Julia mistede håret som 16-årig

Engang havde Julia tykt og langt, mørkebrunt hår. Men efter nogle traumatiske oplevelser som teenager var det, som om håret ikke længere ville være på hendes hoved.

– På kort tid mistede jeg tre medlemmer af min nærmeste familie. Som 16-årig tænkte jeg, at familien havde nok at se til med sorgen. Derfor talte jeg ikke noget særligt om mit eget hårtab i den periode. For det var ikke smitsomt, og det gjorde ikke ondt, siger Julia Viita, som nu er 29 år og bor i Flateby i Akershus i Norge.

Den første hudlæge, hun gik til, kendte ikke til sygdommen. Julia fik blot at vide, at hårtabet var et symptom efter de smertefulde traumer, hun havde været igennem.

– Jeg fik at vide, at håret sandsynligvis ville vokse ud igen af sig selv, husker Julia.

I samme periode havde hun problemer med stofskiftet og fik medicin for det. De problemer stabiliserede sig og forsvandt i løbet af et par år, men som 19-årig udviklede hun atopisk eksem med tør hud og rødt, kløende udslæt.

Flere i hendes familie har autoimmune sygdomme som gigt og diabetes. Sygdommen Alopecia Areata eller pletskaldethed er i samme kategori.

Håret forsvandt gradvist

Julia var 24 år, før hun fik diagnosen. Så den første hudlæge, der sagde, at håret ville komme tilbage, fik ret op til flere gange.

– Jeg har aldrig mistet alt håret på hovedet. Jeg fik skaldede pletter, hvor håret voksede ud igen, mens det forsvandt andre steder. Men da jeg var omkring 24 år, blev de skaldede områder større og større, fortæller hun.

Julia indså, at tiden var inde til at søge hjælp og få en paryk.

Læs også: Sarah med Downs syndrom blev valgt til

– Indtil da lykkedes det mig at bruge mit lange hår til at skabe frisurer, der skjulte de skaldede pletter. Men nu indså jeg, at det ikke længere kunne lade sig gøre.

I vinteren 2015/2016 mistede Julia håret på de sidste områder på hovedet. Det skete lige før, hun skulle giftes med kæresten Alexander Viita, 33 år. Som forventningsfuld brud skulle hun ikke blot vælge sin brudekjole, hun var også nødt til at finde en passende paryk.

Hårløs brud

– Alexander og jeg har været sammen i mange år. En af de første ting, jeg sagde til ham, da vi blev kærester, var, at jeg kunne risikere at blive skaldet. Det skræmte ham heldigvis ikke, ler Julia.

Hun var ked af at blive gift uden sit eget hår på hovedet.

– Jeg følte en stor sorg over ikke at være som alle andre brude. Da jeg som ung forestillede mig mit bryllup, havde jeg selvfølgelig ikke forestillet mig at have en paryk på hovedet. Jeg vidste, at jeg var nødt til at bearbejde tankerne om sygdommen. Det var et faktum. Men brylluppet var vidunderligt. Det lykkedes mig at nyde dagen på trods af den varme paryk, fortæller hun.

Læs også: 23-årig kvinde skrev sos-brev: Holdt fanget og blev udsultet

I dag har Julia accepteret sygdommen. Faktisk mener hun, at det manglende hår er med til at gøre hende til den, hun er. Hun er medlem af foreningen Alopecia Association og fortæller åbent og ærligt om, hvordan det er at leve med sygdommen, især til andre i samme situation.

Dyrt hår

Hun beskriver det som mentalt hårdt, da hun som 24-årig skulle søge om støtte til at få en paryk. Selv de billigste, syntetiske varianter koster omkring 7.000 kr.

– Støtten gælder, til jeg fylder 30 år. Derefter dækker godtgørelsen ikke ret meget. Jeg slider fem-seks syntetiske parykker op om året eller to-tre med rigtigt hår, forklarer hun.

Når hun arbejder som lægemiddelkonsulent, er parykker en del af hendes arbejdstøj. Hun får tit og ofte kommentarer om, at hun farver sit hår ret tit. Den slags bemærkninger tager hun sig ikke af. Hun forstår dem godt, for den ene dag er hun brunette og den næste dag blondine.

Læs også: To søstres traume: Var vi skyld i fars død?

– Jeg har 14 forskellige parykker at vælge imellem. På den måde kan jeg vælge hår og frisure ud fra mit humør, ligesom andre vælger tøj. Men hvis jeg finder en favorit, kan jeg bruge den i en måned, fortæller hun.

Hun har lært at acceptere sin sygdom.

– Jeg tror ikke længere, at jeg nogensinde får mit hår tilbage. Det har taget tid at acceptere det, men jeg vil ikke længere bruge energi på det. Min selvtillid blev bedre, da jeg accepterede livet, som det er, siger Julia.