Komikeren Linda P: Jeg var ved at dø af narko

Hodja fra Pjort kører på det gamle tv, mens den kvalmende lugt af kirsebærvin fylder stuen. Gulvtæppet er dækket af en blanding af brandmærker og rødvinspletter, men Linda ænser det ikke. De er en lige så naturlig del af hendes fars lejlighed, som hans snøvlende stemme. Hun forsvinder ind i den magiske verden, mens hendes far mumler noget uforståeligt henne fra lænestolen. Alligevel er begejstringen for tegnefilmen så stor, at hun gerne vil dele det med ham.

– Far, hvis jeg nu kunne vælge en ting, så ville jeg flyve på tæppe med Hodja. Så kunne jeg være hans kæreste. Hvad hvis du kunne vælge en ting? Hvad ville du så vælge, spørger Linda, der egentlig ikke forventer at få svar fra sin halvsovende far. Alligevel er det som om, spørgsmålet river ham ud af hans alkoholtåge.
– Så havde jeg valgt ikke at få en datter, siger han.

– Da min far sagde det, fik jeg min mor til at klippe mit hår af dagen efter. Jeg tog min fars ord bogstaveligt, og selv om jeg ikke kunne definere det for mig selv på det tidspunkt, kan jeg se nu, at jeg havde lyst til at være en helt anden end den, jeg egentlig var, fortæller den nu 34-årige komiker Linda Petersen, der den 7. september udkom med bogen ”Transformer” om sit liv.

Genert og udenfor

Den kompromisløse komiker med en kæft som en skraldespand står i skærende kontrast til barndomsårene i Hvidovre, hvor Linda voksede op med sin mor. I skolen var hun den generte pige, der stod lidt akavet uden for gruppen, når pigerne var samlet. Hendes korte drengefrisure lå til højrebenet for mobning, og i stedet for at være med i pigegrupper brugte Linda tiden på at optage bånd med forskellige gimmicks.

Startskuddet til hendes karriere blev, da hun som 12-årig gik på scenen til en sommerfest i ungdomsklubben og sang to komiske sange. Latterbrølene og de efterfølgende høje klapsalver gav hende et sus, der sparkede til den haltende selvtillid.

– Jeg havde aldrig været specielt god i skolen, men da jeg stod på den scene kunne jeg mærke, at jeg havde et talent, og det blev et frirum, som jeg fremover blev ved med at opsøge.

Sideløbende med at Linda udviklede sit komiske talent, begyndte hun som maler, som hendes mor havde opfordret hende til. Følelserne for kollegaen Rasmus begyndte at blomstre, og Linda prøvede at ligne den pige, som hun regnede med, at han gerne ville have. Hun lod håret gro og begyndte at gå med makeup. Forholdet blev en realitet, og mens forelskelsen brusede i kroppen, arbejdede hun stadig på det gennembrud, som hun egentlig ikke troede var muligt.

Alligevel endte hun med at stille op til DM i stand-up. Hun endte med at blive nummer to, men flere af de allerede etablerede komikere havde fået øjnene op for det unge talent. Hurtigt blev hun en anerkendt komiker, og med hættetrøje og tophue skilte hun sig ud.

Forholdet til kæresten Rasmus begyndte at lakke mod enden, og da hun en dag var til fest i Aarhus, blev hun omringet af en gruppe piger.

– De sagde til mig, at jeg var lesbisk. Det havde jeg egentlig hørt ret mange gange før, og jeg kunne nok ikke bebrejde dem. Jeg havde sådan en stodder-attitude, der ikke ligefrem gjorde mig feminin, fortæller Linda, der den aften havde sex med en kvinde første gang.

Hård facade

Karrieren på de skrå brædder tog hurtigt fart, men hun blev for alvor kendt, da hun sammen med kollegaen Christina Sederqvist tonede frem på DR2 med den grænsepsykotiske Winnie og Karina fra Sydhavnen.

