Kræftramte Mie om sin bog: Carl skal kende min historie

Mie Mikkelsen var stadig på barsel, da hun en morgen fandt en knude i sit bryst. Hun prøvede selvfølgelig at overbevise sig selv om, at det nok ikke var noget farligt, mens hun kiggede på sin søn Carl, der sad i sin høje stol og smilede med grød i hele hovedet.

Men knuden viste sig at være kræft. Da Mie fik sin diagnose, mistede hun samtidig sin plads i førersædet over sit eget liv, for kræft har sin egen vilje. Det har hun i den grad oplevet igennem de sidste seks år, hvor hun har været igennem kemobehandlinger, stråler, operationer og forsøgsmedicin. Mie har være kræftfri i perioder undervejs. Men igen og igen er sygdommen kommet tilbage og har spredt sig til lever, knogler og hud, og da hun til sidst spurgte sin læge, om han troede, at hun nogen sinde ville blive rask, fastholdt han hendes blik i nogle sekunder. Så rystede han langsomt på hovedet.

Skal leve med sin sygdom

41-årige Mie skal leve med sin kræft. Og hun ved ikke, hvor den føre hende hen. Eller hvor langt.

Men hun ved til gengæld, hvordan hun vil leve med den.

- Mit liv er andet end en dårlig scanning. Jeg har selvfølgelig dage så sorte som aldrig før. Men jeg har også mange lykkelige. Som når Carl kan stave til et nyt ord. Eller når jeg ser hans glæde ved at stå på ski, fordi skiferier med familien også er noget, der gør mig helt lykkelig inden i. Mere skal der ikke til. Det kan godt være, at min sygdom er fuldstændig meningsløs. Men så må jeg finde mening i mit daglige liv, som hun siger.

Læs også: Lær at tænke positivt

Ikke meningen hele Danmark skulle læse med

Den vinkel på livet har hun nu skrevet en bog om. ”Jeg har da tænkt mig at blive 90”, hedder den, og egentligt var det ikke meningen, at den skulle ud til hele Danmark. Da Mie begyndte at fortælle sin historie til en forfatter, havde hun faktisk kun én læser i hovedet.

- Jeg ville fortælle Carl min historie. Hvis jeg nu gik bort, skulle han vide, hvad jeg havde oplevet, og hvordan det var foregået. Selvfølgelig ville jeg allerhelst fortælle ham det selv. Men hvis det nu ikke kunne lade sig gøre, siger Mie, som efterfølgende besluttede, at bogen også skulle ud til andre.

Vil hjælpe andre til mere livsgejst

- Hvis jeg kan hjælpe andre til at få mere livsgejst, så fortæller jeg gerne min historie. Det hjælper faktisk også mig selv at hjælpe andre.

Livsgejst har hun selv masser af, når hun fylder kalenderen med koncerter, weekendophold, rejser og gode pladser til håndboldkampe. Eller når hun går en frisk tur på stranden med Carl. Men hun har også de kulsorte tanker. Den værste af dem alle delte hun en dag med hospitalspræsten, da hun opsøgte ham for at få støtte.

Læs også: Stress giver ikke kræft

Svær samtale med præsten

- Jeg har en lille dreng. Og ham vil jeg ikke dø fra.

Den tanke er næsten umulig at bære. Men det er Mie nødt til. For det meste skynder hun sig nu at skifte den ud med helt andre tanker.

- Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at jeg nåede at få Carl, inden jeg blev syg. Han betyder alt i min kamp, og når jeg er sammen med ham, får min hjerne en pause fra sygdom og angst, siger Mie, som selvfølgelig aldrig fik det familieliv, som hun og manden Jan forestillede sig, da de første gang kiggede på den positive graviditetstest.

Familiens fortælling er blevet en anden

Det har været hårdt for parforholdet, at den ellers så stærke og handlekraftige Mie har været hende, der har ligget syg og svækket. Og det er stadig opslidende, at deres liv hele tiden er styret af det næste scanningssvar og bivirkningerne ved behandlingen.

