi har aftalt, at hun skal trække på mig, og at vi skal stå sammen. Jeg vil gerne hjælpe hende igennem sin uddannelse. Det kan jeg slet ikke lade være med, for Nanna er en fantastisk pige. Hun skal bare holdes lidt i hånden. Og sparkes lidt bag i, som Sanne siger med et grin.

Den hjælpende hånd og de kærlige spark har haft deres tydelige effekt.

– Det er fantastisk at se, hvor meget Nanna har forandret sig. I dag er hun meget mere smilende og har stort overskud.

Nanna har været igennem en kæmpe forandring.

Jeg kunen ikke have klaret den alene

Det er selvfølgelig Nannas egen fortjeneste, at hun med smil og overskud er ved at tage sin drømmeuddannelse, og at hun faktisk får topkarakterer på skolen. Men selv er hun overbevist om, at hun aldrig havde klaret den alene.

– Det er Sanne, der har gjort, at jeg har holdt fast i min uddannelse. Før pakkede jeg bare sammen og smuttede, når tingene ikke gik min vej. Sanne har været vildt god til at samle mig op. Hun kan læse mig og mærke på mig med det samme, hvis noget er galt.

Deter aldrig for sent

At livet er gået sådan her for Nanna, havde hun aldrig drømt om, dengang h un som teenager sad på bænken med piercinger, grov i munden og ingen håb for fremtiden. Og det er også netop derfor, hun fortæller sin historie.

– Jeg vil gerne have andre til at forstå, at det aldrig er for sent. Selv om man har haft en hård barndom, og selv om man sidder fast, er der en vej op. Det gælder bare om at tro på det. Og selvfølgelig om at møde de rigtige mennesker.

Nanna har i dag et rigtig fint forhold til sin mor.

Nannas børn skal aldrig mangle noget. Hun elsker hverdagen med dem. Selv når den er hård.

Hjælper andre med den store dag

For Nanna har det altid været vigtigt at give sine egne børn det bedste. Til deres barnedåb brugte hun derfor megen tid og energi på at skabe den helt perfekte dag. Med den helt perfekte underholdning. Hun lavede derfor både en fremtidsquiz og en sang. Og det var hun god til. Så god, at hun i dag laver den slags til andre familier. Især Nannas festsange er populære. For 360 kroner modtager hun stikord om hovedpersonen, hvorefter hun digter en sang. Der kommer hele tiden nye bestillinger. Og hele tiden nye begejstrede anmeldelser på hendes Facebookside: ”Quiz by Nanna”.

For Nanna er det ikke bare pengene, der tæller.

– Hver gang jeg er færdig med en konfirmationssang, tænker jeg, at nu har jeg gjort en anden familie glad. Og det føles så rart.