Karina er hjertepatient og enlig mor: Frygten for Corona gjorde mig ensom

Karina var aldrig bange for stå alene med et barn. Og bange var hun heller ikke, da hun vendte tilbage til hverdagen efter en dramatisk hjerteoperation sidste år. Men da Coronaen ramte Verden, og Statsministeren lukkede Danmark, blev Karina nærmest lammet af angst. Hun frygtede for sit liv og dermed sin søns fremtid. Og i næsten to måneder isolerede hun sig med sit barn.

Da Karina Lindgaard var 37 år, lagde hun to A4-ark side om side. På det ene havde hun skrevet: ”Minusser ved at få et donorbarn alene.” På det andet havde hun skrevet: ”Plusser ved at få et donorbarn alene.”

Papiret med minusserne var helt fyldt ud med punkter som: Barnet kan få kolik. Jeg er den eneste til at passe. Og hvad skal der ske, hvis jeg bliver syg?

På det andet papir var der kun et eneste punkt: Jeg kan ikke leve uden.

Den lille sætning på fem ord trumfede alt andet.

 

Faldt hende let at være mor alene

Karina havde altid drømt om børn, men hun havde ikke mødt den mand, hun kunne skabe en familie med, så derfor måtte hun skabe den selv. På trods af alle minusserne på papiret. Og det fortrød hun på ingen måde fra øjeblikket, da hun fik lille Benjamin op på maven efter fødslen for syv år siden.

Det faldt hende let at være mor alene, og hun fandt hurtigt sine rutiner. Når hun gik i bad, sad Benjamin ude på badeværelset i sin lille stol og kiggede på hende. Når hun lavede mad, var han med ved køkkenbordet, og hun sørgede for hele tiden at tale med ham, selvom der selvfølgelig ikke kom andet end pludren tilbage fra den lille dreng.

- Hvis jeg ikke sagde noget, ville der jo være helt musestille. Så jeg snakkede hele tiden. Nu hakker jeg lige de her grøntsager. Nu slår jeg græs. Det var vigtigt for mig, at der blev sagt noget i hans barndomshjem, selvom der kun var en voksen, siger 45-årige Karina fra Odense. Hun klagede aldrig over, at hun i begyndelsen var den eneste til at tale, eller at livet som enlig mor var hårdt.

- Jeg havde jo aldrig prøvet andet. Der var kun en til at skifte bleer og kun en til at trøste om natten, når han fik mareridt. Og sådan var det.

Læs også: Jeg bad min kollega om børn

Livet ændrede sig på et øjeblik

Alt gik godt i årenes løb. Lige indtil den onsdag eftermiddag i marts sidste år, hvor livet ændrede sig på et øjeblik. Benjamin havde netop fået et glas saftevand, og Karina havde skænket sig en kop kaffe, da hun pludselig mærkede en svidende fornemmelse i kæberne, halsen og ned til brystet.

Kort efter fik hun en voldsom hovedpine, og hun bad Benjamin om at gå ind og hente naboerne. Derefter fik hun ringet 112, mens hendes ben føltes som gummi under hende.

I dag husker Karina stadig, hvordan hun blev lagt i ambulancen og fik et sidste glimt af Benjamin, som stod i indkørslen med naboerne og kiggede efter sin mor. Så blev døren lukket, og Karina blev kørt væk.

En revne på hovedpulsåren

Der var ingen minutter at spilde. Det vidste hverken Karina eller lægerne selvfølgelig i det øjeblik. Men på hospitalet stod det hurtigt klart, at det var så alvorligt, som det overhovedet kunne være. Karina havde en revne på hovedpulsåren, og hendes ene hjerteklap var utæt. Det her handlede om liv og død.

Karina overlevede. Næste dag vågnede hun efter den operation, som i sidste øjeblik havde reddet hendes liv. Frisk var hun selvfølgelig ikke. I dagene efter måtte den ellers så aktive og sunde 43-årige Karina gå rundt med rollator, og i de følgende fem uger, hvor hun ikke måtte lave noget, fik hun stor hjælp fra familiemedlemmer og et par veninder til at passe Benjamin og få hverdagen til at hænge sammen.

