Kathrines mareridt: Mand og søn fik kræft samtidig

Kathrine har lige hentet sin 3-årige søn i børnehaven og er på vej hjem på gåben de 200 meter fra børnehaven og til det gule murstenshus i Randers, hvor de bor. De har gået den vej så mange gange før, men i dag kan 3-årige Noah næsten ikke løfte sine små fødder. Efter et lille stykke bliver Noah træt og sætter sig på fortovet. 

Kathrine bliver urolig og tager ham til lægen, for hun har tidligere oplevet tegn på, at noget kunne være galt. Noah er forfærdelig træt, når han kommer hjem fra børnehave, hvor han falder i søvn på gulvet og klager over ondt i maven. 

Hos lægen kvikker han op og leger i venteværelset. Lægen ser derfor ingen grund til at undersøge ham yderligere og beroliger Kathrine med, at det er meget almindeligt for børn i den alder. 

Næste morgen opsøger hun atter lægen, for Noah har fået det værre. Da lægen trykker den lille dreng på maven, mærker han noget usædvanligt. 

Så gik det stærkt

Inden for fire timer havde Noah fået taget scanningsbilleder og blodprøver, og efter nærmere undersøgelser kunne lægerne fortælle, at de havde fundet en kræfttumor på 14 x 14 centimeter i den lille drengs mave. 

Kathrine gik i chok og havde svært ved at forstå, at det var hendes barn, de talte om. Hun gik i gang med at granske billederne fra deres seneste ferie for at se, om hun havde overset nogle faresignaler, men der var intet, der pegede i retning af, at hendes søn var syg. 

– Min verden gik i stå, da lægerne fortalte, at det var kræft. Jeg var helt tom indeni. Flere gange ønskede jeg, at det var mig, der var blevet syg i stedet for min søn, fortæller den 37-årige Kathrine Hvam Jørgensen. 

Meget syg af kemo

Kathrine husker tydeligt den forårsdag i 2014, hvor hun for første gang trådte ind ad glasdøren til Skejby Sygehus. Gangene var helt tomme, og det var slet ikke til at forstå, at der inde bag de farverige vægge med tegninger lå alvorligt syge børn, der kæmpede for deres liv. 

I begyndelsen fik Noah det rigtig dårligt af kemoen, og han lå helt afkræftet med et tomt blik i øjnene.

– Det var skræmmende at se ham sådan. Vi frygtede for hans liv, fordi han var så dårlig. Vi håbede og troede på, at han ville få det bedre, men alligevel var vi skrækslagne for at miste ham. Det er helt forfærdeligt at opleve som forælder, siger Kathrine, der stadig får kuldegysninger bare ved tanken. 

Heldigvis fik Noah det hurtigt bedre for hver dag, der gik. Efter 14 dage i sengen fik han flere kræfter, og inden længe havde han energi til at løbe rundt på gangen med sit dropstativ og sin kemopose som fast følgesvend. 

Noah var indlagt i hele fem uger, og derefter kørte familien frem og tilbage mellem behandlingerne. Kemoen virkede, og tumoren skrumpede. Men ikke nok til at lægerne turde fjerne den ved en operation. så Noah skulle fortsætte med kemo. 

Læs også: 12-årig bruger sin fritid på at sy bamser til syge børn

Far blev syg igen

Mens den lille dreng kæmpede for at blive rask, blev familien ramt af endnu en ulykke. 

Noahs far, Michael Boldrup Nielsen, havde i 2009 haft testikelkræft og skulle til sin allersidste kontrolscanning. Og her opdagede lægerne en lymfeknude, som lyste op i ryggen. 

Det kom som lyn fra en klar himmel, at kræften var vendt tilbage. I måneden inden scanningen havde han udelukkende fokuseret på, at sønnen skulle blive rask, og selv om han havde lidt ondt i ryggen, havde han tænkt, at det var de hårde madrasser, han sov på, når han overnattede hos Noah på hospitalet. 

En uvirkelig situation

Lægerne beroligede Michael og Kathrine med, at de nok skulle få Michaels kræftsygdom under kontrol, så forældrene skulle blot koncentrere sig om lille Noah. 

– Det var en helt uvirkelig situation at gå fra en almindelig hverdag til at have to syge familiemedlemmer, der røg ind og ud af hospitalet. Det var hårdt at pendle mellem to sygehuse, og pludselig var der ikke nok timer i døgnet til både at tage sig af mand, søn og de to andre børn, der på det tidspunkt var 8 måneder og 7 år, siger Kathrine. 

