Skæbner

Kendt fra TV 2's "Hjem til gården": Ditte mistede sin store kærlighed

26. september 2019 Af Nina Sommer Foto: Thomas Laursen og private.
Ditte var forlovet, og Lars var single, da de mødte hinanden i TV 2-programmet ”Hjem til gården”. Da kameraerne slukkede, forelskede de sig voldsomt i hinanden, og kort tid efter sagde de ja til hinanden på rådhuset. Men på deres 1-års bryllupsdag kyssede Ditte sin mand for sidste gang.
Ditte mistede sin store kærlighed: Enke efter et år

De forgrædte øjne glider hen over hans livløse krop. Hovedet er dækket af et hvidt klæde, og et glimt af håb tændes. Måske har de taget fejl. Måske er det slet ikke Lars, der ligger der.

Men da øjnene rammer hans ene hånd, splintrede håbet. Det velkendte armbånd, som han altid havde på, smyger sig om hans håndled, og da klædet bliver fjernet fra hans ansigt, ser hun hans lukkede øjne. De øjne, der kiggede på hende, så hun mærkede kærligheden helt ude i fingerspidserne.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læs også: Glenn blev dræbt på sin polterabend

Stor sorg

Hendes hjerne vil ikke forstå det, for tanken om, at de aldrig igen skal ligge i deres kærlighedsboble på sofaen, kan hun ikke bære.

– Jeg sagde til ham, at jeg elskede ham, og jeg ville savne ham. Men hvis han kunne, så skulle han komme og finde mig, fortæller 25-årige Ditte Rosenberg fra huset i Jelling, hvor flere guitarer hænger side om side ved siden af det skrivebord, hvor Lars skrev sine tekster til den musik, som var hans store passion.

Skoene står på gulvet, og hans telefon sidder i opladeren, som den plejede. Men når Ditte skriver sms’er til ham, får hun ikke svar. For få meter fra spisebordet står den blå urne med hans aske.

Kendt fra TV 2's "Hjem til gården": Ditte mistede sin store kærlighed

En drengerøv

– Han var en rigtig drengerøv. Smart i en fart og rigtig københavner, smiler Ditter, mens hun skruer tiden tilbage til dengang, hun mødte op til optagelserne på TV 2-programmet ”Hjem til Gården”, hvor Lars også var deltager.

Gennem optagelsernes mange uger brugte Lars og Ditte hinanden som fortrolige, og selv om Lars altid var klar med en kæk bemærkning, fik Ditte hurtigt indsigt i den dybde, han også rummede. Derfor blev det naturligt, at de delte personlige ting, og Ditte kunne hurtigt mærke, at Lars var en person, der skulle være i hendes liv.

Læs også: Charlottes mand forsvandt sporløst

Brød sin forlovelse

Da Ditte var hjemme igen, valgte hun, selv om det var en svær beslutning, at bryde sin forlovelse, og Lars og Ditte begyndte at ses.

Lars boede i en lejlighed i Høje Taastrup på Sjælland, og Ditte havde en gård med flere slagtesvin i Givskud i Midtjylland.

Men kærligheden var intens, så Lars valgte at flytte til Jelling, hvor parret købte et hus sammen.

– Der var ingen tvivl om, at det var noget af en omvæltning for ham. Han flyttede væk fra sine venner og familie, men han ville os, og det var jeg dybt taknemmelig for, fortæller Ditte, der på deres euforiserende kærlighedsbølge valgte at blive gift, mindre et halvt år efter at de blev kærester.

Store følelser

Sammen begyndte de at sætte deres fælles hjem i stand. Ofte gik følelserne højt, når de var sammen. Enten i store kærlighedserklæringer eller i skænderier med tårer. Men de var aldrig i tvivl om, hvor de havde hinanden.

– Vi forsøgte altid at forstå den bagvedliggende årsag til, at vi reagerede, som vi gjorde. Det var Lars rigtig god til, og han lærte mig at reflektere over mange ting i livet, som jeg ikke havde tænkt på før, fortæller Ditte, der glædede sig til at stifte familie med Lars.

Men parrets drømme blev knust den 17. juli i år.

