Jette fra Den Store Bagedyst: Lammet af stress

Jette havde fuld fart på sit kageeventyr, da hun begyndte at få det dårligt. Alligevel ignorerede hun symptomerne. Men da hun en dag kiggede sig i spejlet, fik hun sit livs chok.

Synet af sit ansigt i spejlet, får Jettes hjerte til at galopere på højtryk. I lang tid har hun været invalideret af hovedpine. De mange søvnløse nætter har hun brugt på at lave en indre tjekliste til næste dag, og nervøsiteten omkring økonomien har sat sig som en knude i hendes mave. Men da hun ser sit ansigt, ved hun inderst inde godt, at det er konsekvensen af de lange arbejdsdage. Er det for sent nu, når hun at tænke, før hun ringer til lægen.

– Jeg tudede og var enormt bange, for jeg anede ikke, hvad der var sket. Alligevel var min første tanke, at jeg havde en masse kager, jeg skulle aflevere. Det siger noget om, hvor stresset jeg egentlig var, fortæller 56-årige Jette Stub.

Kage er en fryd

Jette blev kendt, da hun deltog i DR’s populære kageprogram ’Den store Bagedyst’ tilbage i 2015, der efterfølgende satte skub i drømmen om at leve af at bage kager.

For Jette havde janteloven altid været en tro følgesvend. Hun havde lært sine børn, at de skulle tro på sig selv, men hun havde selv svært ved at tro på, at hun var god nok. Derfor var det også hendes datter Karina, der i 2015 meldte hende til Den Store Bagedyst. Jette kom med i programmet, men da en mousse til en kage skilte i andet program, måtte hun sige farvel til den konkurrence, der havde fyldt hundredvis af timer op til optagelserne.

– Det var fantastisk at være med, og jeg var ærgerlig over at ryge ud så hurtigt. Men jeg kan huske, at jeg sad i bilen sammen men nogle af de andre deltagere, hvor vi snakkede om, hvad kage betød for os. Jeg udbrød, ’kage er en fryd’. Lige der vidste jeg, at jeg ville bage kage professionelt, og min forretning skulle hedde Kagefryd, fortæller Jette.

LÆS OGSÅ: Jeg skulle slåes ihjel

Hun var på bar bund i forhold til at være selvstændig og lagde ud med en webshop, hvor hun tilbød at lave kager til firmaer og begivenheder. Senere opsøgte hun lokale caféer og en købmand og spurgte, om de ville sælge hendes kager. Som tiden gik, begyndte folk at få øjnene op for den dygtige kagedame, de havde set i fjernsynet. Hun lejede sig ind i et køkken og begyndte at tage flere og større bestillinger ind på kager. Hun fik en ugentlig klumme i Helsingør Dagblad, og ved siden af arbejdede hun deltid som social- og sundhedsassistent.

– Jeg var selvfølgelig glad for, at folk var vilde med mine kager, og vi havde masser at lave.  Min mand og jeg var tidligere gået konkurs med en bolig og havde haft gæld, så frygten for, at det ikke kunne løbe rundt i længden, lå altid i baghovedet, fortæller Jette, der knoklede fra tidlig morgen til sen aften.

Sideløbende med sin voksende forretning, var hendes datter Karina blevet diagnosticeret med en psykisk sygdom, og Jette havde det dårligt med at lade hende være alene. Hun havde ro i maven, når Karina var med hende på arbejde, men hvis hun ikke havde hørt fra hende, havde Jette svært ved at koncentrere sig om sine kager. 

Hun husker en dag, hvor bølgerne gik højt. De begyndte at skændes og endte med at skrige og skubbe til hinanden, hvorefter Karina forlod sin mors lejlighed.

– Jeg vidste, at hun havde en depression, så jeg var bange for, hvad hun kunne finde på, fortæller Jette, der efter utallige opkald endelig fik fat på sin datter.

Ofte bekymret

Men bekymringen lå altid som en tung dyne over hende. Om aftenen faldt hun ofte i søvn på sofaen. I takt med at hendes kager blev mere og mere populære, begyndte hun at have svært ved at overskue det hele. Flere gange glemte hun bestillinger og måtte stå i sidste øjeblik og lave kager. Andre gange kunne hun blive vred og hysterisk, hvis en kagemousse ikke ville sætte sig.

– Der er ingen tvivl om, at jeg havde for mange bolde i luften. Jeg prøvede febrilsk at gribe dem og brugte alle mine timer på min passion. Det var bare ved at vokse mig over hovedet, fortæller Jette.

