Julie forsøgte selvmord som 16-årig

Julie udviklede OCD i 4. klasse, og siden har hun haft et skrøbeligt sind. Et lavt selvværd og teenageproblemer, der føltes uoverskuelige drev til sidst Julie så langt ud, at hun forsøgte at tage sit eget liv. Heldigvis lykkedes det ikke. Nu håber Julie, hendes historie kan forhindre andre unge i at begå selvmord.

følg Julie og læs hendes gode råd på hendes blog her, og her har Julie samlet en række telefonnumre og adresser til andre unge med selvmordstanker

Den dag Julie spiste en masse piller fra sin fars skab, var hun kun optaget af en ting: Hvordan hun kunne slippe ud af den situation, hun stod i. Hun havde opholdt sig nogle få dage på en efterskole, og hun brød sig ikke om stedet. Hendes forældre opfordrede den grædende Julie til at give skolen en ordentlig chance. At tage sit liv var derfor den eneste vej ud, troede Julie. Hun tænkte slet ikke på den sorg, som ville ødelægge hendes forældre eller på alle andre som ville blive kede af det, hvis det lykkedes hende at dø.

-Der var ingen alternativer. Måske var det min alder, der gjorde, at jeg ikke kunne forestille mig nogen anden løsning. Alle de andre unge var glade for efterskolen, så jeg følte mig helt forkert. Jeg orkede bare ikke at have det svært mere. Jeg tror, det var kulminationen af flere år med OCD og en depression. Men jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg havde det så dårligt. Jeg blev overvældet af negative tanker, som jeg gentog i det uendelige. fortæller 20-årige Julie Duch Lauridsen.

Ikke bare teenageproblemer

Dengang for fire år siden var alt mørkt, trist og meningsløst i Julies sind. I dag er hun glad for, at hun ikke nåede at dø af sin overdosis smertestillende piller. Julies selvmordforsøg blev stoppet af hendes far, som kom ind i køkkenet, netop som Julie var ved at kløjes i de mange piller. Hun fik dem spyttet ud, og fortalte ham, at hun også havde spist piller to dage tidligere, men at hun ikke havde spist nok. Dem var hun blot blevet sløv og dårlig af. Det var nok til at hendes far kørte hende til vagtlægen, selv om han mente, at det nok blot var almindelige teenageproblemer. Til Julies overraskelse skulle hun have drop mod forgiftningen og overnatte der, mens hun blev overvåget af en sygeplejerske. Da gik alvoren først op for hende.

Familien var i chok

-Jeg husker ikke så meget fra den dag, fordi pillerne gjorde mig sløv. Men jeg husker min bror besøgte mig, og han nærmest råbte af mig: Det gør du fandme aldrig igen”. Mine forældre som altid plejer at være talende og glade gik rundt med et bekymret blik i øjnene. Det gjorde de længe efter. Jeg kunne godt mærke alvoren, men jeg havde ikke gjort det, for at gøre dem kede af det, siger Julie.

Tre dage efter selvmordsforsøget kom Julie til børne- og ungdomspsykiatrien i Herning. Her vurderede en psykiater, at Julie havde en svær depression. Hun fik ordineret såkaldte lykkepiller, som hun har taget lige siden. Dog er hun nede på den halve dosis i dag, og Julie håber, at hun en dag helt kan undvære dem.

Lykkepillerne hjælper

-Pillerne gør bare, at jeg hverken kommer dybt ned i et hul eller bliver helt vildt glad. Jeg presser mig selv til at gøre ting, som jeg er utryg ved. Før i tiden flygtede jeg altid hjem, når jeg blev utryg. Men det hjalp ikke. Det blev bare værre. Så sad jeg alene og fik det dårligt med mig selv. En dag skulle jeg til fest med en veninde. Jeg var meget nervøs, fordi jeg ikke kendte dem, der holdt festen. Men jeg tog med på trods af min angst, og det endte med at blive den sjoveste aften. Jeg har altså lært, at jeg godt kan holde min angst nede. Normalt ser jeg alt sort og hvidt. Hvis alt ikke var helt vildt godt, så måtte det være dårligt. Men i dag er jeg blevet bedre til at acceptere, at alt ikke kan være godt hele tiden, siger Julie.

Ramt af OCD som barn

Hun var kun 10 år, da hun første gang tænkte på at dø, og Julie husker tydeligt, hvordan hun havde fået nok af at have det dårligt. På det tidspunkt kæmpede hun en daglig kamp mod OCD. En stemme i hendes hoved beordrede hende til at gøre alle mulige ting. Stemmen remsede alt det forfærdelige, der kunne ske op, og hun var overbevist om, at alene hendes tanker var nok til at det så også ville ske. Julie opfandt en række ritualer, som at vaske sine hænder mange gange eller tælle ting for at forhindre katastroferne. Hun gik i 4. klasse, da OCDén for alvor begyndte at styre hende. Flere gange kom hun for sent til timen, fordi hun skulle nå at vaske sine hænder et vist antal gange i frikvarteret.

