Jeg starter forfra på livet
Tilsidesatte egne behov i 27 år
Få historier om en mors kærlighed til sit barn er så rørende og livsbekræftende, som historien om den 56-årige alenemor Yvonne Wallmark fra Ursviken i det nordlige Sverige.
I 27 år tilsidesatte Yvonne alle sine egne behov og interesser, for at kunne passe og pleje sin multihandicappede datter døgnet rundt. I fjor flyttede datteren Jenny hjemmefra og på døgninstitution, og det gav Yvonne en ny udfordring. Hun skal lære at finde en mening med sit eget liv.
For første gang i livet kan Yvonne tillade sig selv at være egoistisk og gøre det, hun har mest lyst til. Sådan var det ikke, da Jenny boede hjemme, og krævede pleje og opsyn 24 timer i døgnet.
- Det meste af mit voksenliv har jeg brugt på at tage hånd om mine børn. Fra den ene dag til den anden var jeg alene og skulle finde ud af, hvem jeg egentlig selv er, og hvad jeg vil med livet. Duer jeg til andet, end at passe min handicappede datter? Pludselig var jeg 56 år og ensom. Da min datter flyttede, opstod der en enorm tomhed både fysisk og psykisk.
- I 22 år har jeg ikke haft en kæreste. Det gik ikke at involvere et andet menneske i vores familie. Jeg fortryder intet, men jeg glæder mig til et almindeligt liv med et almindeligt job, siger Yvonne Wallmark.
Læs også: Ibi Makienok: Jeg frygtede at dø fra min søn
Den bedste dag forvandlede sig til den væste
I 1987 blev Yvonne gravid, og den 26-årige kvinde havde med egne ord en drømmegraviditet uden fysiske problemer. Tidligt om morgenen den 28. marts 1988 gik fødslen i gang, og ud på eftermiddagen tog de vordende forældre på det lokale sygehus. Da vandet gik klokken 20 var der travlhed på fødegangen med tre fødsler.
Den lille pige måtte tages med sugekopper, og hun kom til verden med en sådan appel og fart, at lægen nær havde tabt hende. Yvonne fik lagt datteren på sin mave, men den bedste dag i Yvonnes liv forvandlede sig snart til den værste. Den nybagte mor bemærkede, at datteren ikke trak vejret.
Den nyfødte blev lagt i respirator. ”Bare hun overlever, bare hun overlever”, tænkte Yvonne. Jenny var klinisk død ved fødslen, men overlevede mirakuløst. Efter to uger blev den nyfødte udskrevet.
Der var noget galt med min baby
- Men der var noget galt med Jenny. Hun ville hverken amme eller have flaske. Pigen var stiv som en pind, og knyttede hænderne så hårdt sammen, at neglene borede sig ind i huden, fortæller Yvonne Wallmark.
En aften gik Jenny i kramper, og det viste sig at være spædbarnsepilepsi. På hospitalet blev Jenny behandlet med medicin, og efter en tid blev hun udskrevet igen. Kramperne havde forårsaget hjerneskader, og forældrene var i chok.
- Da Jenny var et år, flyttede hendes far og jeg fra hinanden. Jenny fik en hjælper, og jeg forsøgte at få en hverdag til at fungere. Min datter kunne intet selv, og først som 3-årig kunne hun med tegn og ansigtsudtryk sige ”ja” eller ”nej”, husker Yvonne.
Læs også: Min søns morder blev dræbt ved sit bryllup
På randen af selvmord
Yvonne fik en ny kæreste, og sammen besluttede de at få et barn, Johanne. Jennys hjerneskade gjorde det ikke nemmere for Yvonne at have to børn.
Jenny holdt sin mor vågen med skrig og uro næsten døgnet rundt, og på et tidspunkt var den nedslidte mor så psykisk og fysisk nedbrudt, at hun var på selvmordets rand. Hun var en tid indlagt på et psykiatrisk hospital, og blev skilt fra Johannes far.
- Ulykkeligvis fik Johanne også problemer. Hun pådrog sig barnereumatisme efter en kighoste, og det gav mig nye udfordringer. Hun mistede langsomt synet, og kan i dag kun se med én procent af et normalt syn.
Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle have endnu et sygt barn. Nu gentog det hele sig med sygebesøg, operationer, bekymringer og uro, siger Yvonne Wallmark.
Livet kan sagtens blive godt selvom, det tager en uventet drejning
I september 2015 skete det, som Yvonne længe både havde set frem til og frygtet. Jenny flyttede på institution efter 27 år hjemme hos sin mor.
Her har hun fået sin egen lejlighed med døgnbemanding, og Jenny trives. Hun har fået sine egne rutiner i hverdagen, og mindst en gang om ugen får hun besøg af sin far og mor. For Yvonne var det sværere end forventet at lade datteren flytte hjemmefra.
- Er det ikke rart med den personlige frihed?
- Både ja og nej. Det er dejligt, men også svært. I 27 år drejede alt sig om Jenny. For ikke at miste overblikket eller gå ned psykisk, fysisk og mentalt, måtte jeg tage én dag ad gangen, siger Yvonne.
- Jeg har gennem årene mistet min personlighed, fordi alt har drejet sig om mine børn og ikke mig. Lige pludselig opdagede jeg, at jeg var blevet 57 år og ensom. Jeg føler en enorm tomhed.
Yvonne Wallmark har ikke haft en kæreste siden Johannes far, men et job vil hun gerne have. Yvonnes yngste datter, Johanne, har gjort hende til mormor, og den begivenhed har været et stort lyspunkt i en svær tid. Hun har et godt råd til andre i hendes situation.
- Tag imod al den hjælp, der findes. Søg aflastning, for det har du brug for. Du svigter ikke dit barn, det gør dig kun til en bedre forælder. Livet former sig ikke altid, som man har drømt om, men det kan sagtens blive godt og meningsfuldt alligevel, siger Yvonne.
