Jonathan er 2 år: Mor er skizofren

– Nu skal du bare af med det der, sagde stemmerne inde i Viktorias hoved.

Det var det lille foster i Viktorias mave, som stemmerne refererede til. Flere gange under graviditeten ville stemmerne have hende til at kaste sig ned ad trapper. Var hun i sin fars lejlighed på tredje sal, sagde de, at hun skulle gå ud på altanen og springe ud med maven først. Barnet skulle bare væk.

Viktorias kæreste Tue derimod så frem til at blive far og stifte familie. Præcis som hun også havde gjort, inden der var to streger på graviditetstesten. Men tvangstankerne og de indre stemmer overrumplede hende under graviditeten.

– Jeg kan ikke huske, hvordan det var at være glad i graviditeten, fordi det andet fyldte så meget, siger den 26-årige Viktoria Gudrun, der arbejder som sygeplejerske.

Stemmerne har Viktoria altid haft, og de har mange gange forsøgt at styre hende i en bestemt retning, men hun har været stærk nok til at kæmpe imod og på et tidspunkt ligefrem vænnet sig til, at de var en del af hende.

Ikke bare skizofren

Under graviditeten blev det bare værre, og selv om Viktoria var lykkelig, da hun blev mor til Jonathan for to år siden, forsvandt de sorte tanker ikke. Faktisk udviklede de sig til livlige scenarier, der udspillede sig som billeder i Viktorias hoved.

Særligt et billede blev ved med at rulle foran hendes øjne.

– Jeg blev ved med at se 10 ukendte mænd, der stod omkring Jonathans vugge og gjorde ham ondt. Jeg var slet ikke i stand til at tænke rationelt. I mit hoved var det virkeligt, og jeg kunne ikke gøre noget, fortæller Viktoria.

Da sundhedsplejersken kom på besøg, fortalte Viktoria hende, at hun havde haft det dårligt, og det fik sundhedsplejersken til at undersøge Viktoria for en fødselsdepression. Så dér gik alarmerne i gang.

Sundhedsplejersken vurderede, at der ikke var tale om en fødselsdepression, men klart noget, som Viktoria burde gå til sin læge med.

Det satte gang i en større udredning. Viktoria blev diagnosticeret med både angst, borderline, ptsd, som stammer fra barndommen, og skizofreni. Nu hedder diagnosen kun ptsd og skizofreni.

Psykotisk tumling

Skizofrenien har hun formentlig haft, siden hun var 6 år. Hun kan huske, at hun omkring det tidspunkt havde de første selvmordstanker. Men hun kan ikke huske meget mere fra sin barndom, fordi ptsd’en betyder, at minderne er forsvundet fra hendes hukommelse.

Viktoria blev født på Island, men som 5-årig flyttede hun med sin mor til Aalborg. Moderen har hun i dag ikke et forhold til. Viktoria fortæller, at de begge har et stort temperament og bare aldrig har kunnet med hinanden.

Hendes far, Sigurdur Ellert Sigurdjonsson, har hun dog et fantastisk forhold til.

– Han er ikke stolt over, hvordan han og mor håndterede mig som barn. De var kun 16 og 20 år, da de fik mig, og allerede som 2-årig fik jeg ekstreme vredesudbrud, hvor jeg rasede helt ud, og de måtte finde på specielle løsninger til at styre mig, fortæller Viktoria, der i dag, hvor hun selv er blevet mor, forstår det.

– Selv om det er helt fantastisk, er det også utrolig hårdt at have et barn. Mine forældre var så unge, at de ikke har kunnet håndtere et barn, der formentlig var dybt skizofrent og psykotisk.

Diagnoserne er helt nye for både Viktoria og hendes kæreste, 26-årige Tue, der er pædagog og tatovørlærling. Ud over Viktorias temperament havde Tue aldrig skænket det en tanke, at kæresten skulle være anderledes end andre.

Øget fokus

Særligt den seneste diagnose, skizofreni, som hun fik konstateret i juni, har haft en stor betydning for familielivet. Viktorias psykiater har nemlig skærpet underretningspligt, når der er børn i billedet.

