Jeg vil ikke dø fra mine børn

- Du har ikke lang tid tilbage. Lægen kigger vemodigt på den 30-årige Frederik, der ligger i hospitalsengen på Odense Universitetshospital.

Kort forinden er Frederik blevet hentet af en ambulance i huset i Svendborg. Efter flere år med en kræftdiagnose var den syvende halsvirvel kollapset. Og kort efter, at han ankom til hospitalet, viste en scanning, at kræften også havde spredt sig til lever, lunger og 10 af hals- og rygvirvlerne.

LÆS OGSÅ: Pernille fik kræft som 5-årig

Familien, der står omkring ham, bryder sammen i gråd, da de får beskeden: At den nybagte far kun har en måned tilbage.

- Jeg var i chok, for selv om jeg havde presset lægen til at sige, hvor længe jeg havde tilbage, regnede jeg ikke med, at det var så kort tid. Jeg tænkte nok ikke så meget på mig selv, men mere på min lillebror og min søn. Hvordan jeg ikke ville være der, når min søn skulle puttes, eller smøre en leverpostejsmad til ham, når han var sulten. Og at min lillebror igen skulle miste en, der stod ham nær. Det var hårdt, fortæller den nu 35-årige Frederik Østergaard fra Svendborg.

Frederik var bare 26 år gammel, da han så sin kræftsyge mor lukke øjnene for sidste gang. Ved sin side stod hans kun 6-årige lillebror, hvis far boede i USA.

Årene med moderens sygdom og hendes sidste fem uger på hospitalet havde taget så hårdt på lillebroderen, Victor, så beslutningen var ikke svær for Frederik. Victor skulle bo hos ham.

Adopterede sin bror

- Min mor var selvstændig, og Frederik var tit med hende på arbejde, så de var rigtig meget sammen. Da hun døde, var det en kæmpe sorg for ham, og han havde behov for at være sammen med mennesker, han var tryg ved. Så selv om jeg boede på et kollegieværelse og var under uddannelse og kun havde tre dybe tallerkner i skabet, var der ingen tvivl om, at han skulle bo hos mig.

Da Frederik var ude at sejle i 2006 for AP Møller Mærsk, mærkede han en dag en boblen i brystet. Han slog det hurtigt hen, men kort tid efter fik han smerter i den ene side og åndenød. Hjemme i Danmark viste en scanning, at den unge fyr havde vand i den ene lunge, og på billedet tonede en anden og mere alvorlig plet frem. Frederik havde en knude ved lungen på 12 centimeter.

- Man skulle tro, at hele min verden brast sammen, men det gjorde den ikke. Selv om jeg havde set min mor dø af kræft året før, var jeg overbevist om, at jeg ville overleve det. Det var bare et bump på vejen, men døden var slet ikke en mulighed på det tidspunkt.

Trods den alvorlige diagnose prøvede Frederik at fortsætte sit liv som hidtil. Men med intensiv kemobehandling og stråler måtte den unge mand droppe uddannelsen, og i lange perioder kunne han kun ligge ned. Det kunne tage ham en halv time at gå få hundrede meter, og kæresten måtte sørge for Frederiks lillebror.

Ville nå alt

Efter en lang periode med kemo begyndte Frederik at få det bedre. Troen på, at han snart ville blive erklæret rask, fik ham og kæresten til at udvide familien med en lille søn, men ikke lang tid efter begyndte han at mærke nogle stik i nakken, og da han en dag lå på gulvet og vred sig af smerte, var hospitalet klar med dommen: En måned tilbage.

Som uhelbredelig syg ville lægerne ikke operere på Frederik, og de opfordrede ham til at snakke med familien og en præst for at træffe de nødvendige forberedelser.

- Jeg kan huske, at jeg selv ville se scanningsresultatet. Var det mit navn, der stod der? Det var det. Alligevel var det svært for mig at forstå. Bare få dage før følte jeg mig rask, og nu fik jeg at vide, at jeg havde en måned tilbage. Det var jo helt uvirkeligt.

Med en dødsdom over hovedet tog Frederik hjem. Han tænkte på alle de ting, han ville gå glip af med sine børn, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne. Sin søns første skoledag, og alle de ting de skulle gøre sammen.

LÆS OGSÅ: Jeg måtte ikke dø fra min datter

Men hurtigt slog Frederik tanken væk. I stedet begyndte hans opførsel at ændre sig. Han blev manisk og købte både motorcykel og husdyr, hvorefter han hurtigt skillede sig af med det hele igen.

Han kunne pludselig få en indskydelse om, at han skulle hjem med det samme, hvis de stod midt i Bilka, og selv om kæresten flere gange påpegede, at Frederik skulle gå til læge, nægtede han. Han havde det fint.

Gik fra hinanden

- En dag gav hun mig et ultimatum. Enten gik jeg til læge, ellers flyttede hun med børnene. Jeg valgte det første, fordi jeg var overbevist om, at jeg havde det glimrende. Men da jeg kom derop, skulle lægen bare spørge mig, hvordan jeg havde det, så brød jeg fuldstændig sammen.

Trods erkendelsen af sorgen over en uhelbredelig sygdom gik Frederik og kæresten fra hinanden. I stedet fik han ro til at fokusere på den sygdom, som han blev mere og mere opsat på at bekæmpe. Han fyldte sin hverdag ud med sport og sund kost. Og det havde en positiv virkning på kræften.

- Det var svært at miste rutinerne i hverdagen, da vi gik fra hinanden. Men samtidig gjorde det mig målrettet på at få maksimal livskvalitet ind i mit liv, og jeg formåede at holde kræften i skak i en lang periode.

Det er i dag fem år siden, at Frederik fik at vide, at han havde en måned at leve i. Han mener selv, at kost, motion og fokus på mental velvære har været en del af succesen.

Men kræften vokser stadig i den nu 35-årige mands krop. Smerterne er der hele døgnet, og han ved, at hvis han skal gøre sig håb om at få lang tid sammen med sine drenge, skal han have behandling. Derfor har han oprettet en indsamling, så han kan komme i behandling i udlandet med immunterapi, der kan være med til at forlænge hans liv. En behandling, der løber op i 750.000 kroner.

- Man finder ud af, hvad der betyder noget i ens liv. Jeg har ikke meget, men jeg vil gerne blive ved med at opleve hverdagen med mine drenge. De små ting. Glæden i deres øjne, vores hyggeture og at læse en godnathistorie. Det er dét, der tæller nu.

Du kan støtte Frederiks indsamling her