Krigens børn

Hver dag vinker flere tusinde ukrainske børn farvel til både far og fædreland, når de sammen med mor, søskende eller ældre slægtninge krydser grænsen til et fredeligt naboland. Her er seks af de børn, vi mødte ved den polske grænseby Medyka.

Savn og klaverdrømme

Navn: Anastasiia Zhuk 

Alder: 9 år

Hjemby: Konotop, Sumy obl. 

Antal dage på flugt: 2 dage 

– Jeg håber, de lader mig spille klaver, når vi ankommer til Schweiz. Jeg har altid spillet med min far, og kort inden krigen brød ud, gav jeg min første koncert. Jeg modtog stående bifald fra salen, og mine bedsteforældre var uden tvivl dem, der klappede højst. De er begge gamle og nægtede at forlade vores land, og det gør mig ked af det, at de ikke længere kan se mig spille. Jeg savner dem.

 

Anastasiia Zhuk (9)

Anastasiia Zhuk (9)

 

Kun murbrokker og minder tilbage

Navn: Andrii Valehovo 

Alder: 10 år

Hjemby: Chernihiv

Antal dage på flugt: 36 dage

– Jeg drømmer om at blive en dygtig forretningsmand, så mine yndlingsfag er engelsk og matematik. Men efter de bombede skolen, er der kun murbrokker og minder tilbage på det sted, hvor mine klassekammerater og jeg hver dag legede, læste og lærte om verden. Jeg savner mine venner, min skole og det liv jeg levede før krigen.

 

Andrii Valehovo (10)

Andrii Valehovo (10)

 

Far passer mine dukker

Navn: Zlata Herasgmenka

Alder: 5 år

Hjemby: Chernihiv obl. Nizhin

Antal dage på flugt: 1 dag  

– Jeg prøvede at få mine dukker med, men der var ikke plads nok i rygsækken, så min far har lovet at passe på dem for mig, mens jeg er væk. Når jeg kommer hjem, skal han og jeg på skovtur. Vi skal sove i telt, fiske og lave mad over bål. Min mor siger, hun ikke ved, hvornår det bliver, men jeg glæder mig allerede.

 

Zlata Herasgmenka (5)

Zlata Herasgmenka (5)

 

Vi er ikke alene

Navn: Daria Kravchenka

Alder: 8 år

Hjemby: Sumy, obl. Ochtyrka

Antal dage på flugt: 2 dage

– Min familie kender ingen i Europa, så vi er flygtet med vores nabo, da hendes søster kan give os husly i Belgien. Jeg savner min far, og jeg kan se på mors tårer, at hun også savner ham, men vi kommer hjem igen. Indtil da er vi ikke alene. Mor siger nemlig, at vi ukrainere hjælper hinanden.

 

Daria Kravchenka (8)

Daria Kravchenka (8)

 

Selv krig bliver hverdag

Navn: Snizhana Cherepovskaya

Alder: 14 år

Hjemby: Odessa

Antal dage på flugt: 1 dag

– I de første uger af krigen gjorde de konstante luftalarmer mig bange, men jeg har allerede erfaret, at selv krig kan blive hverdag. Det var mine forældres beslutning, at vi syv søskende skulle forlade landet, inden det måske var for sent, men egentligt har jeg allerede vænnet mig til følelsen af frygt.

 

Snizhana Cherepovskaya (14)

Snizhana Cherepovskaya (14)

 

Omringet af russiske uniformer

Navn: Pasha Kordovo

Alder: 6 år

Hjemby: Mykolaiv

Antal dage på flugt: 35 dage

– Lyset virkede ikke længere, huset var hundekoldt, og til sidst havde vi hverken vand eller mad. Alligevel sagde far og mor, at mændene i uniform ikke ville lade os forlade byen. Efter en uge lod de os rejse, men far blev tilbage. Jeg savner mit hus og min blå løbecykel, men mest savner jeg bare min far.

 

Pasha Kordovo (6)

Pasha Kordovo (6)