Michael fik tre kemoforløb og blev til sidst opereret i ryggen, hvor han var indlagt på samme sygehus som Noah, dog på hver sin afdeling, men med kun 200 meter mellem dem. 

Selv om det var en hård periode, kunne de ikke lade være med at grine, for det var alligevel også komisk, at Michael i kørestol blev kørt over for at besøge Noah. 

Stor opbakning

– Det var frygteligt at være vidne til, at min mand og søn var alvorligt syge. Indimellem skreg jeg indeni og havde brug for at komme væk og få et pusterum. Jeg fik nok af scanninger og sygehus og følte, at jeg var fastlåst i min egen boble, sukker Kathrine. 

En sjælden gang fik hun tid til at hoppe i løbetøjet. Det var hendes frirum, hvor hun kunne komme væk fra sine tanker. Det var dog sjældent, at der var tid til det, for der var altid nogen, der savnede Kathrines opmærksomhed og kærlige kram. 

Heldigvis var der hjælp at hente i den svære tid, hvor familie og venner bakkede op om familien. De fik rengøringshjælp, og bedsteforældrene gjorde en kæmpe forskel ved at passe de raske børn, når familien ikke kunne få det store puslespil til at gå op. 

I sygdomsperioden var der heller ikke meget tid til at være sammen som par, for familien var ofte adskilt. Michael og Kathrine forsøgte at dele sig op, så der altid var en forælder hjemme hos de to børn, der ikke var syge. Det sled på kræfterne, at forældrene ofte kun hilste på hinanden i døren, men alligevel er Kathrine og Michaels forhold blevet stærkere. 

Kurs mod Texas

Efter gentagne skuffelser, hvor lægerne havde vurderet, at Noahs tumor var for kompliceret til at blivet opereret, fik familien tilbudt, at Noah kunne få strålebehandling i USA. Familiens sidste håb var en såkaldt partikelkanon, der rammer meget præcist, så det omkringliggende væv ikke tager skade. Så familien pakkede kufferter og pas og satte sig i flyet med kurs mod Houston i Texas, hvor de blev modtaget af venlige sygeplejersker, som hver morgen spillede Basims Grand Prix-sang for fuld udblæsning, når Noah trådte ind ad døren. 

Alle hverdage skulle Noah møde fastende op og blev lagt i narkose, så han lå musestille under strålebehandlingen. Når Noah vågnede efter nogle timer, var han frisk til at udforske, hvad Texas havde at byde på.

– Turen til Houston gav os et frirum, hvor hele familien kunne være sammen. Vi fik så mange oplevelser sammen, som gav nogle lyspunkter i en hård tid. Noah har efterfølgende snakket om, at han gerne vil derover igen, så han forbinder det også kun med noget positivt, siger Kathrine. 

Efter otte uger og 28 strålebehandlinger var familien klar til at vende hjem, hvor der ventede endnu et intenst år med kemobehandlinger, inden lægerne ville forsøge at operere Noah. En dag i 2016 blev han lagt i narkose, som han har prøvet så mange gange før. Men desværre ringede kirurgen til Kathrine efter et par timer og sagde, at de havde fundet noget mistænkeligt i lymferne uden for tumoren og kunne derfor ikke gennemføre operationen. 

Læs også: 11-årig kildede sin lillesøster - og reddede hendes liv

Den gode nyhed

Der gik dog heldigvis ikke mange dage, før Kathrine fik et telefonopkald, der blev skelsættende for familiens hverdag. Lægerne nu var ret sikre på, at de kunne gennemføre operationen.  Noah fik endelig fjernet sin tumor, og efter en otte timer lang operation kunne forældrene ånde lettet op. Og i dag kan familien fejre, at både far og søn er erklæret kræftfrie efter et langt, opslidende mareridt. 

Tilbage er kun et stort ar på 6-årige Noahs mave, der vidner om alt det, familien har været igennem. Familien er tæt på at vende tilbage til den almindelige hverdag, selv om Kathrine ubevidst kigger Noah i øjnene for at tjekke, om han er frisk. 

– Det var en stor dag, da Noah begyndte i skole, for på et tidspunkt virkede det helt urealistisk, at han skulle komme så langt. I lang tid glædede vi os også til at smøre tre madpakker, for det er bestemt ingen selvfølge, smiler Kathrine.