Læs også: Var gravid da manden døde

Forfærdelig dag

Lars skulle på arbejde, mens Ditte var taget i sommerhus med sin familie, da hun i badet kunne høre sin mors bekymrede stemme, mens hun snakkede i telefon.

I den anden ende var Dittes bror, der havde været forbi forældrenes hus, hvor han havde mødt politiet, der ledte efter Ditte.

– Min første tanke var, at min bil måske var blevet stjålet, men mit intellekt vidste godt, at det var langt værre, og da Lars ikke tog telefonen, vidste jeg, at det havde noget med ham at gøre.

– Jeg ringede til alarmcentralen, men de ville ikke sige mere, og så slap jeg telefonen og lod min mor overtage, fortæller Ditte, mens minderne om den skæbnesvangre dag får tårerne til at løbe ned ad hendes kinder.

En dårlig leg

28-årige Lars var død i en solo-ulykke og blev fundet klokken 4.40 om natten et stykke væk fra sin bil. Hvad ulykken skyldtes, er der ingen, der ved.

Den to timer lange køretur fra sommerhuset til hospitalet i Herning kan Ditte ikke huske. Hendes krop ville ikke lade realiteterne synke ind, men hun hørte sig selv sige ”nej, nej!” flere gange.

Læs også: Nyforelsket og dødssyg: Kærligheden var den bedste medicin

– Jeg tænkte, at det var en rigtig dårlig leg, han havde fundet på. At han ville vågne om lidt og grine af mit forskræmte ansigt. Men han vågnede ikke, og da jeg aede ham over kinden, kunne jeg mærke, at han var helt kold.

De efterfølgende dage gjorde sorgen fysisk ondt. Hun kunne mærke, at det pressede mod brystet, og families og venners velmenende ord føltes ligegyldige. Hun ventede stadig på, at han skulle tage i hoveddøren, eller at der om lidt tikkede en kærlighedserklæring ind på telefonen. Men hans navn tonede ikke frem.

Sms’er ham stadig

– Jeg havde sådan lyst til at snakke med ham. Fortælle ham, at han skulle komme hjem, fordi jeg savnede ham. Jeg var tæt på at ringe til ham flere gange, fordi jeg et kort øjeblik glemte, at han ikke var her mere, forklarer Ditte, der i begyndelsen levede fra minut til minut.

Flere gange om dagen brød hun sammen og ønskede, at hun havde siddet i bilen med Lars. Hvorfor hun overhovedet skulle leve uden ham, kunne hun ikke forstå, for det eneste, hun brændende ønskede, var at være sammen med Lars, uanset hvor han var.

– Jeg skriver sms’er til ham, hvor jeg fortæller ham, hvor meget jeg savner ham. Jeg ved godt, at jeg ikke får svar, men jeg har sådan behov for at føle en forbindelse med ham. Derfor kan jeg også nogle gange blive lidt rastløs, når jeg er ude. Jeg vil bare hjem til hans ting, for det er det eneste, jeg har tilbage af ham, siger Ditte og kigger over på den blå urne, der står på skrivebordet i spisestuen.

Læs også: Janes store sorg: Enke som 27-årig

Skal skabe ny virkelighed

– Det var hans hjørne, smiler Ditte, der kort tid efter ulykken valgte at gå op til sin afsluttende eksamen på sexologuddannelsen.

– Han troede altid på mig og støttede mig i det, jeg ville, og jeg tror virkelig, at han ville have været stolt.

Projekterne med at renovere huset står stille. Det samme gør Dittes fremtidsudsigter, for nu skal hun til at skabe en virkelighed uden sin elskede.

– Lars og jeg havde begge en følelse af, at vi ikke skulle være sammen for altid. Vi kunne ikke forklare, hvorfor vi havde det sådan, men jeg har samtidig altid haft følelsen af, at jeg har mødt Lars før. Måske er vi her i kort tid, fordi vi skal lære noget. Jeg ved det ikke, det er der jo ingen, der gør, men tanken trøster lidt. For så kan det være, at jeg møder Lars igen.

Læs også: Giftede sig med sin mands bedste ven

Sponsoreret indhold