Bad mor om lov til at dø

-Det var så hårdt. Jeg brugte al min energi på at gøre ting, som jeg troede kunne forhindre det værst tænkelige. I skolen kunne jeg slet ikke koncentrere mig. Derfor kom jeg bagud, og det fik mig kun til at føle mig mere anderledes. Jeg troede, jeg var den eneste på hele planeten, der var besat af tvangstanker. Den første gang jeg fik lyst til at dø, var på vej i skole. Mor skulle køre mig. Jeg sad på bagsædet og bad min mor om at sætte sig ved siden af mig. Så tog jeg hendes hænder og placerede dem om min hals og sagde, “Jeg vil gerne væk herfra”. Vi havde lige fået engelsk i skolen, og det var for mig det rene volapyk. Hvordan skulle jeg kunne lære at skrive på engelsk, når jeg ikke engang kunne skrive på dansk? Selvfølgelig blev mor bekymret. Jeg husker tydeligt hendes rynkede pande og sørgelige blik. Men hun vidste ikke, hvor dårligt jeg havde det allerede dengang, fortæller Julie.

På trods af en tryg og god barndom

Det kan være svært at forstå, hvad Julie mener, når hun siger, at hun havde det dårligt. Hun er opvokset i en kernefamilie i Skive med to omsorgsfulde forældre og en storebror. Umiddelbart havde Julie ikke meget at være ked af, og hun havde ikke oplevet noget traumatisk eller smertefuldt. Alligevel var Julie tit optaget af tanken om at dø og få fred. Stemmen i hendes hoved drænede hende for energi og forvandlede hende til en robot, følte hun. Hun var rædselsslagen for konsekvenserne ved ikke at gøre, som stemmen sagde.

-Det var som at være besat. Jeg var bange for at tænke over ting, som kunne gå galt. Så ville de helt sikkert ske. Jeg troede, at den eneste måde OCDén kunne forsvinde på, var, hvis jeg forsvandt, og jeg troede, jeg var den eneste på planeten, som havde det sådan. Hvis jeg vidste, at det er noget mange børn i den alder oplever, havde jeg måske bedre kunne tale om med mine forældre om det, fortæller Julie.

Skrev bog om OCD og selvmordstanker

Derfor er det vigtigt for Julie at fortælle sin historie i dag. Hvis andre unge kan genkende de tanker, hun kæmpede med, og samtidig kan se, at det kan lade sig gøre at få det godt igen, vil de måske ikke gøre, som Julie gjorde. Af samme grund har Julie skrevet bogen: Er der en vej ud af helvede?, som handler om den svære teenagetid, OCD og selvmordstanker. Ligesom hun skriver en blog med samme navn. Det er hendes måde at hjælpe andre, og give dem, hvad hun ikke selv havde. Et håb om at alt nok skal blive bedre.

- Jeg havde det så skidt, fordi jeg følte, at jeg gjorde alt forkert, og at jeg derfor var forkert. Jeg skar i mig selv for at afreagere. En dag ville jeg skære min pulsåre over, men fortrød da kniven kom lidt for dybt. Nu skal jeg leve med mindet hver dag resten af mit liv på i form af arrene på mine arme. I dag har jeg lært, at hvis jeg har det skidt, hjælper det mig at gøre ting, jeg kan lide. Jeg skriver, tager billeder eller maler. Det kan være svært at finde ud af, hvad der gør en glad, når man er yngre og ikke ved, hvilke interesser man har. Jeg begyndte at skrive, da jeg var 14 år. Jeg skrev mange stavefejl, men det gav mig selvtillid, og det gav mit liv mening. Pludselig kunne jeg forestille mig en fremtid, og jeg begyndte at drømme om, hvad jeg kunne føre det til, fortæller Julie.

Fremtiden ser lysere ud

Hendes drømme handler om at skrive manuskripter til film og udgive flere bøger. Indtil da, skriver hun til andre unge med selvmordstanker på sin blog. Hun samler informationer om de forskellige tilbud der findes til unge med psykiske problemer rundt omkring i landet og laver lister over stederne, så andre unge nemmere kan finde hjælp.

-Vi har en god nok psykiatri, men ingen kender de muligheder, der er. Når man har det psykisk dårligt, har man ikke overskud til selv at undersøge hvor der er hjælp. Jeg kunne godt selv have brugt noget døgnhjælp. Jeg skulle nok have været indlagt. I stedet gik jeg hjemme hele 10. klasse og talte med en psykolog en gang om ugen, mens jeg langsomt fik det bedre, siger Julie.

Hun beder alle andre unge med selvmordstanker om ikke at lade de indre dæmoner overtage, og på sin blog opfordrer hun dem til at tage kampen op og søge hjælp.

-Jeg indså, at det er bedre at dø i kamp end at overgive sig. Hvis jeg kunne sige noget til mig selv for fire år siden, så skulle det være, at tingene vender sig. En lortedag bliver efterfulgt af en god dag, og hvis man ikke oplever modgang, kan man heller ikke sætte pris på medgangen, fortæller Julie.

Nu siger hun tit til sig selv, at hun gør tingene værre, end de er i virkeligheden, og at det er ok at være ked af det. Der er altid flere muligheder, end man tror. Der er altid en vej ud af helvede.