- Nu er det jo ikke bare Carl, Jan og jeg. Nu er der også en sygdom. Vores fortælling er blevet en helt anden.

Det bedste råd: Fokuser på Carl

Mie prøver at få det bedste ud af den fortælling. Derfor har hun også målrettet rakt ud efter mennesker, der kunne hjælpe hende. Blandt andre hendes psykolog og hospitalspræsten. Og også terapeuten Arne, som hun ellers var lidt skeptisk overfor, første gang hun parkerede foran hans røde hus for enden af nogle små, snørklede veje. Men Arne har virkelig hjulpet hende med at finde den der indre ro, der godt kan blive væk, når man har en livstruende sygdom, et lille barn og 1000 angstfyldte tanker. Hans bedste råd var simpelt: ”Fokuser på Carl.”

- Træd ind i Carls leg. Gør som ham. Når I bygger et Lego-tårn, så tænk på det og intet andet. Carl tænker jo heller ikke på, hvad der skete i vuggestuen tidligere på dagen, eller hvad han skal have til aftensmad, anbefalede Arne.

Carl giver en pause fra sygdommen

Det lyder banalt. Men for Mie har det haft en enorm effekt at bygge Lego-tårne med en glad, smilende dreng. Eller at tegne en tegning. Eller at synge en godnat sang. Alt det får hende nemlig til at glemme sygdommen for en stund.

Det har også hjulpet Mie at gå ombord på en Dragebåd. Det gør hun to gange om ugen med andre brystkræftoverlevere, og selvom alle på holdet er mere optaget af at lægge kræfter i at padle end om at tale kemo og sygdom, så har de en særlig forståelse for hinanden.

- Vi er jo i bogstavelig forstand i samme båd, og det har givet mig livskvalitet. Selvom jeg har et meget stærkt netværk af familie og venner, så er det ensomt i tankerne at have kræft. Men på båden forstår vi hinanden 100 procent, siger Mie, som også giver sit liv mening ved at arbejde som frivillig på Børnetelefonen.

Kommer ud af offerrollen

- Det er jeg sindssygt glad for. Når jeg taler med børn og unge, handler det jo ikke længere om mig. Jeg kommer ud af den der offerrolle, som godt kan tage magten fra en. Og det er befriende at hjælpe andre og bruge min faglige viden. I starten var det svært, når jeg talte med børn, der havde mistet en forælder til kræft. Men nu føler jeg, at det faktisk er dem, jeg har mest at give, siger Mie, som er uddannet socialpædagog og har en kandidatgrad i pædagogisk sociologi og psykologi.

Mie kan godt lide at hjælpe. Og hun kan lide at styre sit eget liv. Begge dele kan være svært, når man er ramt af en kronisk kræftsygdom. Men hun gør det på sin egen måde.

Carl og Mies sang

For eksempel har hun besluttet, at der til hendes begravelse skal spilles Lars H.U.G.’s sang. ”Mon de kan reparere dig.” Det er nemlig Carl og Mies sang, og den starter så smukt:

Som regnen

Falder ned til blomsterne

Faldt du i armene på mig

På et tidspunkt overvejede Mie også at skrive breve til Carl, som han kunne åbne undervejs i livet, hvis hun ikke var der mere. Men den tanke gik hun væk fra.

- Det ville føles som at opgive, hvis jeg brugte energi på, om jeg skal dø af det her. Ingen kan vide, hvad fremtiden bringer, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at give op. Det er slet ikke en mulighed for mig. Jeg har heller aldrig spurgt en læge, hvor langt jeg har igen. Jeg elsker livet. Og jeg har jo tænkt mig at blive 90 år. Jeg vil se Carl blive konfirmeret, møde hans første kæreste og opleve mine børnebørn. Min største drøm og håb er selvfølgelig, at der kommer noget nyt medicin, så jeg kan blive rask.

Jeg har da tænkt mig at blive 90 udkom den 27. maj på forlaget Linje H