"Jeg var skyld i Stevie Wonders død"

Charlotte har haft mange mareridt, og tog kontakt til en drømmetyder.

Jeg vågner meget trist og fortæller omtumlet min kæreste, at jeg er skyld i Stevie Wonders død. Vi begynder at grine, men en del af mig kan godt mærke, at det ikke var sjovt i drømmen, og min krop føles stadig som om, at den er i sorg.

Natten før drømte jeg, fordi jeg var tæt på at få skåret min tunge skåret af.

Der sker meget i mit liv lige nu. Jeg er ved at flytte sammen med min kæreste og at udgive en bog samtidig med, at jeg er redaktør på Oestrogen.dk og Mitunivers.dk. Jeg elsker at være på farten og har mange bolde i luften. Jeg glæder mig meget til alt det nye, der sker i mit liv lige nu. Udgivelsen af min 3. bog bekymrer mig lidt. Er den mon god nok? Vil anmelderne slagte mig (igen)?

Måske det er derfor, jeg drømmer så meget?

Begge mine nyeste drømme er så lysende klare, at jeg tager kontakt til drømmetyder Majken Bøg, som giver mig 25 minutters guide over telefonen. Jeg har sendt hende mine drømme på forhånd skriftligt.

Sådan noget har jeg aldrig gjort før, og jeg forventer, at hun også vil grine af mine drømme, som jeg selv gør, når jeg skal genfortælle dem. Men hun tager dem alvorligt, og hun mener, at de er en klar advarsel og har nogle budskaber til mig.

Drømmene har et element af dagsrester. Jeg har for eksempel lige været til Stevie Wonder koncert, jeg har læst Alice Walkers roman Meridian, hvor en kvinde får skåret sin tunge af, og jeg er fascineret af vampyrer.

Men drømmetyderen forklarer mig, at uanset om der er dagsrester, så måden elementerne optræder på i min drøm er en besked indefra, hvis man tolker det rigtigt.

Læs også: Drømmetydning: Det betyder de 10 mest almindelige drømme

Drøm 1:
Min første kæreste nogensinde og jeg er kærester i denne drøm. Han kræver, at jeg skærer min tunge af, hvis vi skal være sammen. Jeg overvejer det og sidder i en ventesal og venter på kirurgen men kommer frem til, at det vil jeg alligevel ikke gøre. Han siger, at det så er i orden, men at han er meget skuffet over mig og er mig ikke tro.  Jeg går fra ham og er ikke engang ked af det, bare vred over, at jeg var ved at ødelægge mit liv for ham.

Drømmetyderens tolkning:
Den lille havfrue fik sin tunge kappet over for sin drømmeprins. Hun var havfrue og hører til vandets element, men får ben og mulighed for at leve på landjorden med ham, hun elsker til gengæld for sin tunge. Så kan hun ikke synge mere, og hun får ikke heller ikke prinsen.

Drømmens budskab:
Det er godt, at du går i drømmen og ikke går lige så langt som den lille havfrue, men det var tæt på. Du skal passe meget på med at leve i uoverensstemmelse med dig selv. Det er vigtigt at være tro overfor sig selv. Du må ikke lade en anden bestemme, hvordan du skal udfolde dit liv eller lade det forhindre dig i at ytre dig. Du skal beskytte dine egne grænser og ikke tage ansvar for, hvad andre måske tænker. I et forhold skal du blive i dine behov og han i sine, det er mest værdigt for begge parter, og så passer man bedst på sig selv og tager ansvar for sig selv.

Charlottes kommentar:

Jeg har det med at miste mig selv i forhold, når jeg elsker en person, så det er et godt råd, som jeg vil huske på. 

Da jeg bloggede anonymt som Spacemermaid, var mit symbol en havfrue. Jeg fik endelig mulighed for at skrive alt det, jeg ikke turde sige højt af frygt for at såre andre. Nu hvor jeg ikke har den ventil mere savner jeg lidt at sætte ord på, selvom jeg gør det til en hvis grad i mine klummer.

Læs også: Cecilie Beck "Mine drømme går igen"

Drøm 2:
Jeg går rundt med Stevie Wonder. Han er jo blind, så jeg føler, at jeg har ansvaret for at guide ham rundt. Pludselig går det op for mig, at vi er i et fængsel, hvor vampyrer har overtaget. De er de andre fanger. Jeg ved ikke, om han og jeg er skyldige i noget, men tror det egentlig ikke – bare at det er et uheld, at vi er havnet der.

