Jytte var blind i 47 år: Gud, ser jeg sådan ud!

- Nej, hvor er det et pænt hjem, du har, lyder det fra Ude og Hjemmes udsendte, da vi besøger 83-årige Jytte Nielsen i sin lejlighed i Aalborg.

Replikken fra den 82årige dame er rammende for hendes nye livssituation.

- Ja, det synes jeg også selv. Jeg kan godt stå og beundre tingene. Mågestellet! Prøv at se den flotte, lyseblå farve. Eller sølvtøjet. Jeg synes, det er flot. Og se her, siger hun og åbner ind til mahogniskabet, hvor hun trækker en bordskåner i flettet og farvet siv frem.

- Er den ikke fin. Tænk! Den har jeg brugt i så mange år uden at vide, at den er så flot i farverne, lyder det begejstret fra Jytte.

Var blind i 47 år

Jytte har fået synet tilbage efter 47 år som blind. I så mange år er hun gået rundt i sit hjem uden at vide, hvordan hendes flotte ting så ud. Hendes malerier på væggene. Hendes røde sofa med det svungne mahogni eller skabet med det kongelige porcelæn.

Men det er naturligvis ikke alt.

Hun har heller ikke set sin datter, siden Ann var seks år gammel. Hendes to børnebørn, Amalie på 24 år og Nikolaj på 20 år, har hun heller aldrig set. Hun har været sammen med dem rigtig meget – men set dem gjorde hun først sidste foråret, hvor hun fik synet tilbage.

Nu sidder vi alle rundt omkring kaffebordet, hvor der er både kager og brød, som Jytte selv har bagt.

- Jeg har fået et helt nyt liv. Når jeg går tur, så er der så mange flotte ting. Baggårdene for eksempel. De er blevet så fine med grønt græs og grillområder. Det har virkelig overrasket mig, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Astrid fik sit sidste ønske opfyldt

Der er dog andet, der har overrasket hende også. I 47 år har hun ikke set sin datter Ann. Pludselig stod der en aldeles fremmed dame foran hende. Og det var først, da Ann begyndte at tale, at Jytte med sikkerhed vidste, at det var hendes datter.

- Hun har godt nok forandret sig. Jeg kan huske sådan en lille pige med fletninger, griner hun.

Og hvad angår børnebørnene Amalie og Nikolaj, så har Jytte siden deres fødsel måtte nøjes med at nusse dem og røre dem med fingrene. Der var naturligvis sket en del igennem årene.

- Da jeg kom hjem fra øjenlægen og så den her unge mand stå i døren. Der tænkte jeg godt nok. Kan det virkelig være Nikolaj. Men da han så tog om mig, så kunne jeg jo regne det ud, siger hun med endnu et af sine mange smil.

Bedstemor med fut i

Jytte er bogstaveligt talt blevet en bedstemor med fut i, siden hun fik synet tilbage. Når Ann og hendes børn vil på besøg, er det bedst at ringe først.

- Vi er nødt til at sikre os, at hun er hjemme. Hun farer jo rundt nu. Hun tager selv bussen ind til Aalborg. Og det tager lang tid for hende. Hun stopper hele tiden og for at kigge på et eller andet, fortæller Ann.

Det, der har overrasket Jytte allermest, er dog – hende selv. Og det var ikke noget udpræget god oplevelse, da hun første gang listede hen til spejlet.

- Nej, det var det værste, siger hun.

- Der blev jeg godt nok overrasket. Tænk! Sådan en gammel kone på over 80 år. Jeg var altså ikke helt tilfreds med det syn. Og så min arme. Min hud den er jo blevet sådan rynket og tynd, og man kan se mine blodårer. Det har godt nok rystet mig lidt, lyder det fra Jytte, der dog ikke er mere rystet end, at hun atter sende et smittende grin gennem lokalet.

LÆS OGSÅ: Hvad skal der blive af Ingrid

Kaffen og god. Det samme er det hjemmebagte franskbrød. Og kagerne. At farverne på bordet også er fantastiske, lægger Jytte mere mærke til end os andre.

- Ja, I tager det hele for givet. Men hvor er det altså flot i verden. Det var så stort, da jeg fik bindet af.

- Da jeg kom hjem fra øjenlægen blev jeg mødt af familie og naboer. På bordet stod en kæmpe buket med blomster i forskellige farver. Jeg skulle så fortælle, hvilke farver, de havde. Og det kunne jeg. Og to dage senere kunne jeg også læse og skrive, fortæller Jytte.

Jytte mistede synet i løbet af 60’erne. Efter to mislykkede operationer, hvor hun fik en ny hornhinde, turde hun ikke at binde an med endnu en operation. På det tidspunkt havde hun allerede mistet synet på højre øje og fået et glasøje. En ny operation kunne i værste fald ødelægge det andet også. Men hvorfor ikke forsøge, når hun nu var blind i forvejen?

Fik en ny chance

- Jeg kunne jo godt skimte lys og mørke. Det betød rigtig meget. Jeg tror ikke, at jeg ville have haft psyke til at være indhyllet i et totalt mørke altid. Derfor turde jeg ikke, fortæller hun.

Men lægerne var blevet dygtigere med årene. Og i marts 2016 tog hun chancen hos en af landets bedste øjenlæger.

- Jeg var skidebange. Dengang i 60’erne skulle jeg i fuld narkose. Men nu var jeg lokalbedøvet og snakkede med lægen undervejs, så det beroligede mig. Jeg fik et bind på bagefter. Men allerede ret hurtigt kunne jeg ligesom skimte noget lys, der trak ind under bindet. Det var spændende. Tænk, hvis jeg kunne se?