Jórunn havde planlagt selvmord i detaljer

Nøje planlagt selvmord

Jórunn Davidsen havde skrevet personlige afskedsbreve til sine forældre og sine fire yngre søskende, men manglede at købe en lille gave til hver af dem.

Hun havde også undersøgt, hvad hendes begravelse ville koste. Ja, hun havde råd til den, for den skulle sandelig ikke være en byrde for familien, som hun selv følte, hun havde været.

Så det var kun et spørgsmål om tid, før hun kunne gennemføre sit nøje planlagte selvmord ved hjælp af al sin medicin og en pose over hovedet – en handling, hun havde lovet sig selv skulle ske, inden hun fyldte 20 år. For, som hun understreger:

– Jeg var jo en stor byrde for alle.

– Men helt tilfældigt, da jeg igen sad med min computer, så jeg et billede af nogle hundehvalpe, som vækkede den kærlighed til dyr, jeg havde, før jeg blev syg. Det overvældede mig at mærke den følelse igen, og jeg tænkte, at hvis jeg skulle give livet en sidste chance, så skulle jeg have en hundehvalp, fortæller Jórunn, nu 21 år.

Siden hun var barn, har hun drømt om at blive dyrlæge. Men den drøm blev der sat en brat stopper for, da hun gik i gymnasiet, så vi går lige tilbage i tiden.

Gik pludselig i sort

Jórunn er født og til dels opvokset på Færøerne. I hendes barndom flyttede familien lidt frem og tilbage mellem Færøerne og Danmark, og for ca. seks år siden flyttede familien permanent til Danmark – til Ærø, hvor hendes far skulle på skibsførerskole.

Efter folkeskolen skulle hun i gymnasiet, sådan et findes ikke på Ærø, så hun kom på Nyborg Gymnasium, hvor hun boede på den tilknyttede kostskole.

Hun trivedes, fik nye venner, og alt var godt – lige indtil hun begyndte i 2. g.

De var ikke kommet ret langt ind i det nye skoleår, før Jórunn helt uden forudgående varsel pludselig gik fuldstændig i sort.

Hun kunne sidde i timevis ved sin computer og forsøge at lave lektier, men intet skete. Hun begyndte at isolere sig, tilbragte nætter på stranden og holdt op med at spise. Selv hendes et år yngre lillebror, der nu også gik på gymnasiet, blev vennerne svar skyldig, når de spurgte, hvad der var galt med hende, for ham talte hun heller ikke med.

Fra gymnasiets side blev der grebet ind, og efter kontakt til forældrene blev Jórunn indlagt på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling. Her var hun i et halvt år og fik diagnosen depression, som lægerne forsøgte at behandle med blandt andet antidepressiva.

Men intet hjalp.

Jórunn nægtede at acceptere, at hun var syg, og selv om hun var indlagt, holdt hun stædigt fast i, at hun skulle lave lektier. Computeren kom frem, men hun magtede ikke at læse og forstå.

– Jeg er jo bare dum, sagde hun igen og igen.

Læs også: Overvejede selvmord efter massiv mobning

Fornægtede sygdom

Udskrevet fra hospitalet kom hun hjem til familien på Ærø, men magtede stadig intet, og i halvandet år lå hun stort set bare i sin seng og stirrede ind i væggen. På hospitalet havde de haft uhyre svært ved at nå ind til hende og tale med hende – for hun var jo ikke syg! Og hjemme oplevede familien det samme.

Spise ville hun heller ikke, så hendes mor måtte f.eks. blende rugbrød i en smoothie for at få bare lidt mad i hende. Og fem-seks gange var hun i perioder indlagt.

Da familien besluttede at flytte fra Ærø til Næstved, var Jórunn over 18 år. Hun var stadig sårbar og psykisk ude af balance, anerkendte fortsat ikke at være syg, og så blev hun indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling i Vordingborg, også kaldet Oringe.

Der forsøgte lægerne ligeledes at behandle Jórunns depression med medicin, men stadig uden positive resultater. Heller ikke 30 ECT-stød (elektrochok, red.) hjalp, de havde kun en kortvarig effekt på ca. 24 timer, og Jórunn var stadig selvmordstruet. 

Hun havde på det tidspunkt fået en sagsmappe i Næstved Kommune, og Maya Hirshals, der er socialpædagog i Kontakten – et privat socialpædagogisk tilbud, kommunen benytter til unge, som ikke er i stand til at klare en selvstændig tilværelse – blev tilknyttet Jórunn og besøgte hende, mens hun var indlagt i Vordingborg.

Hev sit hår ud

Maya er med denne fredag, hvor vi møder Jórunn på hendes værelse i Næstved, for det er langtfra alt, hvad der er sket de seneste tre år, som Jórunn har nogen erindring om, og så kan Maya supplere.

– Jeg havde naturligvis læst Jorúnns journaler, før jeg besøgte hende første gang, og tænk – et sted stod der, at hun var behandlingsresistent! Jeg var, må jeg indrømme, dybt berørt over hendes situation. Men det lod jeg selvfølgelig ikke komme til udtryk, da vi mødtes. Jeg kom jo for at hilse på – og for på sigt at hjælpe hende, fortæller Maya, 40 år. Hun tilføjer:

– Det var unægteligt en meget sårbar og indelukket pige på 19 år, der sad der. Og helt uden hår på hovedet – hun havde simpelthen trukket alt sit hår på hovedet ud, et hår ad gangen.