Jeg lykkes i at finde en flugtvej, men da vi er flygtet, går det op for mig, at vi nu er havnet i et andet fængsel – også bare med vampyrer. Jeg kan pludselig ikke beskytte os begge mere, og det er min overbevisning, at Stevie Wonder mister livet. Jeg er ulykkelig og tænker, at jeg burde dø i stedet, da verden ikke kan undvære hans talenter.

Jeg ved, at jeg ikke kan overleve uden overnaturlige kræfter. Jeg vågner – mere ulykkelig over, at Stevie er død, end bange over at være i livsfare.

Drømmetyderens tolkning:
Der er tale om en stor drøm. Du går rundt med Stevie Wonder, og han er et stort talent og et under, men i denne drøm skal du tænke det som om, at han er en del af dig. Han er din kreativitet, som du i øjeblikket må føle er truet.

Vampyrer suger blod og liv ud af mennesker, og det virker som om, at der er noget, der prøver suger livet ud af dig og din kreativitet. Når vi følger vores talenter og kreativitet, er det omvendt meget livsgivende.

Du siger, at du ikke føler skyld. Det er nok rigtigt, da du her er ren kreativitet og fri af den menneskelige vurdering, da du flygter for at tilgodese det. Men du flygter simpelthen ind i et nyt fængsel med vampyrer, hvilket fortæller mig, at du har svært ved at finde en udvej for dig, og det bliver kun en halvhjertet flugt, for igen bliver livet suget ud af dig.

Her er det så, at du har den overbevisning, at Stevie Wonder er blevet myrdet. Det er virkelig farligt og et alvorligt budskab til dig. Det er selve din kreativitet, der går til grunde.

Da du vågner, har du en følelse af at være ked af det mere end bange. Det er sandt. Du er ked af, at du ikke er i stand til at følge dit hjerte og kreativitet og talent.

Drømmens budskab:
Det er en drøm, der fortæller dig, at det er vigtigt, at du følger dine talenter og kreativitet. Du skal passe på med at tilpasse dig og gøre, hvad folk forventer af dig, for det er udmattende for dig at undergrave dig selv, som du er i færd med nu. Du skal passe på, at det ikke får bugt med dig, så talentet dør. Ingen kan spærre dig inde i et fængsel, medmindre du selv tillader det.  

Charlottes kommentar: 
Majken Bøgs tolkning af denne og den anden drøm har virkelig ramt plet, og hun har nærmest ramt et livstema. Jeg kan godt frygte, at jeg pludselig ikke kan skrive mere.

Samtidig er jeg bange for, at jeg ikke er god nok og ønsker ofte, at jeg kunne holde op med at skrive så personligt (give mig selv mundkurv på). Men jeg elsker virkelighedens fortællinger, og har haft held med at udgive dem. Så hvorfor egentlig stoppe mig selv?

Læs også: Det betyder det, når du drømmer, at du flyver

Hokus pokus eller videnskab?
Jeg er meget imponeret og overrasket over Majken Bøgs drømmetydning. Tænk at hun kan få så meget ud af sådan nogle drømme.

Jeg vil begynde at tage mine drømme alvorligt og tage budskaberne til mig om at holde fast i mig selv og min kreativitet. Majken er tillidsvækkende, respektfuld og kompetent at tale med, hvilket er vigtigt, når man sætter ord på så følsomme emner, som det ubevidste kan kalde frem.

Lyt til dine drømme
Vores underbevidsthed er godt nok en stor og kompleks størrelse. Tænk at den hver nat arbejder på at fortælle os ting, som vi ikke engang forsøger at lytte til, men bare griner af eller er flove over, når vi slår øjnene op. Mange mennesker er endda blevet så gode til at blokere drømmene fra deres dagsbevidsthed, at de ikke engang kan huske dem. Gad vide, om vi ville blive bedre til at lytte til os selv, hvis vi tog vores drømme til os? 

Hvis du vågner med en følelse af lykke eller frygt, som sidder i dig lang tid efter, du har forladt din seng, så skylder du måske dig selv at grave lidt dybere og lytte til, hvad det er, drømmene forsøger at formidle til dig. Jeg vil i hvert fald helst beholde Stevie Wonder i mig resten af mit liv. Fnis.

Er du nysgerrig på fremtide? Prøv en session hos én af vores dygtige clairvoyanter