Jonathan blev ramt af et lyn: Ét sekund ændrede alt

Jonathan Richter var en lovende fodboldspiller, som drømte om at spille på landsholdet og for en topklub i udlandet. Men under en træningskamp blev han ramt af et lyn. Jonathan var teknisk død i 41 minutter, og da han endelig blev genoplivet, var intet som før.

Det var mandag den 20. juli 2009. En dag, hvor det danske sommervejr viste sig fra sin værste side og sendte tunge regnskyer ind over Hvidovre Stadion. Jonathan Richters humør var også gråt.

Den 24-årige fodboldspiller havde håbet, at han skulle starte inde på banen, da hans klub, FC Nordsjælland, to dage før havde mødt mestrene fra FC København i den bedste danske række.

I stedet var han til sin skuffelse degraderet til en startplads i dagens reserveholdskamp mod Hvidovre. Alligevel besluttede Jonathan sig for at give alt i kampen. En kamp, der skulle blive hans sidste.

I starten af anden halvleg sprang Jonathan op i en hovedstødsduel og blev i samme sekund ramt af et lynnedslag. Han var bevidstløs allerede inden, han faldt ned på græsset.

De næste 41 minutter var Jonathan teknisk død. En anden spiller gav hjertemassage, indtil en ambulance nåede frem, og reddere tog over. Det lykkedes til sidst at få hans hjerte til at slå igen, inden han i al hast blev kørt til Hvidovre Hospital. 

I koma

Her blev Jonathan lagt i koma, og de næste dage fulgtes hans tilstand tæt af både læger, hans nærmeste og af medier. Familie og venner kunne kun vente i uvished, mens Jonathans krop var på overarbejde for at reparere skaderne. Efter 11 dage besluttede lægerne at vække ham.  

– Jeg var forvirret og omtumlet. Kunne ikke genkende det sted, jeg var, men jeg genkendte min mor og min storesøster og bad om et glas juice. Jeg følte mig syg og svedte helt vildt. Så gik det op for mig, at jeg lå ned og ikke kunne gøre så meget. Jeg var nærmest følelsesløs på grund af medicin, så jeg havde ingen smerter, men jeg kunne jo godt mærke, at der var et eller andet helt galt, husker Jonathan.

Hans mor fortalte, hvad der var sket. Jonathan kunne godt huske, at han løb på banen på Hvidovre Stadion, og at holdet fik en skideballe af træneren i pausen. Men han huskede kun lidt fra selve kampen og slet intet om den voldsomme ulykke. Ud over det mindre hukommelsessvigt lod det dog ikke til, at hans hjerne havde taget skade, konstaterede lægerne efter en række undersøgelser. Faktisk var det et mirakel, at han overhovedet havde overlevet, sagde de til ham.

Minus to tæer

Jonathan var lettet, men han ærgrede sig samtidig over, at han nok måtte holde en lille pause fra fodboldbanen. Han vidste stadig ikke, at hans karriere sluttede i det sekund, lynet slog ned i ham.

– Lægerne fortalte mig ret hurtigt, at de havde måttet amputere to af mine tæer. Men jeg fangede det ikke rigtigt, for jeg var stadig omtåget. Det gik heller ikke op for mig, at jeg havde risiko for flere mén. Mens jeg var i koma havde jeg godt nok nogle mærkelige drømme om, at jeg gik rundt og ledte efter mit ene ben, men jeg tænkte ikke umiddelbart, at det havde noget med virkeligheden at gøre.

Et sort hul

Det havde det desværre. Efter en uge fortalte lægerne Jonathan, at det ikke så godt ud med hans venstre underben. De anbefalede ham at få det amputeret. Beslutningen var i sidste ende Jonathans, og den var umenneskelig for en, som levede af og for at spille fodbold. Men Jonathan havde reelt set ikke noget valg, for der var gået koldbrand i benet.

– Der var ikke andet at gøre. Det vidste jeg jo godt. Og jeg vidste, at det samtidig ville betyde et farvel til fodbold for altid. Så jeg sagde bare ”okay” – og så faldt det hele sammen for mig. Jeg røg ned i et sort hul, hvor jeg lukkede helt af for andre, og hvor alt bare var ligegyldigt. Alt det, jeg havde arbejdet for, og alle mine drømme for fremtiden var revet væk på et øjeblik.

Tre uger efter ulykken fjernede lægerne Jonathans venstre underben. Han begyndte hurtigt at få det fysisk bedre og gik stille og roligt i gang med genoptræning. Der var meget, han skulle lære helt forfra som eksempelvis at spise med ske. Men det gik godt, og der var hele tiden nye succeser, som vakte stor glæde hos familien. Jonathan selv havde dog svært ved at glæde sig.

