Jeg var tjener for mine børn

Mine børn Søren og Maria var i mange år det absolutte omdrejningspunkt i vores hjem. Min mand Jesper og jeg levede os meget ind i deres fritidsinteresser, skolegang og venner. Det var ikke noget, vi tænkte over. Vi synes, det var det rigtige for os, og vi nød det tætte familieliv.

Men da Maria var omkring 18 år, begyndte vores tilværelse at ændre sig. Vi kom op at skændes om vasketøjet, som jeg havde vasket, strøget og lagt sammen. Da jeg bad hende lægge det på plads på sit værelse, gad hun dårligt at lægge sin mobil fra sig. ”Du ved alligevel bedst, hvor det skal være, mor. Og for øvrigt er det ikke mig, der vasker her i huset”, sagde hun uinteresseret.

Vi skændtes vildt og voldsomt, men resultatet blev, at jeg selv måtte lægge tøjet på plads. Jeg blev ikke mindre sur, da Maria lidt efter lånte sin fars bilnøgler, fordi hun og en veninde skulle i biografen. Søren var begyndt at opføre sig på samme måde. Og de gange, hvor jeg savnede et frikvarter til bare at være mig selv eller hygge mig alene med min mand, blev flere og flere.

Samtidig blev fornemmelsen af, at vores børn nassede på os, mere og mere påtrængende, og det var ikke rart. Maria boede gratis, så hendes løn som kontorelev, var stort set lommepenge.

Søren var udlært som tømrer og tjente gode penge. Men det fik ham aldrig til at overveje at komme i gang med en selvstændig tilværelse.

”Vil du smide mig ud”? råbte han en aften, hvor jeg havde spurgt, om han aldrig havde haft lyst til at få sin egen lejlighed. Jeg var bestemt ikke interesseret i at skubbe hverken ham eller Maria fra mig, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været bedre, til at gøre min børn selvhjulpne på et tidligere tidspunkt i deres liv.

Det var min fejl, at jeg ikke havde stillet flere krav til dem, så de havde fundet ud af, at man ikke bliver serviceret hele livet igennem. Men jeg var også bange for at blive uvenner med mine børn.

Jeg forsøgte at sige det til Jesper, men han ville hellere glatte ud mellem børnene og mig, og han fik det altid til at lyde, som om der slet ikke var nogen problemer.

Til sidst var jeg så langt ude, at jeg nogle dage fantaserede om, hvordan livet ville have været uden børn. Det er helt forfærdeligt at indrømme, men sådan havde jeg det virkelig.

Men en dag fik jeg nok. Indkøb, madlavning, rengøring og vasketøj til to voksne børn og deres mange venner, var blevet for meget for mig. Jeg orkede ikke længere at være hende, der skulle gøre alle andre glade og tilfredse, og jeg angreb min mand.

”Hvorfor har du dog ikke sagt det noget før? Så kunne vi have hjulpet dig”, begyndte han. Hans ord fik mig til at eksplodere, for jeg havde jo forsøgt at råbe både ham og børnene op i månedsvis.

”Jeg vil også have plads til mit liv, Jesper. Forstår du det? Børnene er ikke små mere. Enten må de hjælpe til, eller også må de finde et andet pensionat, og det skal du hjælpe mig med at forklare dem”, råbte jeg.

Den samtale blev startskuddet til en ny tilværelse for os alle. Det blev til mange og ikke altid lige spændende opgør med Søren og Maria. Men denne gang holdt jeg fast, og Jesper bakkede mig op, når det var nødvendigt.

Det var en kæmpe omvæltning, og jeg var adskillige gange ved at give efter for børnenes protester, men så tænkte jeg tilbage på, hvordan det havde været før, og så stod jeg fast. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Min frygt for at skubbe børnene fra mig var ubegrundet, for trods de mange opgør i begyndelsen blev den nye dagsorden hurtigt hverdag. Maria bor stadig hjemme, mens Søren har fundet sig en lejlighed, hvor han bor sammen med sin kæreste.

Vores forhold til børnene er i dag stærkt, og jeg har indset, at det var naivt af mig at tro, at det var børnene, der var voksne nok til at sige fra. Det er jo os – deres forældre – der skal lære dem, hvordan tingene hænger sammen.