Kathrines sidste ord til sin døende lillesøster: Du vil altid være hos mig

Kathrines lillesøster, 10-årige Mette, legede i haven sammen med en ven, da Kathrine vinkede farvel til hende. Det var lørdag den 10. september 2016 sidst på eftermiddagen, og Kathrine skulle i idrætshallen for at se håndbold. Mette var som altid i strålende humør, og hun hoppede og dansede med glade smil og hvin.

Intet tydede den eftermiddag på, at det næste døgn skulle blive det frygteligste og mest smertefulde i den dengang 13-årige Kathrines liv. 12 timer senere var Mette død, ramt af en pludselig hjerneblødning.

Siden Kathrine på Odense Universitetshospital tog afsked med sin døende lillesøster i respiratoren, har intet i den nu 15-årige teenagerens liv været det samme, som før tragedien ramte.

Mette sov stille ind om morgenen søndag den 11. september 2016. Fire dage efter blev Mettes kiste kørt fra Odense til Sønderborg. I kapellet ved kirken fik Kathrine mulighed for at se Mette igen og lægge et brev i kisten, som hun havde skrevet til sin søster.

”Tak, fordi du er min søster. Du vil være hos mig for evigt”, skrev Kathrine. Hun bad om at være alene i kapellet med Mette. I det følelsesladede øjeblik lovede Kathrine sig selv og sin søster, at døden ikke må få lov at skille de to, men at de tværtimod altid vil være sammen.

Det løfte har Kathrine opfyldt på rørende vis. Lillesøsteren er i Kathrines hjerte, ligegyldig hvad hun foretager sig, eller hvor hun er.

Pludselig enebarn

Det er to et halvt år siden, at Kathrine mistede sin lillesøster fra den ene dag til den anden.

Ved stuebordet hjemme hos forældrene, Jesper og Marianne Tækker, i Sønderborg, fortæller Kathrine roligt, velovervejet og modent om den tragedie, der ifølge hende selv vil følge hende i livet på den ene eller anden måde. Samtidig beretter hun om de følelsesmæssige konsekvenser og udfordringer, som lillesøsterens død har fået.

– Før havde jeg Mette, men pludselig var jeg enebarn. Hun var ikke kun min søster, men hun var også min bedste ven. Jeg er tre år ældre, og jeg følte et ansvar for hende. Jeg vejledte hende som storesøster, og hun lyttede til mig. Jeg er sikker på, at hun så op til mig.

– Jeg hjalp hende med lektier og gav gode råd. Men fra den ene dag til den anden var hun her ikke mere. En sommerferie uden hende er næsten ikke til at komme igennem, siger Kathrine.

Hun husker tydeligt den eftermiddag, da hun kom hjem fra idrætshallen, og Mette var blevet ramt af hjerneblødningen.

Pludselig havde den lille pige skreget så højt, at hun totalt overdøvede røremaskinen, som pigernes mor stod ved i køkkenet. Mette havde frygtelige smerter og faldt sammen for øjnene af sine forældre.

Jeg måtte væk

– Jeg husker, at min mor sagde, at jeg ikke skulle være bange eller nervøs for Mette. Første melding fra ambulancefolkene var, at det nok var et epileptisk anfald, men noget helt andet ventede, fortæller Kathrine Tækker.

Mette blev kørt på Aabenraa Sygehus, og herfra blev hun fløjet videre til Universitetshospitalet i Odense.

Klokken 01.30 om natten fik familien at vide, at situationen var så alvorlig, som den overhovedet kunne være. Mette ville ikke overleve. Hun blev holdt kunstigt i live af en respirator, og omkring klokken 6 søndag morgen den 11. september sluttede den lille piges liv alt, alt for tidligt.

– Jeg var totalt i chok og kunne slet ikke forstå det. Jeg elsker min far og mor overalt, men jeg kunne ikke være sammen med dem. Jeg ville være alene og måtte bare ud, væk, bort. Om søndagen tog jeg ud for at se en fodboldkamp i Sønderborg. I dag kan det forekomme helt vanvittigt, men jeg havde brug for plads og rum omkring mig, siger Kathrine.

Hun husker det, som om hun forsøgte at stikke af fra sandheden, nemlig at hendes elskede lillesøster var død. Det var for frygteligt og for uvirkeligt til, at hun kunne fatte det. Den søster, som lige havde hoppet glad rundt i haven, skulle pludselig begraves.

Begyndte i sorggruppe

Kathrine insisterede på at komme i skole om mandagen. Hun ville selv være der, når skoleinspektøren på Ulkebøl skole kaldte alle eleverne sammen om morgenen og overbragte alle på skolen det tragiske budskab, at 10-årige Mette var død dagen før. Blot en uge efter, at Mette løb glad rundt i haven, blev hun begravet fra Ulkebøl Kirke.

– Et halvt år efter Mettes død blev jeg konfirmeret. Det eneste, jeg ønskede mig, var, at hun var hos os. Jeg husker, at jeg kiggede rundt på de andre søskende, der fik en bror eller søster konfirmeret, og det gav et stik i hjertet. Jeg har både gode og dårlige dage, men det var én af de dage, hvor jeg savnede hende allermest, siger Kathrine.

En måned efter Mettes død begyndte Kathrine i en sorggruppe i Sønderborg for 13-16-årige børn. Det blev begyndelsen på et nyt kapitel i den hårdtramte teenagers liv.

Her mødte hun Emilie.

Denne artikel er opdelt i tre. Læs del to med Emilies historie her