Jeg var altid træt

Andréa havde været på uddannelse i Stockholm og var på vej til toget for at komme hjem. Mens hun bevægede sig i retning af stationen, følte hun pludselig en mærkelig stivhed i nakken. Det blev hurtigt til kraftige smerter i hendes led og skulderblade. Først slog hun det hen og klarede det med smertestillende piller. Men smerten bredte sig til højre arm, og kort tid efter blev hendes kæber anspændte, og hun begyndte at kaste op.

Da hun endelig var hjemme, gik hun i seng og vågnede først 12 timer senere. Morgenen efter følte hun sig stadig træt, hun havde kvalme og var svimmel. Endnu en gang prøvede hun at skyde det væk, og hun kæmpede sig igennem dagen, men da hun var til et møde om aftenen, fik hun koldsved, blev ufokuseret og kunne mærke, at hendes puls bankede derudad.

– Jeg var helt udmattet. Da jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng, fortæller Andréa.

Teori: stress

Uanset hvor meget hun sov, var hun stadig overmandet af en altoverskyggende træthed.

– Jeg fandt hele tiden på undskyldninger for, hvorfor jeg havde det sådan. Min teori var, at jeg ikke havde taget mig ordentligt af mig selv og ikke havde haft tid til at træne. Så jeg besluttede, at det måtte jeg give en chance, og tog i træningscenteret.

– Min hvilepuls var normalt 63-67, men nu var den på 123. Jeg prøvede at måle den flere gange, men den blev ved med at ligge på 118-138.

Endelig kom Andréa på hospitalet og fik foretaget undersøgelser og taget prøver, men hun blev sendt hjem igen med en teori om, at hun havde stress og var udbrændt.

LÆS OGSÅ: Lå i koma i 548 dage

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange kvinder der kommer ind med samme symptomer og bliver sendt hjem igen, siger Andréa eftertænksomt.

I et helt år døjede Andréa med en mærkelig følelse i kroppen og med en altoverskyggende træthed. Hun kørte børnene i skole og lagde sig derefter i sofaen og sov, indtil de kom hjem.

Sov hele dagen

Kiloene raslede af hende, og hun blev svagere. Hun forsøgte forgæves at få den hjælp, hun havde brug for.

– Til sidst vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig så hjælpeløs og uønsket.

I stedet begyndte Andréa at planlægge en fremtid uden hende. Hun havde aldrig været bange for døden, men hun var bekymret for sine børn, hvis hun ikke var der mere. Så hun lavede en plan A og en plan B.

Plan A gik ud på, hvad der skulle ske med hendes børn, hvis hun døde.

LÆS OGSÅ: Lisas plejedatter blev myrdet

– Udover deres far blev mine veninder vigtige, og de ville gerne være der for mine børn, hvis jeg døde. Hun fik overblik over sin økonomi og sørgede for, at hun havde en god forsikring. Derefter planlagde hun sin egen begravelse.

– Jeg følte jo, at mit liv gled væk fra mig, hver gang jeg gik i seng. Jeg følte, at min hjerterytme faldt til et kritisk niveau. Til sidst var jeg nede på 32 slag pr. minut, men jeg fik stadig ingen hjælp.

Derefter skrev hun plan B, der handlede om, hvordan hendes liv skulle være, hvis hun blev rask. Listen lyder sådan her:

Fejre min 40-års fødselsdag med et brag af en fest, være i stand til at sidde i varmen uden at føle mig svimmel, gå i badeland med familien, løbe fem kilometer, være i stand til at arbejde igen, tage på en træningstur i udlandet med familien.

Græd af glæde

Da planerne var skrevet ned, besluttede hun sig for at kæmpe, og hun fandt en forening, der tager sig af sager, der ligner hendes.

Efter et par dage ringede telefonen, og hun fik at vide, at en specialist ville undersøge hende.

– Jeg græd af glæde, husker Andréa, der efter flere undersøgelser skulle opereres.

Lægen blev hurtigt klar over, at Andréa havde haft, hvad der bliver kaldt et ”stille hjerteanfald”, og han opdagede også, at hun havde noget, der hedder myokarditis, hvilket giver ar på hjertet.

Det er nu tre år siden, at Andréa fik den livsvigtige operation. Hun har fået opereret en sender ind i hjertet, der registrerer hendes hjerterytme, og de data sendes til sygehuset hver aften.

Imens kæmper hun for at få den hverdag tilbage, hun havde før.

Vil fejre livet

Hendes liste er i øjeblikket domineret af tre ting. Hun har været i vandland med børnene, hun er begyndt at arbejde på halv tid, og hun har siddet i solen. Hun har også skrevet invitationer til sin 40-års fødselsdag.

– Da jeg var syg, besluttede jeg mig for, at den første invitation skulle sendes ud, da jeg blev 38 år. Anden invitation skal sendes ud, når jeg bliver 39, og den tredje, når jeg bliver 39,5 år. Alle gæster vil modtage tre invitationer, for jeg ville have noget at se frem til, fortæller Andréa, der igennem sit sygdomsforløb har fundet ud af, hvem hendes rigtige venner er. Resten er røget ud, for i dag prioriterer hun sin tid benhårdt.

– Tid er det mest dyrebare vi har, og derfor er det også det mest dyrebare, vi kan give til hinanden.