– Så snart hun nævnte ordet underretning, gik jeg helt i panik. Jeg blev stiktosset, for de skulle i hvert fald ikke tage Jonathan fra os. Vi var jo gode forældre, siger Viktoria.

Da hun kom hjem fra konsultationen, ringede hun stortudende til Tue, der hurtigt vidste, at den var helt gal med kæresten, så han skyndte sig hjem fra arbejde.

– Jeg kunne knap nok forstå, hvad hun sagde gennem gråden. Hurtigt vidste jeg alligevel godt, at hun nok overreagerede. Jeg vidste godt, at de ikke bare kommer og tager ham væk. Der skal mere til, siger Tue.

I hjemmet på Nørrebro i København fik Tue beroliget Viktoria. En gave, som han ifølge Viktoria altid har haft. Men Tue er også en meget stille og rolig vestjyde fra Struer, og hans ro smitter måske af på Viktoria.

Få dage efter beskeden om underretningen tog Tue med Viktoria til psykiateren for at høre, hvad det hele handlede om.

Hjælp er en gave

– Da hun sagde underretning, var jeg sikker på, at vi var helt færdige og aldrig mere skulle se Jonathan. Men hun havde jo overhovedet ikke sagt noget om, at han skulle fjernes, siger Viktoria i dag smågrinende.

Kommunen fandt ingen grund til at fortsætte undersøgelsen af den lille familie. Den lille gut stortrivedes, og der var ikke noget at sætte en finger på hos forældrene, som altid er rolige og kærlige omkring deres søn.

– Det var jo ikke for at straffe os, at kommunen skulle blandes ind i det. Det var bare for at sikre, at Jonathan får den bedste opvækst. Det er en gave at vide, de står klar til at hjælpe, hvis tingene skulle ændre sig, siger Viktoria.

For nylig har Viktoria fået medicin, der hjælper hende med at styre stemmerne og tvangstankerne, men der er stadig en lille frygt i hende. Hun er ved at få åbnet op og bearbejdet sin barndom og kan godt frygte, at der dukker minder op, der vil udløse en psykose, som kræver, at hun for første gang må indlægges.

– Det vigtigste for mig er, at Jonathan ikke mærker, jeg er syg. Han skal ikke have den samme opvækst, jeg har haft, med en mor, der svinger i humøret og råber ad faderen, siger Viktoria.

Tue er derimod overhovedet ikke bekymret, for han oplever, at Viktoria takket være medicinen er langt mere rolig og tilpas, end hun har været før.

– Hun er endelig i gode hænder. Der var en lang periode, hvor de ikke kunne finde ud af, hvilken diagnose hun passede ind under, men nu går det den rigtige vej, fortæller Tue.

Læs også: Georgia er skizofren: Stemmerne holdt aldrig mund

Skal nok klare den

Alligevel har parret lavet en klar plan for, hvad de skal gøre, hvis det værste skulle ske. Så vil Viktoria og Tue flytte fra hinanden, og Tue skal have fuld forældremyndighed over Jonathan.

– Det er absolut den sidste udvej. På et tidspunkt frygtede jeg virkelig, at det var uundgåeligt, men nu er jeg næsten sikker på, at vi nok skal klare den, siger Viktoria.

På sidelinjen har parret også Viktorias far, Sigurdur, der gerne kommer og passer Jonathan, når forældrene trænger til afslapning.

– Min far har sagt, at han ikke var skabt til at være far, men i rollen som morfar blomstrer han virkelig.

Det unge par har ikke planer om at få flere børn. De tør ikke rigtig, for de frygter, hvordan det vil påvirke Viktoria psykisk. I stedet vil de koncentrere sig om Jonathan og give ham de bedste betingelser for en god barndom – selv om hans mor er syg.

– Han kommer til at få et helt normalt dansk leverpostejsliv. Og det er så dejligt at kunne give ham det, siger Viktoria.