Jeg var en voldelig pige
Der er langt fra en fængselscelle og til mit børneværelse. Og så alligevel ikke…
Jeg er 17 år og må ikke forlade mit værelse hjemme hos mine forældre. Her afsoner jeg den sidste del af min voldsdom og det foretrækker jeg frem for den sikrede ungdomsinstitution, hvor jeg afsonede den første del af min dom med nogle af landets hårdeste mindreårige kriminelle. Min familie er tyrkisk, men jeg har boet i Danmark hele mit liv. Jeg havde ingen problemer hjemme, og jeg elskede at gå i skole, men da jeg blev 14 år, begyndte jeg at hænge ud med de forkerte venner.
Jeg fik en veninde, der var fire år ældre end mig. Hun var mit store forbillede, men problemet var bare, at hun lavede ballade. Sammen med hende begyndte jeg at lave mindre hærværk, og når politi og brandvæsen kom for at slukke branden, var vi for længst forduftet. Det var sjovt og spændende, men når jeg lå om natten i min seng, tænkte jeg på, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Hvorfor jeg ikke bare stoppede? Men de tanker glemte jeg, når vennerne ringede næste dag. Så var det bare afsted igen…
Kulminationen på hærværket kom, da jeg en aften sammen med min veninde satte ild til en vasketøjskurv på et vaskeri. Flammerne bredte sig hurtigt blandt sengelinned og tøj, og hele vaskeriet brændte ned til grunden. Der var et vidne, der havde set os, og ødelæggelserne kostede os hver en bøde på 65.000 kroner. Mine forældre var ikke glade og spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det, og forbød mig at gå ud mere. Men jeg var ligeglad. Ingen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre og ikke gøre…
Jeg blev efterhånden mere og mere aggressiv. Kun to uger efter min 15-års fødselsdag overfaldt jeg sammen med min veninde en sagesløs kvinde på åben gade. Vi skubbede hende, så hun væltede ind i en busk. Da hun rejste sig op, sparkede vi hende flere gange, indtil hun lå ned igen og skreg. Så tog vi hendes taske og stak af. Politiet hentede mig hjemme hos mine forældre, og først efter ni timer i detentionen og to timers afhøring på politistationen fik jeg lov til at gå. Men få måneder senere var den gal igen, da jeg overfaldt en jævnaldrende pige, som jeg følte mig provokeret af. Jeg gav pigen tre knytnæveslag i ansigtet, så hun faldt ned ad rulletrapperne i et indkøbscenter. Det kostede mig en voldsdom på to år, og det er den jeg sidder inde for nu. Til februar har jeg udstået min straf, og ungdomssanktionen er definitivt forbi.
Men jeg har ændret mig. Jeg er ikke længere den rå teenagepige, der bruger enhver lejlighed til at overfalde tilfældige mennesker på gaden, bare for at være sej. Jeg tænkte slet ikke dengang. Det er først her bagefter, at jeg har overvejet, hvordan det ville være, hvis det havde været min mor eller søster, der blev overfaldet på samme måde, som de kvinder, jeg overfaldt. Jeg vil ikke blandes ind i noget kriminelt igen. Det er for dumt. Jeg er blevet voksen og klogere og ser mit liv på en anden måde. Jeg ved nu, at der ikke er nogen fremtid i ballade…
Se også: En gang utro, altid utro
