Jennifer blev enke, da hun ventede sit kærlighedsbarn

Jennifer husker den skæbnesvangre morgen i april 2016, som var det i går. Hun husker, hvordan hun vågnede ved daggry og puttede sig ind til sin kæreste, Levi, som bare fire måneder tidligere havde friet til hende, og som kort efter havde fået den glædelige besked, at han skulle være far.

– Jeg troede, at han sov, men så satte han sig brat op i sengen og greb fat i min arm. Han plejede at sove uroligt og havde tit mareridt, så jeg tænkte, at han nok havde drømt noget. Jeg kiggede på ham og sagde ”Hej skat!”, men fik ingen reaktion. Så sank han sammen i sengen igen. Jeg forsøgte at vække ham, men han reagerede ikke. Da blev jeg rigtig bange, siger den nu 26-årige Jennifer Lofland Gustafsson fra Stockholm.

Hun ringede straks til alarmcentralen, og damen i røret bad hende tjekke, om Levi havde en puls.

– Men det var svært at mærke, for min egen puls hamrede afsted. Jeg fik besked på at trække Levi ned på gulvet og give ham hjertemassage, men han var kraftigt bygget og lå længst inde mod væggen, så han rykkede sig ikke.

Jennifer skiftevis skreg og græd, mens hun kæmpede for at redde sin elskede. Til sidst lykkedes det hende at få ham ned på gulvet, så hun kunne yde førstehjælp.

– Jeg havde næsten ikke kræfter til at fortsætte, men damen i røret råbte til mig, at jeg skulle fortsætte, til redningsfolkene dukkede op.

Da det endelig ringede på døren, blev den lille lejlighed fyldt med politibetjente og ambulancefolk.
Betjentene førte Jennifer ud i køkkenet med ordene: ”Du bør ikke se dette”. I det andet rum var der fuld gang i genoplivningsforsøg med hjerte startere.
Imens forsøgte betjentene at berolige Jennifer. En af dem fik øje på et scannings billede på køleskabet og spurgte, om jeg var gravid.

– De så ekstremt triste ud, da det gik op for dem, at vi ventede barn, siger Jennifer stille.

Til sidst blev Levi anbragt på en båre og kørt til hospitalet. Jennifer fulgte efter ambulancen.

Håb og fortvivlelse

Inde på hospitalet blev alle ressourcer sat ind for at redde Levi. Hans hjerte gik i gang, og lægerne sagde, at Jennifer gerne måtte gå ind til ham.

– Jeg var i chok. Jeg kunne ikke forstå, at det var min elskede, som lå der og var koblet til en masse slanger.

Levi gennemgik en række undersøgelser og blev ført til intensivafdelingen, hvor han blev lagt i kunstigt koma.
De følgende dage vekslede Jennifer mellem håb og fortvivlelse. Hun forlod ikke hospitalet på noget tidspunkt, og lægerne kom hele tiden med modstridende beskeder. På den ene side kunne Levi selv trække vejret, og hans tilstand var stabil. På den anden viste hans hjerne tegn på omfattende skader.

– Hver gang, jeg fik en ny besked, brød jeg sammen og hyperventilerede. Det var et mareridt, siger Jennifer og lader blikket hvile på sin datter, Leah, der tumler grinende rundt på gulvet – uvidende om den tunge sorg, som hendes mor bærer på.

Gaven fra Levi

– Hun ligner sin far på en prik. Både i udseende og væremåde. Hans tilstedeværelse kunne altid mærkes. Sådan er Leah også. Hun er lige så udadvendt og sprælsk som ham.

Efter fire dage prøvede lægerne at vække Levi, og familien ventede spændt på, hvordan han ville reagere. Men Levi vågnede ikke. Han fik i stedet et krampeanfald. Nogle dage senere kom så beskeden, alle havde frygtet: Man var nødt til at slukke respiratoren. Der var ikke mere at gøre. Levi ville dø i en alder af blot 23 år.

– Det var ikke til at fatte. Jeg græd hysterisk, men samtidig var jeg underligt nok også mentalt forberedt på, hvad der skulle ske. Lægerne sagde, at det kunne tage alt fra nogle minutter til flere timer. Jeg holdt hans hånd til det sidste, mens jeg lagde mit hoved tungt på hans mave. Det gik meget hurtigt. Og så var det slut.
Folk omkring Jennifer forsøgte forgæves at trøste hende.

– Men jeg ville ikke trøstes. Jeg ville have Levi tilbage! Alle andre kunne jo tage hjem til nogen. Men min ”nogen” var Levi. Og nu var han væk.

Venner og familie tilbød at holde Jennifer med selskab i tiden efter Levis død, og i dag kan hun sagtens sætte pris på det.

Men midt i den værste sorg havde hun mest bare brug for at være alene. Hun var vred over det, der var sket, og over, at hun nu var helt alene med et lille barn i maven.

– Vi skulle jo være to om det. Levi var mit livs kærlighed. Hvis jeg ikke havde været gravid, ved jeg faktisk ikke, om jeg havde orket at fortsætte, siger Jennifer.

Men efterhånden som barnet voksede i maven, spirede også en stor lykke over den gave, som Levi havde givet hende.

– Han glædede sig så meget til at blive far. Selv om vi var så unge, var vi aldrig i tvivl om, at vi skulle have en familie sammen.

Og det nåede de heldigvis.

Jennifers lykke var uendelig, da datteren blev født i oktober 2016 – også selv om hun selvfølgelig havde ønsket, at Levi var med til fødslen.
I begyndelsen var Jennifer bekymret for, om der også ville være noget galt med Leah. At det, som skete med hendes far, også kunne ske for hende. Man ved stadig ikke præcis, hvad Levi døde af, men det er sandsynligvis følgerne af et hjertestop.

– Heldigvis er Leah helt rask, siger Jennifer lettet.

I dag bor hun i et nyt hjem og har det efter omstændighederne godt.

– Savnet er der hver dag, og Levi er med os i alt, hvad vi gør. Men den største sorg og smerte er væk. Leah har været min redning. Jeg er travlt optaget af at være mor, og det giver mig glæde og lykke hver eneste dag, fortæller Jennifer, som dog godt kan blive misundelig på andre småbørnsfamilier, hvor der både er en mor og en far.

– Samtidig kan det også være skønt at være alene. Leah og jeg er utroligt tætte. Vi skal bare nyde livet sammen. Det ville Levi have ønsket for os. Og det er svært ikke at være lykkelig, når man har sådan et lille vidunder ved sin side. Leah er mit ét og alt.