Kenneth var tæt på at dø: Hunden gav mig livet tilbage

Det var tæt på at ende fatalt for Kenneth, da han deltog i en ironman. Han havde fået hjertestop, og da han vågnede på hospitalet, kunne han hverken se eller gå. Alligevel smiler han hver dag. Og det er takket være en lille, firbenet ven.

Mand står med sin hund i armene

Med en entusiastisk gøen efterfulgt af en ivrigt logrende hale kommer Mia løbende ned ad trappen. 

– Hun elsker alle, siger 54-årige Kenneth Nilsson, mens han kigger kærligt på sin firbenede ven, der som en mental vitaminindsprøjtning kom ind i familiens liv, efter at Kenneth var tæt på at dø efter en alvorlig ulykke.

Sport havde altid været en stor del af Kenneths liv, og han havde trænet intensivt i et år for at deltage i 
en ironman i hjembyen Kalmar i Sverige. Det er en konkurrence, hvor deltagerne skal svømme 1.500 meter, cykle 40 kilometer og løbe 10 kilometer.

– Det eneste, jeg husker, er, at min søster havde lavet en plakat for at heppe på mig, og jeg begyndte at svømme, fortæller Kenneth. 

Læs også: Nanna fik hjertestop i en gymnastiktime

Et virkeligt mareridt

Kenneths kone Camilla overtager beretningen og genoplever endnu en gang det mareridt, der udspillede sig, mens Kenneth var bevidstløs.
Camilla stod klar til at heppe på sin mand ved hans cykel, som var den næste udfordring efter svømningen, men efter noget 
tid begyndte hun at undre sig over, hvor han blev af. 

– Vi begyndte at lede efter ham, og vi var også forbi førstehjælpsteltet, fortæller Camilla, der få minutter senere fik en opringning fra politiet. 

De meddelte, at Kenneth var blevet kørt på intensivafdelingen. 

– Han lå i koma, fordi hans hjerne havde manglet ilt, og på det tidspunkt anede vi ikke, hvilken tilstand han ville være i, hvis han vågnede, fortæller Camilla, der sørgede for, at parrets børn fik besked. 

Hjertet svigtede

Familien fik at vide, at Kenneth var blevet fundet livløs på maven i vandet. Det var uklart, hvad der var sket, men han var sandsynligvis blevet overbelastet eller sparket af en af de andre deltagere i det tætpakkede vand. Ingen vidste, hvor længe han havde ligget der, og da han blev hevet op af vandet, slog hans hjerte ikke. 

I ambulancen fik de ham genoplivet, men kort tid efter svigtede hjertet igen. Endnu en gang lykkedes det at få ham bragt tilbage til livet. 

– Jeg havde en naiv tro på, at han ville vågne efter et par dage, og så ville han snart være hjemme igen, men sådan kom det ikke til at gå, fortæller Camilla, der, som dagene gik, ikke anede, hvad hun skulle forvente sig af fremtiden. 

Læs også: Janes mand fik hjertestop: Jeg følte mig hjælpeløs

En dag, da hun sad ved Kenneths side på hospitalet, lagde hun en ironman-medalje ved siden af ham. Hun fortalte ham, at familien syntes, at han var så modig, og at han skulle kæmpe.

– Pludselig kunne vi se, at hans puls steg. Det var så dejligt at se, for så tænkte vi, at der var aktivitet derinde, siger Camilla og kigger kærligt på sin mand. 

Blind og kunne ikke gå

Den dag lægerne skulle vække Kenneth fra komaen, sad familiens nerver uden på tøjet.
Det viste sig, at Kenneth var skadet af at have ligget i vandet uden ilt. Han kunne ikke gå, og han havde mistet synet. 
Følelsen af, at Kenneth skulle begynde forfra, afskrækkede ham dog ikke. Han var vant til at træne hårdt, så han knoklede på med genoptræning, og langsomt kom synet også tilbage. 

– Det var en vild følelse, da jeg kunne gå på løbebåndet, fortæller Kenneth, der med støtte fra sin familie kæmpede hver dag for at få førligheden igen. 

– Vi har aldrig tænkt på at give op. Hvert et lille skridt var en sejr, og han var aldrig bitter. Hvad der er sket, er sket, og det nytter ikke at kigge for meget tilbage, siger Camilla, der kunne få sin mand hjem efter to måneder på hospitalet. 

Tiltrængt selskab

Men Kenneth var meget træt og endte med at være sygemeldt i to år. Til trods for at han gjorde fremskridt og havde det bedre, syntes han alligevel, at det var trist at være alene hjemme hele dagen. 

Derfor satte det også nogle tanker i gang, da Kenneth en dag talte med en rådgiver, han var tilknyttet. 

– Han foreslog, at vi anskaffede os en hund, men jeg har altid syntes, at man var så låst og afhængig af en hund, siger Kenneth, der alligevel ikke kunne slippe tanken om det tiltrængte selskab, han kunne få, mens hans kone ikke var hjemme. 

Læs også: Hunde forstår, hvad du siger

Derfor gik der ikke lang tid, før de tog ud og så på en lille hvalp, der skulle have et hjem. 

– Da de lagde Mia i mine arme, var jeg bare solgt, smiler Kenneth ved tanken om mødet med sin nye kærlighed. 

Bedste venner

Kenneth og Mia blev hurtigt bedste venner, og det viste sig, at hunden var rigtig god for Kenneth. 

– Det giver en masse livsglæde at gå tur med hende, og det er enormt hyggeligt, når vi bare ligger i sofaen og hygger. Hun er bare verdens bedste, siger Kenneth, mens hans kone insisterer på, at det er hende, der står for opdragelsen af Mia. 

– Jeg er den søde, og Camilla er den onde. Hun prøver virkelig at få hende til at opføre sig ordentligt, og jeg giver hende bare godbidder, fortæller Kenneth grinende. 

Mia har givet ham den struktur i hverdagen, som han har manglet, og motionen har både gjort hans krop stærkere og holdt humøret oppe.

– Jeg var jo nødt til at stå op om morgenen, og jeg skal ud med hende flere gange om dagen. Det er lidt sværere at tage sig sammen, når det kun er mig, det handler om. Nu handler det også om Mia, siger Kenneth.

Men Mia har ikke kun været god for Kenneth. 
Camilla har også taget det nye familiemedlem til sig, og hun går til agility med hunden, hvilket giver hende ro til at få bearbejdet alt det, der er sket. 

Taknemmelig

I dag har Kenneth det godt. Han går og cykler – dog ikke lige så hurtigt som før. Selv om han fik synet igen, er det så nedsat, at han ikke længere må køre bil. 
Alligevel er familien taknemmelig efter ulykken. 

– Jeg er så lykkelig for, at han overhovedet er i live, siger Camilla og kigger på sin mand. 

Kenneth ser også anderledes på sit liv efter ulykken, selv om han føler sig som den samme person. 

– Alle siger, at jeg er blevet mere ydmyg, og det er måske også rigtigt. Jeg sætter i hvert fald meget mere pris på mit liv, og når jeg vågner om morgenen, er jeg virkelig taknemmelig. De tanker havde jeg ikke på samme måde før.

Læs også: Et julemirakel: Fik hjertestop mens hun fødte