Kevin gav tre andre livet

Der dufter af nybagte vafler hjemme hos 38-årige Anna Redvik og hendes mand, Jonatan, 42, i Göteborg i Sverige. Ved køkkenbordet sidder Nellie på 6 år og Tilda på toethalvt. Hvis ikke skæbnen havde villet det anderledes, havde deres bror Kevin også været der.

Dengang, for fire et halvt år siden, da Anna og Jonatans søn blev født, var der stor glæde i det lille hjem. Endelig havde Nellie fået den lillebror, hun længtes så meget efter.

Men bare et halvt år senere skete katastrofen. En tidlig lørdag morgen holdt Kevin op med at trække vejret, og hans hjerte stoppede. Selv om lægerne fik hjertet til at slå igen, stod hans liv ikke til at redde. Efter 40 dage blev den lille drengs respirator slukket.

– Det var som om, jorden åbnede sig under mig, fortæller Anna.

Hun og Jonatan er aldrig kommet sig over deres sorg og savnet efter deres dreng.

Læs også: Tak for alt far

– Vi har tre børn. To lever hos os, det tredje bor i vore hjerter, siger Anna.

Fordi Kevin fik for lidt mad i livmoderen, var han meget lille, da han blev født ved kejsersnit.

Han vejede blot 1.880 gram og var cirka halv så stor, som han burde havde været.

Den første måned tilbragte han på sygehusets afdeling for tidligt fødte børn.

Kevin var en rigtig lille fighter. Han blev stærkere og stærkere for hver dag, der gik.

Skraldgrinede

Da han endelig kom hjem, fik han sondemand en tid. Og Anna og Jonatan kørte regelmæssigt til sygehuset for at få ham undersøgt.

– Han var et vidunderligt barn, som elskede at putte sig ind til os, siger Anna.

Da Kevin var næsten 6 måneder, blev hele familien smittet med RS-virus, som er en helt almindelig forkølelsesinfektion, men som kan være en hård omgang for et spædbarn.

– Kevin fik høj feber og meget svært ved at trække vejret. Vi var tvunget til at køre til akutlægen, fortæller Anna.

Efter nogle dage fik Kevin desuden en mavesygdom og blev yderligere afkræftet. Anna og hendes lille søn blev isoleret på sygehuset i otte dage.

– De sidste tre dage på sygehuset fik jeg meget tid sammen med ham alene. Den tid værdsætter jeg meget i dag.

Til sidst havde Kevin det så godt, at de kunne tager hjem til Nellie og Jonatan. Den fredag aften, den 11. marts 2011, kommer Anna og Jonatan aldrig til at glemme.

– Nellie havde ikke været sammen med Kevin hele ugen og var rigtig glad. Kevin skraldgrinede med hele ansigtet. Det var et herligt syn.

Sent på natten fik Kevin det imidlertid dårligt igen. Anna vågede over ham, indtil Jonatan om morgenen tog over, så hun kunne sove et par timer.

– Han havde det meget bedre og var glad, da Nellie legede med ham. Lidt senere lagde jeg ham i barnevognen i gangen, mens jeg varmede mælk til ham, fortæller Jonatan.

Men der var noget galt.

– Hans hænder blev kolde. Da jeg løftede ham op, konstaterede jeg, at han ikke trak vejret.

Jonatan stormede ind til Anna med Kevin i favnen og vækkede hende.

Anna var først fortumlet men forstod hurtigt alvoren.

– At et barn holder op med at trække vejret, er det værste mareridt, man kan opleve som forælder, siger hun.

Læs også: Ena Spottag fra Vild med Dans: Jeg drømmer om mand og barn

Hjernedød

Anna ringede 112, mens Jonatan lagde Kevin på køkkenbordet og gav mund-til-mund og hjertemassage.

Efter få minutter ankom tre ambulancer til lejligheden og tog Kevin og hans forældre med til sygehuset for fuld udrykning.

– Vi blev placeret i hver vores stol ved siden af lægeteamet, mens genoplivningsforsøgene fortsatte. Alle var meget berørte, fortæller Jonatan.

– Efter 45 minutter kom en af lægerne og fortalte, at Kevin ikke viste livstegn, og spurgte, om vi skulle forsætte med genoplivningsforsøgene.

– Selvfølgelig ville vi det, og mærkelig nok begyndte hans hjerte at slå igen straks efter. Vi syntes, at det var et mirakel, og et lille lys af håb blev tændt.

Dagen efter viste de første hjernescanninger desværre, at der ikke var hjerneaktivitet. Lægerne forberedte forældrene på, at deres søn ikke ville overleve. De blev også spurgt, om de ville donere Kevins organer væk.

– For mig var det en selvfølge, da jeg selv har besluttet, at mine organer skal doneres væk, når jeg dør. Det gjorde beslutningen om Kevin nemmere, siger Anna.

Næste dag fik de resultatet af endnu en hjernescanning: Kevins hjerne var helt død.

Respiratoren blev slukket.

Føles godt

Præcis hvad, Kevin døde af, er stadig uvist. Der var hverken fejl på hjerte eller lunger.

– Lægerne mener, der er tale om pludselig spædbarnsdød, men hvad der forårsager pludselig spædbarnsdød, ved man ikke, siger Anna.

Midt i den bundløse sorg har Anna og Jonatan fundet en trøst. Tre af Kevins organer har reddet tre menneskers liv.

Kevins herte slår i brystet på en lille jævnaldrende pige i London. Hans lever virker i en lille pige i Göteborg, og hans nyrer er gået til en ung mand i samme by.

– Vi plejer at sige, at der trods alt er kommet noget godt ud af meningsløsheden, siger Anna, mens hun knuger sin mand i hånden.

Læs også: Gadehundens utrolige forvandling

– Kevin har reddet tre andre og sparet mange pårørende for den sorg, som vi er gået igennem. Det føles godt at vide, siger Jonatan.

Ved transplantationer er både donorens og modtagernes identiteter hemmelige, men familierne kan sende anonymiserede hilsner til hinanden. Anna og Jonatan tænker på at skrive et brev til dem, som fik organerne.

– Vores store drøm er, at vi en dag kan mødes med dem. Tænk, hvis vi kunne møde den pige i London, som har Kevins hjerte. Tænk, at få lov at se hende lege med vores døtre, springe rundt på græsplænen og spise is. Det ville være helt fantastisk, siger Anna.