Jeg valgte mit barn fra - del 3:3

Min karriere havde altid været førsteprioritet for mig, og det endte med, at det kostede mig mit ægteskab og forholdet til min søn Troels. Men jeg indså, at han betyder meget mere, end jeg troede.

Jeg stod nu over for skilsmisse med Michael, som også fik forældremyndigheden over Troels, mens jeg beholdt mit prestigefyldte job i Hamborg. Jeg ville ikke indrømme, at mit valg nok havde været forkert. Derfor arbejdede jeg som aldrig før, og når jeg kom hjem om aftenen, var jeg så træt, at jeg bare gik ud som et lys.

Jeg var hjemme et par gange for at skrive under på de nødvendige papirer i forbindelse med skilsmissen, og begge gange følte jeg på en mærkelig måde, at jeg ikke hørte til mere. Den sidste gang hentede jeg Troels, og vi kørte ud til stranden sammen, hvor vi gik en lang tur og fandt sjove sten og døde krabber. ”Mette er meget sød” ... begyndte han, ”og det er Kristoffer også, men jeg er alligevel ked af det”.
”Er du, Troels”? Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.
”Ja, for han har jo sin mor, men det har jeg ikke, vel? Far siger, at det bare er, fordi du har for travlt til at være mor. Og så siger han, at jeg bare kan besøge dig rigtig tit, men det er altså ikke det samme”. Tårerne var begyndt at trille ned ad hans kinder, og mine egne begyndte også. Jeg kom med en masse dumme undskyldninger, som jeg ikke er sikker på, trøstede ham særlig meget.

Skilsmissen blev en realitet, og jeg kørte tilbage til Hamborg, hvor mit arbejde ventede på mig. Der gik vel en måneds tid – jeg husker det ikke helt nøjagtigt mere – og så blev jeg kaldt hjem til et møde, der var planlagt til at skulle vare tre dage. Da det var overstået, besluttede jeg at gå en tur inde i byen i det gode vejr. Skæbnen ville, at jeg skulle støde ind i Michael, Mette og drengene den dag. Jeg skyndte mig ind i en port og stak hovedet frem og fulgte dem med øjnene fra mit skjul. Min Troels. Hans stemme satte sig i min krop, og hans smilende ansigt fik det til at knuge i mig.

Turen hjem var forfærdelig. For første gang i mange år meldte jeg mig syg, og jeg sagde, jeg nok skulle lade høre fra mig, når jeg var ovenpå igen. De følgende dage boede jeg i min seng. Jeg så mig selv, når jeg gik forbi et spejl, og jeg så forfærdelig ud, men jeg gjorde ikke noget ved det. Det meste er en tåge for mig nu, men jeg kan huske, at jeg ignorerede de bekymrede opringninger fra mit job og kastede mig ud i nattelivet, og at jeg en aften fik et regulært nervesammenbrud.

Jeg kom i psykiatrisk behandling, hvor jeg fik medicin, og man nåede frem til, at en umenneskelig arbejdsbyrde og personlige problemer i forening havde ført til en kortslutning. Jeg flyttede hjem til Danmark og hjem til mine forældre, hvor jeg brugte mine mange optjente penge på psykologhjælp for at finde ud af, hvorfor jeg havde saboteret min egen familie. Med tiden er brikkerne faldet på plads. Der er mange ting i min barndom, som jeg har fortrængt, og som kan være skyld i, at jeg opsøger professionel anerkendelse på bekostning af mit eget ve og vel.

Det har givet mig et helt nyt perspektiv som menneske og mor. Troels udtrykte forleden, at jeg var en god og rigtig mor nu. Han bor stadig sammen med sin far, Mette og Kristoffer, men jeg gør meget ud af, at vi bruger mere tid sammen nu. 

Og mit arbejde? Min chef, Steen, har sagt, at han nok skal finde en anden stilling til mig. Det er slut med Hamborg. Nu vil jeg bare gerne være en god mor for Troels. Han kommer før noget job.

Se også: Jeg valgte mit barn fra del 1 og del 2