Kaltrina skulle myrdes i massakre: Overlevede ved en fejl

– I en kreds omkring os står kvinder og børn og ser på os gennem bilens ruder. Time efter time sidder vi der og må hverken spise, drikke eller komme ud af bilen for at besørge. De bevæbnede soldater har beordret os ind i bilen, og vi tør ikke gøre modstand.

Sådan husker Kaltrina Kaltrinason de skræmmende timer, hvor hun som 11-årig ikke vidste, om hun skulle leve eller dø, mens hun sad indespærret i en hvid familiebil med sin mor og fem søskende på toppen af et bjerg i Kosovo.

Året er 1998, og krigen i Kosovo er på sit værste. Sammen med de omkring 2.000 indbyggere fra sin landsby bliver hun holdt fanget af serbiske soldater, der har ført dem op på bjerget.

– Det første døgn skyder soldaterne bare løs på folk i blinde. De slår på alle, de kommer i nærheden af. Alle er i panik, og grædende mennesker løber i alle retninger i håb om at redde sig selv og deres familier. Der er blod overalt, og rundtomkring ligger der lig i græsset. Alt er kaos.

Skubbet i afgrunden

Over Kaltrina i den hvide familiebil truer en enorm kampvogn. Time efter time sidder familien og venter på, at den skal sætte i bevægelse og gøre en ende på rædslerne.

– Den første dag er alle i fare for at blive dræbt. Men på andendagen handler det kun om mig og min familie, fortæller Kaltrina.

– Jeg ved ikke, hvorfor netop min familie skal have soldaternes opmærksomhed, men jeg husker tydeligt, hvordan de tvang min far til at parkere vores bil foran kampvognen, mens de folk fra landsbyen, der stadig var i live, skulle se på.

Herefter bliver faren ført ned ad bjerget til de andre mænd, mens Kaltrina og hendes søskende og mor bliver gennet ind i bilen.

– Folk får besked på at stå omkring os i en ring og agere publikum, mens vi sidder der hele natten og den næste dag uden at vide, hvornår den her store kampvogn vil skubbe os ud over bjergsiden og slå os ihjel.

Læs også: En læser spørger: Kan man stole på DNA-spor?

Reddet ved et uheld

Om aftenen efter næsten et døgns indespærring sætter kampvognen i bevægelse. Med et brag mister Kaltrina bevidstheden, og alt bliver sort. Da hun vågner, er hun blevet slynget ned ad bjergsiden.

– Først kan jeg ikke huske, hvad der er sket, og jeg forstår ikke, hvordan jeg er kommet dertil, og hvad jeg skal gøre. Jeg ved bare, at jeg er alene.

Forslået, alene og skræmt fra vid og sans begynder den 11-årige pige at kæmpe sig op ad bjerget for at finde sin mor. På vejen finder hun fire af sine søskende, der også er blevet slynget ud af bilen, da kampvognen ramte.

Soldaternes plan om at dræbe familien ved at skubbe bilen ud over bjergsiden og ned for øjnene af Kaltrinas far, onkler og de andre mænd fra landsbyen er af en eller anden grund mislykkedes. Kaltrina er reddet ved et uheld.

Men det syn, der møder hende på toppen af bjerget, kommer til at sætte dybe spor.

– Da jeg kommer op, kan jeg høre skrig og gråd. Det er min mor og bror. De ligger fastklemt under vores bil, og der er blod og glasskår overalt. Min mors og brors ben er fanget under bilen og benene ser helt ødelagte ud. Min brors mave er skåret op, og jeg kan se, at hans tyktarm hænger ud og sidder fast i bilens undervogn. Han er dækket af blod.

I chok

Som frosset står Kaltrina og hendes søskende og ser på deres sårede mor og bror, ude af stand til at gøre noget.

– Vi er fuldstændig i chok og står bare og kigger på ligesom resten af ”publikum”, der rystede ser på, fortæller Kaltrina.

I hvad hun husker som flere timer står hun og aner ikke sine levende råd. Ingen får lov at hjælpe hendes mor og bror. Til sidst henter soldaterne dog hendes onkler, og de får flyttet bilen og får dem befriet. Men de er slemt tilredt.

– Efter mange timer, hvor mine onkler ydmygt og med risiko for at blive dræbt har bedt soldaterne om at køre dem til hospitalet, giver de endelig mine onkler lov til at hjælpe. Til sidst tager de min mor og bror ind i kampvognen og kører dem på hospitalet i byen Drenas. Næste dag får mine onkler lov til at forlade bjerget sammen med os børn. Min far bliver fortsat i soldaternes fangenskab, og der går flere år, inden vi kommer til at høre fra ham igen.

