Jeg stjal fra mine venner

Jeg havde svært ved at styre min økonomi, og derfor begyndte jeg at stjæle, for at sælge varerne igen. Det kostede mig venskabet med min bedste veninde, da hun fandt ud af det.

Jeg havde lovet min storesøster, Mie, at tage med hende og ungerne i Legeland i dag, men jeg blev nødt til at melde afbud. Hun gættede på, at det var fordi jeg ikke havde råd, og det er pinligt, men sandt – og vi er kun midt på måneden. Mie tilbød at betale for mig og fik overbevist mig om at tage med.

Jeg var så tæt på at spørge hende, om jeg kunne låne 100 ekstra, for jeg trængte til at få klippet pandehår, men så skete der noget fantastisk i Legeland. Mens jeg holdt øje med Noah ved en rutsjebane, opdagede jeg en sammenfoldet pengeseddel på gulvet. Det var 200 kroner! Jeg havde hjertebanken, da jeg snuppede den og stak den i lommen, men hvem skulle opdage det? På vejen hjem fik jeg klippet pandehåret.

Lønnen går tidligst ind på torsdag, så jeg har lånt lidt af mor. Hun har også betalt mit mobilabonnement og siger, det er okay… men det er jo lidt pinligt – jeg er trods alt 24 år.  

Min veninde, Katrine, lokkede mig med på udsalg, og hun ved ellers godt, at jeg aldrig har penge. Jeg gjorde flere kup og glemte, at jeg har fået rykker for en tandlægeregning tre gange. Nu har jeg lige fået besked om, at de sender kravet til inkasso. Jeg må prøve at kigge i mit klædeskab og se, om der er noget jeg kan sælge. Tandlægen blev betalt, inden det var for sent. Jeg har også fået lidt klatgæld ud af verden. Ikke til mor, som er ligeglad, men til Mie og et par veninder. Det er nemlig gået fantastisk med at sælge mit aflagte tøj på nettet, og jeg føler det nærmest, som om jeg driver en lille butik ved siden af mit almindelige job.       

Selvfølgelig begynder det at tynde ud i ”varelageret”, men i søndags fejrede min morfar fødselsdag på den sædvanlige restaurant. Da jeg gik gennem garderoben på vej til toilettet, spottede jeg et ægte Burberry-tørklæde af silke under en frakke på en bøjle. Der var ingen i nærheden, og pludselig lå tørklædet i min taske. Der var ikke en plet på det. Derhjemme tog jeg et vellignende foto af det og satte det til salg på nettet, og en time senere var det solgt.

Det er, som om alle andre har råd til alt muligt, som jeg ikke har. Måske får de penge af deres forældre? Eller også er det bare ekstra dyrt at være single og alene om alle udgifterne, når man også gerne vil se lidt lækker ud? Jeg er i hvert fald blevet en ren mester i at spotte ting her og der, som jeg kan få fingre i og sælge videre. Jeg tager selvfølgelig kun ting, som ikke kan spores tilbage til ejeren, og jeg har oprettet sælgerprofil på fire forskellige hjemmesider.

I lørdags bowlede jeg med veninderne, og da røg der et par Nikesneakers ned i min taske. De så helt nye ud og stod bare på en hylde sammen med en masse andre sko. Da vi var færdige og skulle til at betale, stod der en pige og skældte ud og tudede ved skranken. Det var så hendes sko, jeg havde taget, kunne jeg regne ud. Personalet forklarede hende, at skotøj efterlades på eget ansvar, så de kunne ikke gøre noget.

Det har været den fedeste weekend, for Katrine og jeg har haft en stand på et luksusloppemarked, og jeg har solgt for 7.500 kroner! Katrine solgte ikke for nær så meget, og hun undrede sig lidt over, at jeg havde så meget lækkert tøj, som hun aldrig har set før. Hun fik en lang søforklaring, men det meste har jeg faktisk fundet i vaskekælderen i ejendommen. Utroligt, at folk ikke holder bedre øje med den slags dyre ting og sager. Så beder de næsten selv om det, ikke?

Uh, jeg har sort samvittighed og fortryder faktisk noget. Mies svigermor fylder 60 i dag, der var åbent hus, og Mie sagde, at jeg skulle komme. Det gjorde jeg så. Og jeg kom til at tage to dyre parfumer fra badeværelset. Den ene var ikke engang åbnet. Men der var så mange gæster, så hvem skulle pege på lige netop mig?

Der er sket noget virkelig frygteligt. Jeg er fuldstændig ude af den og meget bange. Katrine og jeg har igen haft en bod på det samme luksusloppemarked for at samle penge til en tur til Prag. Min bedste ting var en næsten helt ny taske fra Mulberry, som jeg stjal i biografen sidste uge. Der var ingen mærker eller noget i den, men pludselig stod der alligevel en pige og påstod, at det var hendes. Hun var meget ophidset og ville ringe efter politiet og alt muligt, og arrangørerne af loppemarkedet kom også hen til os og begyndte at stille spørgsmål. Jeg hævdede selvfølgelig hårdnakket, at tasken var min.

Katrine blev rasende på mig, og det var næsten det værste. Vi pakkede sammen i dyb tavshed, og Katrine sagde ikke engang farvel til mig. Nu er klokken 2 om natten, men jeg kan ikke sove. Arrangørerne har jo mit navn. Hvad nu, hvis politiet kontakter mig? Jeg sværger, at hvis jeg slipper godt fra det her, rører jeg aldrig igen noget, som ikke er mit!

Jeg er stadig ikke blevet afsløret, men jeg er ikke længere veninde med Katrine. Hun har også slettet mig på Facebook og cuttet mig helt af, og jeg ved ikke, hvad hun siger til folk. Hvis jeg har svært ved at falde i søvn, ligger jeg og tænker på, at jeg kunne have haft en dom og en plet på min straffeattest nu. Jeg vil prøve at lægge det bag mig og komme videre, og jeg har heldigvis allerede fundet en billigere lejlighed. Det er da et skridt på vejen.

Se også: Tre år i helvede