Kathrines utrolige comeback: Lå i koma i 548 dage

– Operationen gik galt. Hun har mistet mere blod en forventet, og vi ved ikke, hvordan hun er, når hun vågner op.

Det var den besked Kathrines far, Sven Tyge Langkjer, fik af lægerne.

Kathrines havde en svulst lige ved lillehjernen, som var kompliceret at fjerne. Operationen varede syv og en halv time, og Kathrine måtte få otte portioner blod, fordi hun havde så store blødninger.

– Det var frygteligt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Det var jo mit barn, de talte om, og det kunne jeg slet ikke forholde mig til, fortæller Sven.

Sven havde svært ved at genkende den pige, der lå i hospitalssengen. Hendes hår var barberet væk, og hun lå bare der og vågnede ikke. Hun var i det, man kalder en prækomatøs tilstand. Hun var ikke død, men heller ikke ved bevidsthed.

Drømte om ballet

Der var langt fra den Kathrine, som lå helt urørlig i sengen, til den pige, hendes familie kendte. Kathrine var en ansvarsbevidst pige. Hun havde to mindre søstre, og hun brugte lang tid på at passe på sine mindre søskende. Hun blev sommetider beskrevet som indelukket, men der var et sted, hvor hun virkelig blomstrede. På de bonede gulve, hvor hun dansede ballet.

– Næsten hele mit liv handlede om ballet. Jeg tænkte på det hele tiden, og når jeg ikke gik i skole, brugte jeg min tid på at danse, for det var min store drøm at blive balletdanser, fortæller 32-årige Kathrine Langkjer fra Aarhus.

Læs også: Mathias er fanget i sin egen krop

Glemte ting

Drømmen var ikke langt væk. Selv om Kathrine kun var 15 år, havde hun allerede danset på Det Kongelige Teater.

Men det var også omkring det tidspunkt, hvor Kathrine begyndte at føle en træthed, der overmandede hendes krop. Hun havde altid været en livlig pige, der sjældent blev træt, og hun havde altid styr på sine ting, men så småt begyndte det at ændre sig.

Kathrine begyndte at få ondt i hovedet, kaste op og være mere træt.

– Jeg var selv frustreret over det. Jeg glemte hele tiden ting, som jeg ellers aldrig havde glemt før, fortæller hun.

– Ja, jeg kan huske, at din mor og jeg begyndte at blive bekymrede, da du glemte at klippe dit klippekort og fik en bøde, eller dengang vi skulle i sommerhus, hvor du glemte at tage din taske med. Det plejede du jo aldrig at gøre, fortæller Sven.

Scanning på sygehuset

Hendes forældre endte med at blive så bekymrede, at de tog Kathrine med til en scanning på sygehuset. Her fandt de en svulst lige ved lillehjernen. Den havde klemt i hendes kranie, hvilket var forklaringen på, hvorfor deres unge pligtopfyldende datter lige pludselig var både træt og glemsom.

– Jeg tænkte straks, om mit barn skulle dø af det her. Det er jo en forælders værste frygt. Jeg kunne slet ikke rumme det, fortæller Sven.

– Ja, jeg var slet ikke lige så bekymret. Jeg tænkte, at nu skulle det bare overstås, så jeg kunne stoppe med at være så træt hele tiden og begynde at danse igen, tilføjer Kathrine.

Kathrine blev lagt på operationsbordet, men hun vågnede ikke som planlagt efter operationen. Familie blev for alvor bekymret, og de næste 548 dage blev et sandt mareridt, hvor familien hele tiden befandt sig i et limbo mellem håb og modløshed.

Læs også: Ulykken gjorde Karsten invalid: Kærligheden hjalp mig videre

Slem hjerneskade

Sven og resten af familien havde stadig et håb i tiden efter operationen. Der kunne vel ikke gå så lang tid, før hun ville vågne op og være den samme gamle Kathrine igen?