– Men allerede der første gang kunne jeg mærke, at der var ”et eller andet” mellem os. Og det til trods for, at Jórunn havde mistet al sin mimik, mens hun havde været indlagt. Der var ikke en eneste trækning i hendes ansigt – men jeg fornemmede den dag et lillebitte glimt i hendes grågrønne øjne.

Nu er vi tilbage, hvor vi begyndte – ved planerne om selvmord, der blev forpurret af et billede af nogle hundehvalpe, mens Jórunn var indlagt i Vordingborg.

Læs også: Ritas opkald til sin datter: Jeg bliver bortført

Lys i øjnene

– Jeg kan ikke forklare hvorfor, men Maya blev den første behandler, jeg åbnede mig for. Ja, hun er jo ikke behandler som sådan, men hun kom for at hjælpe mig og var tillidsvækkende. Alle dem i kitler og mange andre havde også forsøgt at hjælpe mig, men dem havde jeg umiddelbart ikke tillid til.

– Da jeg så det billede af de hundehvalpe og tænkte, som jeg gjorde – at jeg ville give livet en sidste chance, hvis jeg fik en hundehvalp – blev jeg enig med mig selv om ikke at fortælle Maya det. Det virkede så latterligt. Men da Maya kom på besøg igen, ja, så fortalte jeg hende alligevel om det.

– Det var første gang, jeg så lys i dine øjne. Det var SÅ modigt af dig at vise mig den tillid, så jeg sagde med det samme: ”Ja, selvfølgelig skal du have en hundehvalp.” Uden i øvrigt lige der at tænke over, hvad det var, jeg satte gang i, indskyder Maya og fortsætter med et varmt blik rettet mod Jórunn:

– Og det var også modigt af dig, at du samtidig gav mig dine selvmordsbreve, som jeg siden fik lov til at læse.

Tilbage på job gik Maya i gang med at bane vejen til en bolig til Jórunn, så hun endelig efter flere måneders indlæggelse i Vordingborg kunne udskrives og få en hundehvalp.

Det blev til en midlertidig bolig, som Kontakten skaffede, og Maya havde daglig kontakt til Jórunn og hjalp hende også med at få købt den hundehvalp, der skulle hjælpe Jórunn til at ville leve livet.

Sisu er med overalt

Det er nu ca. halvandet år siden, at en fransk bulldog-hvalp flyttede ind hos Jórunn på dispensation i den midlertidige bolig. Hun gav ham navnet Sisu, som betyder ”mod” – og mod var netop, hvad hun havde brug for, hvis hun fortsat skulle leve.

– Jórunn kunne jo dårligt klare sig selv. Fra at have været syg og indlagt over flere år til pludselig at skulle stå på egne ben og nu også passe en hvalp – det var en megastor udfordring. Men hun ville det – og hun gjorde det, fastslår  Maya.

Gennem hele forløbet, også mens hun var indlagt, havde Jórunn kontakt til sine forældre og søskende, men hun ønskede ikke at flytte hjem igen. Hun var – og er – glad for at have Maya som den faste støtte. Efter et halvt år i den midlertidige bolig flyttede Jórunn og Sisu til et hus, som Kontakten ejer, og som bebos af unge med særlige behov. Huset deler hun med to andre unge kvinder. De har hver sit værelse og deler stue, køkken, bad og have.

Her har både Jórunn og Sisu fundet sig godt til rette, og Sisu følger hende overalt. De spiser sammen, sover sammen, går lange ture sammen, og når vejret er til udendørs caféliv, er Sisu også med på café.

Skal have god tid

Jórunn går ingen steder uden Sisu, som har evnet det, ingen læger og psykiatere kunne: at få Jórunn til igen at ville livet.

Sisu er Jórunns helt, også selv om han ikke vandt titlen Årets dyrehelt 2017, da Agria Dyreforsikring udskrev sin årlige konkurrence.

I skrivende stund er det 16 måneder siden, Jórunn blev udskrevet fra Vordingborg, og den eneste medicin, hun siden har taget, og stadig tager, er mod trikotillomani.

Både Jórunn og Maya ler højt, da de skal sige ordet, for det er bestemt ikke et, der er sådan lige til at udtale.

– Det med at trække ét hår ud ad gangen fra hovedbunden kaldes trikotillomani og kan heldigvis forebygges med medicin, forklarer Maya.

Da Jórunn fanger fotografens spørgende blik, der er rettet mod hendes vidunderlige hårpragt, skynder hun sig med et smil at tilføje:

– Det her er mit eget hår, og ja, den medicin hæmmer heldigvis min uimodståelige trang til at trække hår ud af hovedet, fordi jeg nu også selv er bevidst om, at den handling er sygelig. Jeg skal jo væk fra det sygelige.

Maya og Jórunn ses alle hverdage – om torsdagen i Kontakten, hvor der er aktiviteter af forskellig art. I weekenderne er Jórunn alene, og det kan godt af og til være nogle lange weekender, men hun har heldigvis fået både nye veninder og kontakt til nogle tidligere veninder.

Deres samvær i løbet af ugen er ikke bare ”ren hygge”. De arbejder blandt andet med den skyld, Jórunn føler, hun bærer på, og de bearbejder hendes opfattelse af sig selv som værende dum og en byrde. Jórunn får også opgaver af både fysisk og psykisk karakter, som hun skal arbejde med, når hun er alene. Desuden opfordres hun til at gøre noget godt for sig selv og til at være sammen med veninderne.

– Målet er, at Jórunn på et tidspunkt helt kan klare sig selv. Men hun skal have tid. Hun skal have god tid, for hun har virkelig været helt dernede, hvor ingen bør være, og da slet ikke, når man er så ung.