Jeg ville være den perfekte mor

Da Cecilie blev gravid for tre år siden, havde hun forberedt sig med lange lister med gode råd og babytips – og masser af forventninger, så hun kunne blive den perfekte mor. Men da hun stod med sin nyfødte søn i armene, krakelerede det hele – både glansbilledet og hun selv.

De ligger stadig på computerens skrivebord. Lange lister over babyudstyr, babytøj til alle årstider, gode amme-råd, babyers søvnrytme og tigerspring. 

Men hvor 26-årige Cecilie for snart tre år siden havde en plan om at følge dem til punkt og prikke, trækker hun i dag på smilebåndet og udbryder: ”Det er jo fuldstændig langt ude” og ryster med varme i kinderne på hovedet. 

 

Læs også: Mange elsker ikke deres baby

Snigende ubehag

For godt nok er hun blevet mor til Arthur, men hun er også blevet langt klogere. Drømmen om at være den perfekte mor, da hendes lille nyfødte søn blev lagt i hendes arme, krakelerede nemlig fuldstændig 20. september 2017 på Hillerød Sygehus. 

Det skete først efter fødslen, der forløb ”nærmest perfekt”, som Cecilie selv husker det: 18 minutter i barselssengen, og så var det overstået. De nybagte forældre blev sendt hjem efter to dages ophold, men inden de havde forladt hospitalets matrikel, mærkede Cecilie for første gang et snigende ubehag. 

Kipper forlod hende ved udgangen for at hente bilen på p-pladsen, og indeni ulmede irritationen hos Cecilie, fordi han lod hende alene med det lille barn. 

Læs også: Kristina fik en fødselsdepression

Skreg og skreg

– Jeg var virkelig nervøs for, at han skulle begynde at skrige, og jeg stod der alene med ham og måske ikke kunne trøste ham. I to dage havde vi været vant til bare at rykke i en snor, og så stod der en ”voksen”. Nu var vi virkelig på egen hånd. Det skræmte mig vildt meget, fortæller Cecilie. 

Den første uge gik ellers stille og roligt hjemme i lejligheden i Gentofte. Kipper var hjemme fra studierne i Odense, og sammen forsøgte de nu at lære deres lille barn at kende. 

Men i uge to kunne de glemme alle forestillinger om at forme det perfekte familieliv. For Arthur begyndte at skrige – og han skreg og skreg. På de værste dage stod det på i syv timer, hvor intet kunne trøste ham. 

Cecilie følte sig ramt på morfølelsen. For når hun ikke kunne trøste sit barn, var hun så god nok? Hun var træt, orkede ikke at stå op om morgenen, havde hovedpine, spiste for lidt og følte sig deprimeret. Samtidig var hun ved at blive sindssyg af skrigeriet, og hun spekulerede på, om hun var blevet ramt af en fødselsdepression. 

Læs også: Rasmus fik en fødselsdepression

Rundt om boligblokken

Det mente sundhedsplejersken var for tidligt at sige – selv om Cecilie isolerede sig derhjemme. Hun var kun i sin mødregruppe en enkelt gang og forlod den midt i det hele, fordi Arthur skreg, og Cecilie følte sig så skidt tilpas over, at andre kunne se, at hun ikke kunne trøste ham. Derfor kunne hun heller ikke drømme om at gå i Netto for bare at hente en liter mælk. 

Angsten for, at Arthur skulle give lyd undervejs, kunne hun slet ikke overskue. Så det vildeste blev til en tur med barnevognen rundt om boligblokken. 

Hjemme stillede hun høje krav til sig selv. For eksempel kunne hun ikke finde på at hente et glas vand i køkkenet i den 45 kvadratmeter lille lejlighed uden at have Arthur med på armen. 

Toiletbesøg alene var også udelukket, og det betød bare, at Cecilie var udmattet. Hun var klar over, at det ikke var sådan, det skulle være, men hun ventede på, at sundhedsplejersken også skulle konkludere, at hun led af en fødselsdepression. Derefter opsøgte hun på egen hånd en psykolog med speciale i fødselsdepression, som kom hjem og besøgte Cecilie. 

Samtalerne hjalp, ikke mindst fordi hun blev bevidst om, at det ikke kun er hende, der synes, det er hårdt at blive mor. Mange føler det, men udadtil viser de måske noget andet. 

Ved bedst selv

I dag er hun kommet så langt forbi det glansbillede, som hun forsøgte at få sig selv til at ligne. Arthurs kolik stoppede efter fire måneder, og Cecilie fik det bedre. Hun begyndte at sætte sig små daglige mål som at købe ind med Arthur i barnevognen og i det hele taget komme mere ud. Hun indså, at alle hendes lister om dit og dat ikke kunne bruges til noget, og hun valgte i stedet at begynde at lytte til sin mavefornemmelse og ikke andres velmenende råd. 

– Man finder ud af, at man faktisk ved bedst selv, og at det hele ikke er sort og hvidt. Faktisk er det ret simpelt: Vent og se, hvilket barn du får, og lyt så til dig selv, mener Cecilie. 

Under barslen fik hun lyst til at dele sin erfaring med at blive mor, fordi hun var overbevist om, at hun ikke var alene om at føle sig fejlende som mor. Det blev til Instagram-profilen @denperfektemor, hvor hun lagde både uperfekte billeder op og lavede stories, hvor hun sagtens grædende kunne fortælle om sin dårlige dag, men også ærligt fortalte om sin fødselsdepression. 

Forfærdelige guider 

Og responsen var overvældende og bekræftede hende i, at hun langtfra er den eneste kvinde, der har høje forventninger til moderskabet, men må erkende, at det er svært at leve op til. I dag har hun 34.000 følgere. 

– Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at der findes alle de her guider til, hvordan man lykkes som forældre. Det er med til at dunke os alle i hovederne, selv om vi dybest set gør vores bedste og vil det bedste for vores børn. Jeg gør meget ud af ikke at fortælle andre, hvordan de skal gøre. Det skal de simpelt hen selv finde ud af, siger Cecilie.