Sideløbende var hendes første onemanshow ”Rommen er en tøjte” allerede en succes. Invitationer til fester med champagne og kokain blev hverdagskost, og da hun en tidlig morgen vågnede på en sofa til en fest i en herskabslejlighed, kiggede hun direkte ind i noget hvidt pulver på bordet. Hun rullede en pengeseddel sammen, og da det fordelte sig i hendes næsebor, bredte der sig en lykkefølelse i hendes krop.

– Det var som om, at mine problemer med både damer og økonomi bare var væk, og uanset hvad der skete, skulle det nok gå, fortæller Linda, der blev badet i beundrende blikke, når hun bevægede sig ud i nattelivet.
Det blev hurtigt kendt, at den succesfulde, kvindelige komiker var lesbisk, men da hendes nærmeste hørte nyheden om hendes seksualitet, var de mere skeptiske.

– Jeg kan huske, at min ekskæreste Rasmus sagde til mig, at han ikke vidste, om han troede på det der lesbiske halløj, men hvis det var det, jeg havde brug for, så skulle jeg bare fyre den af. Og det gjorde jeg.

Flere gange om ugen mødtes hun med kvinder forskellige steder i byen. Nogle gange kom de hen til hendes kontor, hvor de blev smuglet ind ad bagtrappen, andre gange bookede hun et hotelværelse, hvor de om morgenen ofte blev bedt om at gå. Men når de prøvede at trænge ind under den hårde facade, fik de sparket.

Dulmede med narko

– Det var en del kvinder, der gerne ville se ”den rigtige Linda P”, men jeg var på ingen måde interesseret i at være sårbar. Så når jeg begyndte at mærke, at der var en, der havde følelser, var jeg videre, fortæller Linda, der ikke brød sig om, når kvinderne rørte ved hende. Hun havde det bedst med at tage styringen og med sin kendiseffekt, løb hun aldrig tør for kvindelige tilbedere.

Som misbruget tog til, sørgede hun altid for at have et gram kokain i den ene skosål, og der var altid klistret en pose med det hvide pulver fast bag sofaen, så der ikke var langt til den euforiserende lykkefølelse.
Ofte startede morgenen med, at hun rakte ud efter en flaske rom, der ofte lå sammen med indtørret mad og bunker af tøj på gulvet.

Men en dag mødte hun en kvinde, der alligevel fik fanget hendes opmærksomhed. Pigen hed Melissa, og for en stund mærkede hun følelserne overtage sit sind. Forholdet udviklede sig, men selv om ægteskabet blev en realitet, afholdt det ikke Linda fra at have sex med andre kvinder.

– På det tidspunkt var jeg fuldstændig følelseskold. Hvis der var nogen, der havde smidt en baby ud fra en bygning, havde jeg været komplet ligeglad. Der var ingen, der kunne nå ind til mig, uanset hvad de gjorde, fortæller Linda.

På det tidspunkt havde hun nærmest formået at fortrænge sin fars eksistens. Hun havde ikke haft kontakt til ham i flere år, men en dag fik hun en opringning om, at hans tilstand var kritisk. Linda smed, hvad hun havde i hænderne, og kørte mod hans lejlighed i Frederikssund.

Far stolt af mig

Følelsen af at blive revet tilbage til fortiden ramte hende som en boomerang, da den sødlige luft af kirsebærvin fandt vej til hendes næsebor. Men da hun kiggede mod lænestolen, fik hun et chok. En opsvulmet mand, fyldt med blødende sår, kom til syne. Hun prøvede at snakke beroligende til ham, men hurtigt blev hun overmandet af sine egne følelser og løb ud på toilettet. Da hun igen trådte ind i stuen, så hun det, hun ikke i sin vildeste fantasi havde troet var en mulighed.

– Hans vægge var nærmest tapetseret med udklip af mig og min karriere. Han havde aldrig nogensinde sagt, at han var stolt af mig, eller bare givet udtryk for, at han vidste, hvad jeg lavede. Ikke engang en enkelt opringning. Så det var en blanding af frustration og stolthed, fortæller Linda, der få dage efter så sin far en sidste gang på Hillerød Hospital.

Da hun trådte ind på den sterile stue, tog hun hans hånd, og de sendte hinanden et kækt smil. Få dage efter døde han.

