Kira Eggers blev tvangsfjernet som barn: Min mor var narkoman

– Jeg ville gentage hele min barndom, hvis jeg kunne. Der er ikke én ting, jeg ville ændre, siger Kira Eggers.

Og det er tydeligt, at hun mener hvert et ord.

Den 43-årige radiovært, blogger og tv-personlighed bliver ved med at insistere på, at hun har været virkelig heldig med sin opvækst – uanset hvor mange gange man spørger, om det nu også kan være rigtigt. For heldig er ikke ligefrem det ord, der først falder én ind, når man hører om den begyndelse, Kira fik på livet.

Kira Eggers var kun 2 år, da kommunen greb ind og tvangsfjernede hende. Hendes forældre var blevet indberettet af pædagogerne i vuggestuen, som var blevet opmærksomme på, at det unge forældrepar, Kim og Lena, manglede struktur i deres liv og i måden at håndtere datteren på.

Der var noget om snakken. Kim og Lena levede et liv, hvor fester, alkohol og ikke mindst stoffer stod højt på listen over prioriteter. Det ændrede sig ikke, efter at Kira blev født.

– Jeg kan huske en dag, hvor mine forældre kom ud i køkkenet og så, at jeg havde revet alt ud af alle hylder. Der lå mel og havregryn over hele gulvet. Jeg var smurt ind overalt. Men der var ikke én, der blev sur. Jeg blev aldrig skældt ud eller irettesat. Min mor sagde bare: ”Nej, hvor sjovt. Hent lige kameraet, Kim!”. Og jeg grinede og grinede. Det var bare sådan nogle ting, vi havde sammen, fortæller Kira.

Læs også: Michelle var narkoman som 14-årig: Jeg ville ikke leve mere

Ikke modne nok til at passe Kira Eggers

Hun husker mange lignede situationer, hvor kaos herskede, og der var sjov og ballade i luften. Og total mangel på trit og retning.

Det er selvfølgelig fantastisk og spændende for en 2-årig at have frie rammer til alt. For eksempel at løbe ned på gaden alene for at hente det legetøj, man har smidt ud fra et åbent vindue i lejligheden på Østerbro. Men nu, hvor Kira ser tilbage på, hvordan hun og forældrene levede, kan hun godt se, at fraværet af regler og rammer langt fra var optimalt for et lille barn.

– Rammer er også med til at give dig en følelse af, at du er elsket. Når du får rammer, føler du, at du betyder noget for nogen. At de elsker dig for højt til, at der skal ske dig noget. Mine forældre elskede mig også, men de forbandt det med kærlighed, at de ikke stillede sig i vejen for mig eller satte grænser. Senere har jeg jo godt kunnet se, at havde man sat de grænser, havde jeg følt mig mere tryg. Jeg så det ikke dengang. Da var det jo bare sjovt. Men et barn har også brug for struktur.

Frivillig tvangsfjernelse

Kommunen så også, at Kira manglede struktur i sit liv, og valgte altså tidligt at tvangsfjerne hende.

– Det var en frivillig tvangsfjernelse, som betyder, at forældrene kan være med til at bestemme, hvad der skal ske. De sagde til min mor og far: ”I kan ikke passe ordentlig på Kira. I er ikke modne nok til at tage jer af hende. Hun må gerne se jer, men hun må ikke bo hos jer”. De var selvfølgelig kede af det, men de elskede mig og kunne godt se, at de skulle have styr på nogle ting. Så de sagde, at i så fald ville de gerne have, at det var overboerne, der tog mig. For så kunne de stadig se mig og være sammen med mig, fortæller Kira Eggers.

Og sådan blev det. Den fine ordning, hvor lille Kira boede i kærlige omgivelser lige oven over sin mor og far, varede dog ikke længe. Efter halvandet år blev hendes forældre skilt.

– De skændtes meget og kunne ikke få det til at fungere internt. Så de gik fra hinanden, og jeg flyttede med min far og mine plejeforældre i et kollektiv i Buddinge. Min far kunne godt se, at nu skulle han altså få rettet op på sit liv og være der for mig, så han tog bare beslutningen om at stoppe med at tage stoffer nærmest fra den ene dag til den anden og i stedet få sig en uddannelse og et job, husker Kira.

Se også: Daniella arbejdede i årevis som prostitueret: Jeg skammer mig ikke mere

Vred og flov

Men Kira og hendes far boede ikke i kollektivet ret længe, for Kiras farmor og farfar mente, at det ville være bedre for hende at bo på deres gård blandt hunde, høns og heste i Kvistgård i Nordsjælland. Så de kæmpede en hård kamp for retten til barnebarnet i Statsamtet og vandt over plejeforældrene. Og så flyttede Kira i stedet op til dem sammen med sin far.

