Julie mistede alt sit hår som 3-årig

Julie husker ikke selv, da hun som barn vågnede op en morgen, og alt hendes hår lå på puden. Hun vidste heller ikke dengang, at hun ville blive mobbet det meste af sin skoletid og ende med depression og selvmordstanker.

Julies mor, Michele, glemmer aldrig synet af sin datters hår på hovedpuden.

– Jeg troede, at hun var ved at dø af en forfærdelig sygdom, fortæller Michele Jespersen om den morgen for 16 år siden, hvor hun vækkede sin lille pige og opdagede, at alle hendes smukke, lyse lokker var faldet af.

Udadtil bevarede Michele roen for sin datters skyld, men indeni var hun i panik, og hun frygtede det værste, da hun med bankende hjerte ringede til lægen.

– Jeg fik at vide, at det nok bare var stress, men den forklaring købte jeg ikke. Hun var kun tre år og havde absolut intet at være stresset over. Hun fik jo alt serveret på et sølvfad, siger Michele og smiler et øjeblik ved tanken om, at hendes elskede Julie nok var en smule forkælet af sin mor. 

Michele tog i stedet sagen i egen hånd og ringede til hospitaler og læger i alverdens lande i håbet om, at de kunne opklare, hvad hendes datter fejlede.

– Jeg nåede frem til, at det sandsynligvis var alopecia, og det fik jeg siden bekræftet af en læge herhjemme, fortæller Michele.

Nye bekymringer

Alopecia er en såkaldt autoimmun sygdom, hvor kroppen selv angriber hårsækkene, hvilket resulterer i hårtab af større eller mindre grad. Nogle rammes blot af pletskaldethed, mens andre mister alt hår på hovedet, i ansigtet og på kroppen. Sidstnævnte tilstand kaldes alopecia universalis – og det er den variant, Julie har.

For Julies mor var det naturligvis en stor lettelse, at hendes lille datter ikke var ved at dø, og at hun nu havde fået en korrekt diagnose. Men med diagnosen opstod der nye bekymringer:

Hvilken barndom ville Julie gå i møde, når hendes udseende adskilte sig så meget fra andres? Og ville det også få betydning for hendes voksenliv, hvis hun var så uheldig at tilhøre den femtedel af alopeciaramte, som aldrig får håret tilbage igen?

Læs også: Mobning drev Odin i døden

– Jeg var bange for, at hun ville blive drillet og set skævt til. Men mest af alt frygtede jeg, at hun ikke ville elske sig selv, siger Michele og tilføjer:

– Da hun fik diagnosen, og jeg begyndte at læse om den, fandt jeg ud af, at selvmordsraten blandt især unge piger med alopecia er høj. Det går hårdt ud over deres selvtillid og livsglæde at se anderledes ud. Jeg tænkte bare: ”Nej, nej, nej. Det er jo forfærdeligt!” Og jeg ville selvfølgelig gøre alt for, at min datter ikke skulle blive en del af den statistik.

Spejle overalt

Michele købte straks en masse spejle og satte dem op i hvert et lille hjørne og på hver en ledig vægplads i deres hjem. Hendes datter skulle ikke kunne undgå at kigge på sig selv. Tværtimod skulle hun vænne sig til sit spejlbillede og lære at acceptere, at det var sådan, hun nu engang så ud. 

– Og hun så jo smuk ud, præcis som hun var. Det gør hun stadig, smiler Michele og kigger stolt på sin nu 19-årige datter, som sidder og stråler af selvtillid og glæde ved siden af hende.

Julie har stadig ingen hår på hverken hoved, krop eller ansigt, men i dag elsker hun sit udseende. Det har taget hende lang tid at nå dertil, og først i løbet af det seneste år er hun begyndt at hvile helt i sin egen krop.   

– Det har været så svært. Jeg har haft det absolut forfærdeligt og har tit siddet på mit værelse og grædt, mens jeg har kigget på mig selv og tænkt: ”Hold kæft, hvor er jeg grim! Jeg har ingen hår eller øjenbryn, og jeg ligner et spøgelse. Hvorfor er det lige mig, der skal se sådan ud?”

Det var først omkring 3. klasse, at de sorte tanker begyndte at indfinde sig. Indtil da havde Julies mor haft held med at overbevise sin datter om, at hun både var lige så smuk og lige så meget værd som alle andre.

Et let offer

Hver dag gentog Michele nemlig igen og igen, hvor skøn Julie både var og så ud, og på et tidspunkt kronragede hun også sig selv og beholdt det skaldede look i et helt år for at vise, at hun altså mente, hvad hun sagde: Man kan sagtens holde af sig selv, selv om man ikke har hår.

