Julius Mygind: Jeg var misbruger som 14-årig

14. februar 2017 Nina Sommer

Foto: Morten Mejnecke

Udadtil havde Julius Mygind det helt rigtige liv. Succesfulde og kærlige forældre, sunde fritidsinteresser og en masse venner. Men som 14-årig udviklede den unge dreng et hash-misbrug, der til sidst blev så slemt, at han skubbede venner og familie fra sig.

Julius Mygind: Jeg var misbruger som 14-årig

Julius hiver den tykke røg ned i lungerne. Lugten af det euforiserende stof breder sig gennem luften. Han puster ud og rækker jointen videre til en af de andre.

Få minutter senere skyller varmen gennem kroppen. Musklerne slapper af, tankerne er i ro og et stort, sagligt smil breder sig på Julius’ 14-årige mund.

LÆS OGSÅ: Min søn ryger hash hver dag

– Det var som om, at der blev trykket på en pauseknap inde i mit hoved, så de dårlige tanker bare forsvandt. Det var fedt. Alting blev sjovt og let, og den aften endte jeg med at ryge tre joints, fortæller den nu 24-årige Julius Mygind.

Han ligner en helt almindelig kernesund ung mand. Ansigtstrækkene deler han med sin skuespillerfar, Peter Mygind, og som de står der ved siden af hinanden, må jeg læne hovedet bagover for at holde øjenkontakten.

Han lever langt fra op til mine forestillinger om en hashmisbruger. Og jeg har svært ved at forstå, hvordan en ung mand, der tilsyneladende har alt, kan have været så langt ude, at hashen blev vigtigere end alt andet.

Svært ved at koncentrere sig

Julius’ første barndomshjem lå i Vanløse, hvor han var et aktivt medlem af basketballforeningen. Hans far stod ofte på sidelinjen og heppede, og da de senere flyttede til Charlottenlund, fortsatte Julius med sin interesse for basketball.

Men lige så meget selvtillid, som Julius havde i sportstøjet, lige så lidt havde han, når klokken ringede ind til time i skolen. Her havde han svært ved at sidde stille, og selv nemme tekster havde han svært ved at finde mening i.

LÆS OGSÅ: Så skadelig er hash

I stedet kartede han rundt på stolen og trommede med fingrene på bordet, indtil frikvarteret kom som en befrielse, og han kunne komme ud og røre sig.

– Jeg kan huske et forældremøde, hvor de sagde, at jeg havde krudt i røven, og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Det var ikke særlig godt for selvtilliden, og jeg følte, at de sagde, at jeg ikke var rigtig som menneske, fortæller Julius, der senere blev diagnosticeret med ADD.

Bekymrede forældre

Sideløbende med, at misbruget eskalerede, blev hans forældre mere og mere bekymrede. De vidste godt, at trusler om alt muligt ikke ville hjælpe.

Vendepunktet kom, da de en dag tog kontakt til en medarbejder i Gentofte Kommune. Da Julius fik det at vide, var han først modvillig, men langsomt begyndte han at sænke paraderne.

LÆS OGSÅ: Hashen stjal min ungdom

- Det er svært at sige, hvad det var. Men han var ikke fordømmende. Han stillede bare nogle spørgsmål, der fik mig til at reflektere over visse ting, siger Julius, der også begyndte hos en psykolog.

- Havde de tvunget mig til noget, råbt eller nægtet mig at gå ud, så var det bare blevet værre. De opstillede nogle muligheder, og så var det op til mig, om jeg ville tage imod dem, siger Julius, som heldigvis traf det rigtige valg.

Den selvindsigt er alligevel imponerende af en 24-årig dreng.