Læs også: Jeg blev mor som 15-årig

Kom tilbage til hverdagen uden frygt

Men så kom Karina på benene igen. Og hun kom tilbage til at være den seje mor, hun altid havde været.

- Jeg troede, jeg ville være bange for at være alene med Benjamin igen. Men det gik simpelthen så fint. På et tidspunkt kom jeg til en psykolog for at tale om den angst, som jeg jo måtte have efter oplevelsen. Men jeg fik aldrig angst, så jeg stoppede igen, siger Karina, som forventede, at nu ville livet fortsætte lige så ubekymret som før med brætspil, saftevand og hygge.

Coronaen slog benene væk under Karina

Men så ramte Coronaen. Stort set præcis et år efter, at en revne i Karinas hovedpulsåre havde været ved at tage livet fra hende, stod Mette Frederiksen frem på det uforglemmelige pressemøde og lukkede hele landet.

I det øjeblik overmandende dødsangsten Karina. Den angst, som hun hurtigt havde rystet af sig efter operationen, væltede nu ind over hende, og sad og dirrede midt i brystet.

- Dødsangsten slog benene helt væk under mig, og den var så lammende. På det tidspunkt vidste man ikke noget om Corona. Man vidste bare, at den var uforudsigelig og lumsk. Selv var jeg sikker på, at jeg ville ende i respirator og dø, hvis jeg fik Corona, siger Karina. Så fra den dag gik hun i total isolation med Benjamin i næsten to måneder.

Savnede et kram og beroligende ord

Mad og indkøb blev bragt til døren af enten naboerne eller en online butik, og Karina og Benjamin var hinandens eneste selskab.

- De første fire uger gik det faktisk fint. Men de næste var forfærdelige. Det stak helt af for mig, og jeg var ved at blive bims. Benjamin savnede også virkelig sine venner, og det gik for første gang op for mig, hvor alene jeg var. Jeg savnede sådan, at nogen gav mig et kram og sagde: Det skal nok gå.

Karina anede ikke, hvad vej det ville gå. Hun var bare ramt af en brutal dødsangst, og når hun mærkede det mindste prikken i kroppen, ringede hun fuld af panik til lægevagten.

- Det var virkelig forfærdeligt. Hvis jeg mente at føle noget unormalt i kroppen, turde jeg ikke falde i søvn, for min største frygt var ikke at vågne op igen. Hvad skulle der så ske med Benjamin? siger Karina, som først lod en vis ro falde på, da hun en dag ringede til hospitalet for at få nogle testresultater fra et rutinetjek. Her kom hun til at tale med en hjertelæge, som kunne berolige hende med, at hun ikke var i så stor risiko, som hun tidligere havde fået at vide, at hun var.

- Jeg synes, du skal sende din søn tilbage i skole, sagde han.

Kiggede sig over skulderen i supermarkedet

Benjamin var lykkelig, da han kunne spæne sine venner i møde. Selv var Karina dog stadig varsom, da hun begyndte at træde ud i verden igen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg lignede første gang, jeg var i Rema 1000. Jeg kiggede mig hele tiden over skulderen og var så bange for at komme for tæt på nogen. Det var utrolig grænseoverskridende, husker Karina. Hun husker også første gang, hun stod over for sin familie igen udenfor på deres terrasse i påsken. Det var et par timer fuld af gensynsglæde.

Mistede sit job på grund af Coronakrisen

Desværre slutter historien om Karina ikke bare med lutter lykke. Coronaen er her jo stadig. Og Karina skal stadig passe på sit helbred. Og nu skal hun også ud at søge job. På grund af Coronakrisen mistede hun sit arbejde gennem ti år som account manager. En ulykke kommer sjældent alene.

Benjamin får livet til at lyse op

Men når det hele ser for dystert ud, kan Karina heldigvis kigge på et menneske, som får alting til at lyse op: Benjamin.

- Han er simpelthen en fantastisk dreng. Så finurlig, glad og sjov. Vi skændes aldrig. Højst lidt over hans IPad. Men han er virkelig min største glæde.