Da Julie startede i skole, besluttede Michele sig for at invitere hele hendes klasse i biografen en gang om måneden. Hun håbede, at det ville styrke sammenholdet og forhindre, at hendes datter blev drillet. Det virkede. Klassekammeraterne syntes, at Julies mor var sej – og derfor var Julie det også.

Problemet var børnene i de andre klasser. De kendte ikke Julie på samme måde, og for dem var hun bare den mærkelige pige uden hår. Et let offer i skolegårdens uundgåelige magtkampe.

– De kaldte mig æggehoved, skaldepande, misfoster, freak. Alt muligt sårende. Spøgelse var også et udtryk, jeg fik fra dem. Min mor havde givet mig en masse styrke med hjemmefra, så jeg havde noget at stå imod med, men det blev ved, og det var ikke kun i skolen, men også blandt fremmede børn og voksne på gaden, at jeg fik sårende kommentarer, så jeg kunne jo ikke undgå at knække sammen nogle gange, siger Julie.

Ramte bunden

Da hun blev 13 år, ramte hun bunden. Hun fik endnu en autoimmun sygdom – hashimoto – som er en kronisk betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen. Det betød, at Julies hals ofte hævede voldsomt, og det gav mobberne endnu en grund til at kaste sig over hende med sårende kommentarer.

– For hver kommentar fik jeg det værre og værre, indtil jeg til sidst gik helt ned med flaget og fik en depression. Jeg magtede ikke et liv, hvor jeg hele tiden skulle konfronteres med folks blikke og fordomme, og da jeg var omkring 14 år, begyndte jeg at tænke på, om det måske var bedre bare at tage mit eget liv. Jeg vågnede tit op og tænkte: ”Er det mon i dag, det slutter?” 

Imens så Julies mor bekymret til fra sidelinjen. Hun vidste, at hendes datter havde det dårligt, men hun var ikke klar over, hvor slemt det stod til, og det ønskede hun at finde ud af. Så en dag, hvor Julie var i skole, gik Michele ind på hendes værelse og gennemsøgte skuffer og skabe i håb om at finde tegn.

– Jeg fandt en lille hobbykniv i en skuffe sammen med en liste, hvor hun havde skrevet 10 måder at begå selvmord på. Jeg tænkte bare: ”Det er løgn, det her!” Jeg sagde det ikke til hende, for jeg ønskede ikke, at hun skulle lukke helt af over for mig. Men jeg tog direkte på arbejde dagen efter og sagde op. Julie skulle have al min støtte, og jeg valgte derfor at være hjemme i et år.    

Julies mor fortsatte med at fortælle sin datter, hvor dejlig hun var. Hver gang Julie havde fået én dårlig kommentar, bombarderede Michele hende med komplimenter, indtil hun næsten fik nok. Men det virkede, og langsomt voksede Julies selvtillid og livsglæde igen.

Vil hjælpe andre

Som 15-årig begyndte hun at gå med parykker, selv om hun efterhånden havde accepteret sit naturlige udseende. Parykkerne bruger hun stadig i dag, når hun bevæger sig udenfor.

– Jeg ønsker ikke, at folk kun ser min skaldethed. Jeg vil gerne have, at de ser mig for den, jeg er, og jeg er ikke kun en pige uden hår. Jeg er meget mere end det. Derhjemme smider jeg parykken med det samme, for min familie og mine venner er ligeglade med, om jeg har hår eller ej.

Læs også: Sådan opdager du mobning

Julie ville ønske, at hun havde hår som de fleste andre, men når det nu ikke forholder sig sådan, har hun i stedet besluttet sig for at omfavne sit udseende og elske det, som det er.

– Jeg er vild med mit udseende. Det er som et blankt lærred. Jeg kan forme det med makeup og parykker efter humør og være lige den, jeg vil, siger hun og ser smilende på sin mor.

Det er ingen hemmelighed, at hendes mor har en stor del af æren for, at Julie i dag elsker både livet og sig selv.

– Min mor har betydet alt for den måde, jeg ser mig selv på i dag. Hun har banket selvtillid ind i mig gennem hele min opvækst, indtil den til sidst sad der af sig selv. Jeg synes, det er smukt at være anderledes, og jeg håber, at andre, som måske stikker lidt ud fra mængden, kan finde inspiration i min historie og se, at de er fantastiske – uanset hvordan de ser ud.