Jonathan var ramt af sorg: Den bedste medicin er at dele den med andre

Når Jonathan havde det sværest i skolen, pjækkede han for at være sammen med sine bedsteforældre. De modtog ham med åbne arme, og de fik ham til at glemme alt det triste. Det var derfor en kæmpe sorg, da han mistede både sin morfar og farfar. Men i dag bruger Jonathan erfaringerne fra sin egen sorg til at føre folk sammen til mindekoncerter.

Når Jonathan kom gående hjem til sine bedsteforældre, var der ingen, der stillede det oplagte spørgsmål: - Skulle du ikke være i skole?

De vidste nemlig, at Jonathan ikke havde brug for løftede pegefingre lige i det øjeblik. Han havde brug for kærlighed. Og det fik han. Så meget, at Jonathan stadig beskriver sin morfar og farfar som sine bedste venner. De var hans legekammerater, da livet var sværest.

 

Jonathan var ikke som andre

Jonathan Jensen fra Horsens er ikke som andre. Det kan selvfølgelig være en kæmpe fordel. Bare ikke, når man går i syvende klasse og helst skal ligne gennemsnittet. Jonathan skilte sig ud. Han var adopteret fra Columbia, hans far var skoleleder på skolen, og når de andre spillede fodbold, sad han og lyttede til musik fra sin iPod eller fandt et tomt klasseværelse med et klaver, hvor han brugte frikvarteret på at blive bedre til at spille. Man kunne både se og høre, at Jonathan ikke lignede de andre. Og samtidig var han en særlig følsom dreng, hvilket heller gjorde ikke hverdagen i syvende klasse lettere.

Var meget alene

- Enten er man en del af flokken. Eller også er man ikke. Og jeg var ikke. Jeg var derfor utrolig meget alene, siger Jonathan, som i dag er 28 år og fuldtidsmusiker. Meget er sket siden. Men forholdet til sin morfar og farfar i barndommen kan stadig give ham blanke øjne. De blev nemlig hans redning.

Læs også: Min farfar var unik

Frirum hos bedsteforældrene

- Jeg har verdens bedste forældre, men når man er ung, er det ikke altid, man åbner sig helt op for sine forældre. Det er lettere at støtte sig til nogen, hvor man oplever et frirum.

Og Jonathan oplevede et stort frirum hos bedsteforældrene, hver gang han mødte op, når skoledagen blev for tung og ensom.

Morfar var nysgerrig

- Hvad har du lyst til at lave? spurgte hans morfar, når Jonathan stod trist i entreen. Hans morfar ville virkelig gerne vide det. Han var altid nysgerrig på, hvad hans børnebørn interesserede sig for. Så nysgerrig, at han læste alle Harry Potter bøgerne for at få indblik i det univers, som hans ene barnebarn var så optaget af. Og han købte også cd’er med både Blues Brothers og Pink Floyd for at fordybe sig i Jonathans interesser. Selvom morfaren var godt oppe i årene, var han ikke for gammel til at holde af noget nyt, og Jonathan glemte alle sine sorger, når de stod i timevis i den lokale musikforretning og bladrede i cd’er.

Sad på farfars skød ved klaveret

Hos farfar var det ham, der fastlagde ruten, når han tog Jonathan med på museer og restauranter.

- Umiddelbart var det måske ikke lige noget, jeg havde lyst til. Men min farfar sagde altid: ”Man kan ikke sige, at man ikke kan lide noget, før man har smagt det.” Og tit var det overraskende sjovt, husker Jonathan, som også husker, hvordan han som helt lille sad på sin farfars skød, når han spillede klaver. Han holdt nøje øje med sin farfars fingres bevægelser hen over tangenterne, og i dag er det Jonathans egne fingre, der sikkert spiller musikken.

Læs også: Midt i sorgen fandt jeg kærligheden igen

Samler mennesker med musikken

Musikken er hans levebrød. Men musikken er også blevet noget andet. Det er hans middel til at samle mennesker, der har mistet deres kære.

Det har Jonathan nemlig også. Bedsteforældre er der jo ikke for evigt. I 2013 fik Jonathans morfar kræft, og Jonathan var vidne til, hvordan hans trofaste ven bare blev dårligere og dårligere i sin sygeseng.

Rørende afsked med morfar

Sidste gang Jonathan så sin morfar, lå han næsten livløs hen.

- Jeg tog hans hånd og sagde: ”Det mig Jonathan.” Så åbnede han øjnene og sendte mig det dejligste smil. Til sidst lagde han hånden om min nakke og pressede mit hoved mod sit bryst. Det var det varmeste afskedsknus. Og det har siddet i mig lige siden.

Knust af sorg

Men efter afskeds-knuset kom sorgen. Tabet af morfaren ramte Jonathan ekstremt hårdt. Og da hans farfar også døde tre år efter, var han fuldstændig knust.

- Det var som om, jeg selv skulle dø, fordi de døde. Som om min sjæl fløj ud ad vinduet. Jeg havde det utrolig dårligt meget længe og gik helt ned, siger Jonathan, som er taknemmelig for de dybe samtaler, han havde med sin mor undervejs. Og lykkelig for den samtale, hans far tog med ham, mens de sammen stod ved et vindue og kiggede op mod himmelen.

- Nu sidder din farfar og morfar der oppe og ser, hvor ulykkelig du er. Hvad tror du, de ønsker mest: At du bliver ved med at græde? Eller at du kommer videre med livet?

Begyndte at dele sorgen med andre

Den samtale blev et vendepunkt. For den dag besluttede Jonathan at bruge sin sorg til noget andet end bare at græde alene.

- Jeg begyndte at tale med andre om sorg. Både om min og om deres. Det er så ensomt at være i sorg, men hvis man åbner op og taler om den, bliver det meget lettere.

Vil trøste mennesker gennem musikken

Det er præcis den indsigt, som to år i træk fik Jonathan til at arrangere julekoncerter i samarbejde med Klosterkirken i Horsens, hvor folk kunne komme og i fællesskab mindes deres kære. Og de oplevelser har været så stærke, at han nu drømmer om at holde flere af dens slags koncerter rundt om i landet.

- Jeg vil gerne trøste folk gennem musikken. Når mennesker deler deres sorg, hjælper de jo hinanden. Jeg er sikker på at, det er den bedste medicin mod sorg, siger Jonathan, som personligt oplevede, at især juletiden var svær at komme igennem, efter han havde mistet sin morfar og farfar.

Manglede dem at holde i hånd med rundt om træet

- Jeg manglede dem at holde i hånd med rundt om juletræet. Og til at spise anden med. I starten havde jeg det også meget svært med julesalmen ”Dejlig er jorden”. Den var alt for sørgelig. Og jeg syntes jo ikke, Jorden var et dejligt sted på det tidspunkt, siger Jonathan, som valgte nogle mindre tunge julesange til sine mindekoncerter. Disneys juleklassikere var for eksempel en del af spillelisten. Og i hans ører er Eric Claptons ”Tears in Heaven” også en fantastisk sang, når man sammen mindes mennesker, man savner.

Jonathan kan spille det meste. Som musiker er han ude både som organist i kirker og som festmusiker til bryllupper og til runde fødselsdage. Han spiller til morgensang på en skole og lavede for to år siden hittet ”Burn it Down” med duoen Delay.