Men som ugerne gik, mistede de modet. Hun boede på hjem og institutioner, hvor personale kunne pleje og passe hende, og hendes far besøgte hende efter arbejde. Hver dag fik Kathrine besøg, uden hun vidste det, og hver dag faldt Svens håb om, at han ville få sin datter tilbage.

– Lægerne fortalte mig, at hvis Kathrine vågnede, ville hun være dybt hjerneskadet. Jeg nægtede at tro på, min datter ville ende som en grøntsag. Men jeg kunne godt se, at der ikke var en bedring at spore hos hende. Jeg ville bare ikke tro på det.

I halvandet år lå Kathrine i sin seng. Hun trak vejret, og hendes hjerte slog, men ingen vidste, om hun opfattede, at folk var omkring hende, eller hvor meget hun egentlig forstod. De oplevede, at hun ikke reagerede, når de talte til hende. Personalet på bostedet anbefalede Sven at komme lidt mindre, fordi de mente, det var bedre, hvis han prøvede at komme videre og bearbejde sorgen.

– Til sidst havde vi mistet modet. Så vi lavede en aftale med lægerne om, at hvis hun fik hjertestop, skulle hun ikke genoplives. Vi mente ikke, det var et værdigt liv at komme tilbage til, fortæller Sven med en klump i halsen.

Et mareridt

Men efter halvandet år skete det, som Sven og hans kone ikke havde turde håbe på. Kathrine gav et livstegn.

– En dag greb hun ud efter en kuglepen. Så meget bevægelse havde vi ikke set fra hende siden operationen. Der kom fornyet håb, fortæller Sven.

Processen gik langsomt, men stille og roligt vågnede Kathrine. Nu skulle hun lære at tale, spise og gå igen. Og selv om de fleste vil mene, det var lykkelige omstændigheder, var det ikke lutter idyl for alle.

– Jeg var så ked af det. Da jeg vågnede, ønskede jeg bare at falde tilbage i koma. Det var frygteligt. Alt det, jeg kunne før, var væk. Jeg var ikke den samme. Det var et mareridt, fortæller Kathrine.

Hun skulle også forholde sig til mange ting, efter at have været væk i halvandet år. Kathrines klassekammerater var blevet færdige med folkeskolen, hendes elskede kanin var død, hendes farmor var gået bort, og balletveninderne var blevet optaget på fine balletskoler, mens hun skulle til at lære at gå igen.

– Tit havde jeg lyst til at dø. Jeg var så ked af det, og jeg troede aldrig nogensinde, det ville blive godt igen. Jeg havde ikke lyst til at forholde mig til den nye Kathrine.

Som ugerne gik, begyndte Kathrine langsomt at vænne sig til sin nye tilværelse. I starten handlede det hele om genoptræning. Hver dag lærte Kathrine noget nyt, og hun blev stærkere og stærkere.

Vil inspirere andre

Visse dage kæmpede hun med genoptræningen og ønskede mest af alt at komme tilbage til sin Tornerose-søvn. Men i dag er Kathrine glad for, at hun vågnede, selv om hendes liv er blevet helt anderledes.

Hendes balanceevne er svækket, og hun taler langsomt. Kommunen har vurderet, at det vil være svært for hende at varetage et job, så hun er på førtidspension. Men det gør ikke Kathrine det store, for hun føler, at hun er nået langt.

– Ingen troede, at jeg nogensinde ville kunne klare mig selv. Men nu sidder jeg i min egen lejlighed og tager fint vare på mig selv. Jeg skal ikke bo på et hjem, jeg vil sørge for mig selv, siger Kathrine stædigt.

Kampen har været lang, og tit har Kathrine haft lyst til at give op, for selv om der hele tiden har været fremskridt, har der også været store kameler at sluge. Men noget har alligevel altid mindet hende om at blive ved.

– Men min vigtigste opgave er at inspirere andre til ikke at give op. Lægerne havde nærmest givet mig en dødsdom, og hvis jeg vågnede, så så min fremtid ikke lys ud. Men se mig nu! Jeg vil bare gerne vise andre, at hvis jeg kan kæmpe, så kan de også.