Jeg ville bare have et barn

Karina gik under skyskraberne på Manhattan og følte sig lykkelig. I hånden havde hun Ole, som hun var blevet kæreste med hjemme i Bjerringbro kort før rejsen. De havde været venner siden barndommen, men det ændrede det første kys. Nu var de forelskede, og sammen rejste de på deres første store tur. Fra New York til Floridas krokodillefyldte sumpe helt til de underskønne strande i Californien.

Det er i dag syv år siden, at Karina Breiner Mikkelsen og Ole var på deres første kærlighedsferie. Da vi møder Karina i hjemmet i Bjerringbro, husker hun tilbage på tiden med stor glæde. Det var før alt ændrede sig. Det var før, hun blev gravid.

Var bare lykkelig

- Jeg var bare lykkelig. Vi skulle have vores første barn. Jeg skulle være mor. Det hele var, som det skulle være, fortæller Karina, inden hun holder en kort pause.

Det er her historien tager en alvorlig drejning. Karina blev gravid i oktober måned, men aborterede inden fostret var i 12 uge.

LÆS OGSÅ: Sines mand fik barn med en anden

- Jeg var rigtig ked af det. Men så blev jeg jo gravid i februar året efter. Her får vi så et nyt håb. Desværre gik det også galt her. Jeg aborterede og fik en udskrabning, fortæller hun.

Karina fortæller sin historie uden de store følelser. Det er som om, de to aborter er en del af en meget større historien, hvor de fylder meget lidt. Og det viser sig ganske rigtigt, at Karina er på vej ind i et forløb, der ville ryste de fleste. Allerede en måned efter sker der nemlig noget uforklarligt.

Blev gravid igen

- Jeg er gravid igen. Der er en positiv graviditetstest. Men jeg kan ikke få det til at passe. Jeg synes, det er meget, meget mærkelig. Efter udskrabningen skal livmoderen jo have ro i tre uger. Og jeg tror faktisk ikke, jeg nåede at være sammen med Ole i den periode. Men på Kvindeklinikken i Silkeborg slår de det hen. De siger, at jeg bare skal være glad for, at jeg er gravid, fortæller Karina.

Karina er splittet. Selvom hendes største ønske er at få et barn, så har hun svært ved at tro på det. Hendes mistro bliver ikke mindre efter et par uger, hvor smerterne breder sig fra underlivet.

LÆS OGSÅ: Frygtede de ville tage mit barn

- Jeg ved bare, at der er noget galt. Og da jeg kommer ind til scanning, kan lægen heller ikke finde et foster i livmoderen. Så på Kvindeklinikken tror, at der er tale om en graviditet udenfor livmoderen. Det er altså ikke et levedygtigt foster, forklarer Karina.

Allerede samme dag bliver Karina overført til Silkeborg Sygehus. Hun bliver kørt til operationsstuen og lagt i narkose. Fosteret skal fjernes. Der er tale om en mindre kikkertoperation gennem et lille hul ved navlen, og operationen vil kun tage omkring et kvarter. Sådan lyder meldingen i hvert fald fra lægen. Men efter to timer opererer de stadig på Karina. Og nu er der ikke længer tale om et lille hul i navlen. Midt under operationen tager den i forvejen bekymrende sag nemlig endnu en ubehagelig drejning.

Var i livsfare

- Da jeg vågner, er jeg skæret op i underkroppen. Jeg er gul og blå over det hele, og jeg kan ikke hoste, fordi det gør så ondt. Det viser sig, at jeg har været i reel livsfare. Jeg mistede to liter blod under operationen, fortæller Karina.

Operationen afslørede, at Karina havde mere end ret i sin bange anelser. Der var ikke tale om en graviditet udenfor livmoderen. Men under livmoderen finder lægen en stor druelignende vævsklump, som er så blodfyldt, at den brister, da lægen løfter op i den. Derfor var der ikke andet at gøre end at operere ”klumpen” væk akut.

Men Karina er langtfra i sikker havn endnu.

- Det hænger ikke sammen for mig. Mine graviditetshormoner stiger igen. Jeg forstår det ikke og til sidst blive det sådan lidt, at jeg bare skal lade være med at pylre, fortæller Karina.

LÆS OGSÅ: Jeg føler jeg slog mit barn ihjel

Heldigvis kontakter lægerne i Silkeborg specialister på Skejby Sygehus. Og så kommer gennembruddet.

- Her bliver jeg scannet og i løbet af en time er diagnosen stillet. Der er tale om en mola-graviditet. En svulst, der er skabt af en unormal befrugtning. I ganske få tilfælde udvikler den sig til kræft. Og der er desværre sket for mig, fortæller Karina.

Karina er nu gået fra at være gravid og drømme om livet som mor til at være i reel livsfare. Men selvom drømmen stadig er intakt, så overskygger hendes frygt alt.

- Jeg tænker slet ikke på at få et barn mere. Jeg er bare så bange for at dø. Jeg siger til lægerne. ”Kan I ikke bare fjerne det hele”, fortæller hun.

Nedfryser æggestokken

Men lægerne gør mere end det. Inden Karina kommer igennem et hård kemokur, fjerner og nedfryser de hendes ene æggestok, der ellers ville blive ødelagt af kemoen. Planen er, at de efter kræftbehandlingen kan indsætte æggestokkevæv igen og via hormoner stimulere udviklingen af æg. De vil så tage seks æg ud og befrugte med Oles sæd via reagensglasmetoden. Herefter fryses de æggene ned til senere brug – mens et friskt sættes op.

- Så er der håb om, at jeg måske senere kan få børn. Men alt det tænker jeg ikke på der. Jeg tænker bare på at overleve.

Læs den overraskende udvikling på historien i Ude og Hjemme, der udkommer onsdag den 21. juni 2016: Her er mine to mirakler