Hun husker ikke, at de mange flytninger i løbet af de første leveår påvirkede hende i en særligt negativ retning.

– Det var jo glidende overgange, for da jeg flyttede i kollektiv med min far, flyttede mine plejeforældre med. Og da jeg flyttede op til mine bedsteforældre, var min far også med. Han var hele tiden en konstant skikkelse i mit liv.

Det var Kiras mor derimod ikke. Lena blev boende i København efter skilsmissen og kom for alvor ud på et sidespor. Misbruget blev mere omfattende – og kontakten til datteren tilsvarende mindre.

– Der røg virkelig noget heroin igennem hendes krop. Hun røg ind og ud af mit liv, glemte vores aftaler og dukkede ikke op juleaften. Jeg var vred på hende og flov over hende til tider. Det var jo ikke så sjovt, at jeg ikke kunne fortælle mine venner, hvad min mor lavede. For jeg vidste det jo faktisk ikke – andet end at hun rendte rundt og tog en masse stoffer, siger Kira.

Ronja Røverdatter

Hos sine bedsteforældre får Kira Eggers til gengæld den lykkelige barndom, som hun ikke vil bytte væk for noget i verden.

– At vokse op med mine bedsteforældre og min far på landet – hvor heldig er jeg lige? Der var høns, som gik rundt inde i huset, og jeg fik lov at tage hesten, når jeg skulle i skole. Det var ren Ronja Røverdatter! Jeg fik så meget nærvær og så mange muligheder for at folde mig ud inden for de trygge rammer, som de gav mig. Min selvtillid fejlede ingenting.

Bedsteforældrenes næstekærlighed smittede også af på Kira, som med egne ord udviklede et ”svagt punkt for svage mennesker”.

– Der var ikke nogen, der skulle drille eller mobbe andre ovre i skolen. Så var jeg der straks. Jeg havde ingen problemer med at tage kampen mod de store børn i skolegården. Og sådan er jeg også i dag. Jeg tager nok mange af de kampe, andre ikke orker. Jeg har en enorm trang til at hjælpe dem, der ligger ned, uden at jeg føler, at det er en byrde. Det er også derfor, jeg er så involveret i velgørenhedsarbejde, siger Kira, som blandt andet kæmper for at hjælpe socialt udsatte.

Læs også: Emilia bor på børnehjem: Savner mor

Mor fundet død

Den 13. marts 2009 bliver Kira Eggers ringet op midt om natten. Hendes mor er fundet i en port på Østerbro – død af en overdosis i en alder af bare 55.

Lenas død er naturligvis et chok, men så alligevel ikke. For Kira har egentlig bare ventet på, at det ville ske. Og i dag er hun ikke bange for at indrømme, at det også var en lettelse, efter at hun gennem hele sin opvækst var vidne til, hvordan stofferne langsomt ødelagde hendes mor.

– Der var så meget smerte ved at se hende lide så meget. Hun var aldrig ude af sit misbrug og var nok til sidst en af Københavns ældste heroinjunkier – hvis ikke Danmarks. Når man tager stoffer i så mange år, så forsvinder dine hjerneceller. De siver ud af hovedet på dig. Narkomani er en sygdom i hjernen, og det bliver kun værre, jo flere stoffer du tager, siger Kira.

Hun bebrejder ikke sin mor noget. De mange gange, hvor moderen har lånt penge af Kira til ”hundemad” for så blot at bruge dem på stoffer, er også tilgivet.

– Jeg ved jo, at min mor i bund og grund bare var syg i hjernen, og at det ikke er noget, hun har valgt. Der er jo ikke nogen, der sætter sig ned og siger: ”Nå, nu vil jeg gerne være narkoman. Det lyder som et pissefedt karrierevalg”.

Vigtige rollemodeller

Kira har i stedet valgt at fokusere på de mange positive ting, som barndommen også har givet hende. Og dem er der langt flere af, understreger hun.

– Al dårligdommen, der er sket, kan slet ikke måle sig med det gode. Havde det været omvendt, havde jeg ikke siddet her i dag. Jeg har fået uanede mængder kærlighed og omsorg fra så mange sider – fra min far, mine bedsteforældre, mine plejeforældre og faktisk også min mor. Og netop derfor er det lykkedes mig at veje op for alt det andet.

– Jeg har aldrig selv taget stoffer, og det er egentlig et mirakel, når begge mine forældre har gjort det. Narkomani er arveligt, men jeg har haft en familie, som har lært mig at træffe de rigtige valg. Jeg har kunnet se fra første række, at det, de gjorde, var mere rigtigt end det, min mor gjorde. Jeg har set min far få oprejsning og gøre noget, der for mange andre kan virke ret umuligt. Han har fået styr på sit liv, er blevet gift igen, har fået flere børn og er lykkelig. Hvis man har mulighed for det, hvorfor skulle man så vælge den anden vej?