– Da jeg fik beskeden om hans død, kunne jeg ikke rigtig mærke sorgen. Egentlig var min første tanke nok, at nu var han færdig med at gøre mig ked af det. Den næste tanke var, at jeg skulle have noget mere hvidt pulver.

For en stund lykkedes det Linda at undertrykke sorgen. Hun fortsatte sin turné med sit onemanshow som planlagt, men da hun et stykke tid senere skulle optræde på Skanderborg Festivalen, skete det uundgåelige. Hendes krop sagde fra.

Kollapsede af narko

Er du okay? Spurgte en stemme, da hendes hudfarve havde forvandlet sig til mælkehvid. Fra at være klar til at gå på scenen begyndte en kvalme at skylle ind over hende. Flere stimlede sammen og kiggede forundret på den lyshårede kvinde, der lå og hyperventilerede. Følelsen af, at hun havde brækket skulderen, fik hende til at skrige af smerte, og da hun den dag blev kørt væk, var hun overbevist om, at hun skulle dø.

Samme dag blev Linda indlagt på psykiatrisk afdeling.

– Du har kun nogle få år at leve i, hvis du fortsætter på den her måde, sagde lægen med et alvorligt blik.

Ordene ramte Linda som små giftpile og spredte sig som angst i hendes krop, og da hun var hjemme igen, vidste hun godt, hvad hun skulle gøre.

– Jeg havde tidligere været til en psykolog, og jeg vidste, at det var vejen frem. Jo, jeg var afhængig af alkohol og stoffer, men jeg vidste inderst inde godt, at de bare var et symptom på noget andet.

Langsomt begyndte hun at få lirket op for de mange traumer fra sin barndom med sin far. Når hun sad hos psykologen, græd hun ofte hele sessionen igennem, og når hun var hjemme, lå hun i fosterstilling med mørklægningsgardinerne rullet ned. Flashback til tiden med hendes far begyndte at komme frem i hendes erindring. Ale de gange, hvor han var faldet i søvn i en brandert, eller hvor det eneste, hun havde fået at spise, var en købekage fra Netto. Når han var blevet aggressiv på flypersonalet efter en ferie og alle blikkene af medlidenhed, når hun ikke kunne vække ham i s-toget.

– Jeg tog op til hans grav og begyndte at tale med ham. I starten var det grænseoverskridende, men med tiden var det enormt befriende. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde haft det, og selv om han ikke kunne svare igen, lettede det, og pludselig var det intet problem at tilgive ham. Min far havde jo gjort det så godt, han kunne ud fra de forudsætninger, han havde, og når jeg tænkte tilbage på den gang, han sagde, at han ikke ønskede sig en datter, vidste jeg pludselig godt, hvad han mente. Det handlede ikke om mig. Det handlede om, at han ikke skulle have haft børn.

Ønsker at få børn

Linda tog et år fri fra scenen. Alkohol og stoffer blev skiftet ud med urtete og lange ture ved vandet, og hun begyndte at vende tilbage til den person, hun havde fortrængt i flere år.

– Det er skræmmende, hvor meget jeg gjorde for ikke at mærke mig selv. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var lesbisk, og selv om jeg inderst inde godt vidste, at det ikke var tilfældet, var det en belejlig flugt, fortæller Linda, der hverken har drukket alkohol eller taget stoffer i fem år.

I dag er huen og den ildelugtende hættetrøje væk. For Linda Petersen har ikke længere behov for at gemme sig eller flygte fra den, hun er. Hun har efterfølgende været kæreste med kollegaen Anders Grau, indtil det sluttede efter et år. Men drømmen om en lys fremtid har igen fået liv.

– Jeg vil rigtig gerne have børn og blive ved med at lave det, jeg gør nu. Måske en spillefilm. Måske noget helt tredje. Jeg føler egentlig, at alle muligheder er åbne. For når jeg kan forandre mit liv, som jeg har gjort, så tror jeg på, at alt er muligt. Det er det for alle, hvis de virkelig gerne vil.