Sådan ender Kaltrinas værste mareridt. Men krigen raser stadig, og familien må kæmpe sig igennem en hård tid.

Læs også: Mette endte på gaden: Jeg havde alt

Godt jeg var barn

Et år senere bliver næsten en million indbyggere fordrevet fra Kosovo. Blandt dem er Kaltrina og hendes mor og søskende.

– Vi får valget mellem at forlade landet eller at blive dræbt. Sammen med mange tusind andre bliver vi transporteret i store busser til Makedonien, hvor vi skal bo i en teltlejr. Heldigvis forstod jeg ikke alt, hvad der foregik omkring mig, siger Kaltrina.

Som en forsvarsmekanisme oplever hun lejren som et spændende eventyr, hvor hun for første gang prøver at sove i telt. I dag er hun glad for, at hun oplevede det hele gennem et barns øjne.

– Jeg drømte mig væk i et eventyr ved at vælge at se på positive ting for at beskytte mig selv. På den måde undgik jeg at blive sindssyg.

Læs også: Jeg fik min bror tilbage

Taknemmelig

Livet i teltlejren var fattigt, og flygtningene manglede basale fornødenheder som vand, mad, sæbe og tandbørster. Heldigvis kom opholdet kun til at vare fem uger for Kaltrina. Hendes mor og bror havde stadig svære fysiske skader, og alle var de traumatiserede af deres oplevelser. Det fik Dansk Flygtningehjælp til at hjælpe den lille familie til Danmark, og i juni 1999, hvor Kaltrina netop var fyldt 12 år, ankom de med fly til Danmark. Et land, de aldrig før havde hørt om og intet kendte til.

Uden den danske hjælpeorganisation er hun sikker på, at hendes bror havde været død af sine skader. I Danmark sørgede Røde Kors nemlig for, at han fik den specialiserede hjælp, han havde brug for.

– Jeg er utrolig taknemmelig for den hjælp, vi har fået af Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors. De gør en kæmpe indsats for at hjælpe rigtig mange mennesker i nød i hele verden, og de har været helt afgørende for mig og min familie.

Fra glæde til frygt

I dag er Kaltrina 33 år og bor på fredelige Fyn. Her har hun skabt sig et trygt og rart hjem hos et dansk ægtepar, der med tiden er blevet som reserveforældre for hende. Umiddelbart ligner hun enhver anden ung, smuk kvinde med styr på livet. Men vejen til et normalt liv har været tung, og de psykiske ar har været længe om at hele.

Hendes ungdom har været præget af de traumer, hun har fået med sig i sin tunge baggage, og nætterne har været lange og fulde af mareridt om død og blod og frygt. I mange år har hun følt et stort had mod de soldater, der ødelagde hendes barndom.

– Jeg har været vred på de mennesker, der tog vores liv fra os. Jeg havde jo på mange måder en god barndom i Kosovo, inden krigen brød ud. Jeg elskede at gå i skole. Jeg var den dygtigste i klassen, og jeg syntes, det var sjovt at lære en masse.

Kaltrina husker livet inden krigen som lyst og fuldt af glæde. Som ethvert andet barn elskede hun at kælke om vinteren og at lege med de andre børn i haven om sommeren. Men krigens rædsler satte en brat stopper for det barneliv.

– Da krigen begyndte, tog frygten over.

Et godt liv

Det er nu 21 år siden, Kaltrina stod af flyet i Aarhus. Hun er ikke længere vred. Hadet har hun lagt bag sig, for hun har indset, at det ikke tjener hende at bære rundt på. Det har taget hende flere års tilløb at finde mod og styrke til at fortælle om sine oplevelser under Kosovokrigen.

– Frygten for, hvordan andre ville reagere, har nok været med til at holde mig tilbage. Men nu vil jeg ikke tie om det længere. Folk skal vide, hvad der skete, så det aldrig skal ske igen, siger hun beslutsomt.

Hun har planer om at skrive en bog om hele sin historie og drømmer om, at den bliver filmatiseret, sådan at så mange mennesker som muligt vil høre om de rædsler, hun har oplevet. Ikke bare i de to døgns fangenskab, men gennem flere år som barn i et krigshærget land.

– Hvis min historie kan medvirke til at forhindre, at andre skal gennemleve, hvad jeg har gennemlevet, vil jeg fortælle til alle, der vil lytte på mig.

Samtidig er det hendes ønske at andre, der kæmper med modgang i livet, finder håb ved at høre om, at hun har klaret sig på trods.

– Mange mennesker har svære ting at slås med. Det behøver ikke at være krigstraumer. Jeg vil gerne give folk håb ved at fortælle min historie og vise, at man godt kan få et godt liv, selv om man har været udsat for modgang. Det er jeg et levende bevis på.