Reddet af familien

– Jeg var bitter over at være havnet i den situation. Jeg var misundelig på mine holdkammerater, for de kunne jo alle sammen spille videre og jagte den karriere, jeg selv havde drømt om. Jeg kunne slet ikke holde ud at se en fodboldkamp i lang tid efter. Det gjorde decideret ondt, og jeg kunne blive indebrændt, når jeg så en spiller, som i mine øjne var dårligere end mig. Hvorfor skulle han have lov til at rende rundt på banen i stedet for? Jeg var nok ikke den mest behagelige at være sammen med i den periode.

Jonathan havde mest lyst til at give op. Den eneste grund til, at han kæmpede videre, var, at han kunne se på sin familie og sine venner, hvor glade de blev, hver gang han rykkede sig.

– De var min eneste drivkraft på det tidspunkt. Jeg var rørt over, hvordan de støttede mig, for de havde også været igennem noget frygteligt. Jeg lå jo bare og sov, mens de andre var vidner til alt det, der foregik. Min far og min tvillingebror, Simon, havde endda set lynet slå ned i mig, så de havde også et kæmpe chok at bearbejde, fortæller Jonathan og tilføjer:

– Det betød alt for mig at se, hvor megen kærlighed jeg fik, og hvor meget de ønskede, at jeg var her. Da det så allersortest ud, var der alligevel én ting, som ikke ændrede sig, og som gjorde, at jeg trods alt stadig ønskede at fortsætte kampen – og det var dem. Det er min familie og venner, der er grunden til, at jeg er her i dag.

Fandt taknemmeligheden

Så Jonathan kæmpede videre, og langsomt begyndte han også selv at se positivt på livet igen – og faktisk også på ulykken.

– Jeg tror, at jeg til sidst blev træt af at være bitter. Så jeg valgte i stedet at fokusere på, at jeg faktisk var heldig overhovedet at være her, for ulykken kunne jo have slået mig ihjel. Efterhånden blev jeg også i stand til at tænke tilbage på min fodboldkarriere med glæde, for jeg var jo også stolt af de ting, jeg havde opnået. Det er ikke alle, der overhovedet når dertil, hvor jeg var nået, så det var jeg egentlig også taknemmelig for. Jeg havde jo prøvet at leve drømmen, selv om det ikke var så længe, som jeg havde tænkt mig.

Nye drømme

I dag er Jonathan 33 år, og han er kommet langt siden ulykken. Han kan stadig blive vemodig over, at han ikke kan spille fodbold længere, men det er lang tid siden, at han ligefrem har grædt over det. Han har for længst accepteret sit handicap, som han nu blot ser som en udfordring.

– Hvis man prøver at se sig selv som en kriger i stedet for et offer, har man stadig muligheden for at få det bedste ud af livet, for så undgår man at sætte sig selv i en passiv rolle, hvor handicappet overtager livet. Så er det i stedet dig selv, der styrer din skæbne. Jeg er jo kun handicappet til et vist punkt, og der vil stadig være andre drømme, jeg kan opfylde. 

En af drømmene har Jonathan allerede opfyldt. Han har uddannet sig til pædagog og arbejder nu med socialt udsatte unge, så de kan undgå et liv i kriminalitet. Noget, som faktisk også var en del af hans fremtidsplaner, da han var fodboldspiller.

– Så jeg har ikke lagt mit liv helt om. Nu har jeg bare nogle personlige redskaber, jeg også kan trække på. For mange af de unge ser op til mig, og det er ikke kun fordi, jeg er tidligere fodboldspiller, men også fordi jeg har kæmpet mig ud af en svær situation. Det skal de jo også på mange måder, og så hjælper det, når man kan vise dem, at man altid kan få noget godt ud af livet, uanset hvilke forudsætninger man har, smiler Jonathan.

Skal være far

Han har i det hele taget fået meget at smile over igen. For to år siden blev han gift med sin kæreste, Rikke, og til oktober skal de være forældre for første gang.

– Jeg har et dejligt liv nu. Jeg har indset, at livet har andet at byde på end fodbold, og jeg er stadig den samme person som før, selv om jeg laver noget andet. Jeg vil i hvert fald påstå, at jeg er lige så empatisk og kærlig. Og jeg er lige så målrettet og passioneret omkring det, jeg laver. Min familie vil nok også sige, at jeg er en lige så dårlig taber, griner Jonathan, der nu spiller kørestolsbasket og faktisk gør det så godt, at han sidste år blev danmarksmester med Stevnsgade Lowriders.

– Jeg bliver mindet om ulykken hver dag, men jeg tænker ikke længere over det hele dagen. Jeg vil nok altid være ”ham, der blev ramt af lynet”, og sådan er det bare. Men jeg er også meget mere end det, og det synes jeg efterhånden også, at jeg har vist.