End ikke om natten kunne hun finde ro. Hun vendte og drejede sig og forsøgte at få mentalt styr på næste dags opgaver, men den manglende søvn, lagde sig som et pres på hendes psykiske helbred. Mens hendes datter Karina fik det bedre, begyndte Jette at få det værre. Hovedet dunkede ofte fra morgen til aften. Da Karina skulle til Litauen for at blive opereret, sagde Jette ja til at ville rejse med. Det ville give hende en pause fra stressen derhjemme og en tiltrængt ferie.

LÆS OGSÅ: Den dag skulle jeg dø

– Jeg glædede mig til den tur. Selvfølgelig skulle Karina opereres, men jeg vidste, at vi havde tid til at hygge os, og det savnede jeg, forklarede Jette, der allerede på udrejsen havde en voldsom hovedpine. Hun følte en trykken for ørerne, og halsen begyndte at gøre ondt.

– Det var paradoksalt, at det skete, da jeg endelig havde tid til at slappe med. Efter et par dage kom jeg faktisk ned i gear, og så begyndte jeg virkelig at få det mærkeligt. 

Jette prøvede at dulme symptomerne med forskellig håndkøbsmedicin, men da de efter en uges ophold var på vej hjem til Danmark i flyet, følte hun, at hendes hoved var ved at eksplodere. Derhjemme gik hun direkte i seng, men da hun slog øjnene op klokken 6 næste morgen, var hun ikke i tvivl om, at noget var galt.

– Jeg gik ned på badeværelset, og i spejlet så jeg, at hele mit ansigt hang. Mundvigen trak nedad, og jeg kunne nærmest ikke åbne mit ene øje. Jeg prøvede at tage en tår vand, men den ene side af ansigtet fungerede slet ikke, så det løb bare ud, fortæller Jette.

Bange for at dø

Hun ringede til lægen, der hurtigt sendte en ambulance. Hele vejen til hospitalet, frygtede Jette, at hun ville blive lam eller i værste fald dø af en blodprop. Jette blev undersøgt grundigt, og hun kunne ånde lettet op, da der ikke var noget, der tydede på, at der var noget livstruende. Hvorfor lammelsen var kommet, var der dog ikke en entydig forklaring på.

– Lægen sagde, at lammelsen kunne blive fremprovokeret af stress, og jeg kunne jo godt se, at jeg havde været stresset igennem længere tid. Flere havde også sagt til mig, at jeg skulle passe på, men jeg ville jo bare så gerne lykkes, fortæller Jette.

For en gang skyld måtte hun overlade sin forretning til andre, mens hun fik tid til at komme sig. Den efterfølgende tid var svær. Den ene side af ansigtet hang, og når hun var ude, prøvede hun at skjule det.

– Jeg blev mindet om, hvad der var sket, hver gang jeg kiggede mig i spejlet, og det gjorde mig ked af det. Alligevel ville jeg ikke lukke min forretning, for jeg elskede jo det, jeg lavede. Men jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at ændre noget, hvis mit helbred skulle klare det i det lange løb, fortæller Jette.

Hun tog et kursus i at drive egen virksomhed og begyndte at ansætte personale, der skulle hjælpe hende i dagligdagen. Selv om det var en investering, der var nervepirrende, begyndte hun at få mere ro på. Hun indledte også et forløb hos en akupunktør, og langsomt begyndte mimikken i ansigtet at komme tilbage. 

Ved sin side havde hun Karina, der lagde skulder og ører til, når hun havde bekymringer, og hun hjalp med at finde løsninger, når det hele rodede sig sammen oppe i Jettes hoved.

– Min familie har været min største støtte, og ligesom jeg støttede Karina, da hun havde det svært, gjorde hun det samme for mig. I modsætning til tidligere er jeg begyndt at lytte til mig selv og min krops signaler, fortæller Jette.

Hun går en tur rundt i Helsingør, når hun skal afstresse. Hun lytter til meditation, og når tankerne overtager om aftenen, har hun en bog ved siden af sengen, hvor hun skriver sine tanker ned, så kun kan finde ro til at sove.

Stolt af min café

I 2019 åbnede Jette caféen Kagefryd i centrum af Helsingør. Det var kulminationen på mange års hårdt arbejde. Her bugner af lækre hjemmebagte kager og en travl og hyggelig stemning, spreder sig helt ud i køkkenet.

– Når jeg kigger rundt i min café, har det været alle anstrengelserne værd.  Jeg har aldrig været god til at rose mig selv, men at få en idé og så føre den ud i livet, det er jeg faktisk stolt af. Ja, det er der jo ikke så meget jantelov over, griner Jette.