Kun få mordere er sindssyge: Man kan være normal – og ond og farlig

Mange af de mordere, vi læser og hører om, har gjort forfærdelige ting, som de fleste mennesker nok ville betegne som sindssyge. Hvornår er man egentlig sindssyg, og hvilken straf får de sindssyge mordere? Sådan spørger en brevskriver i ugens krimibrevkasse. Bent Isager-Nielsen giver svaret.

Hej Bent!

Du har tidligere skrevet om forskellen på livsvarigt fængsel og om forvaring, og du har også forklaret, at begge disse typer straf er til de gerningsmænd, som ikke er sindssyge.

Mange af de mordere, vi læser og hører om, har gjort forfærdelige ting, som de fleste mennesker nok ville betegne som sindssyge. Hvornår er man egentlig sindssyg, og hvilken straf får de sindssyge mordere?

Venlig hilsen B.E.

Hej B.E

Jeg forstår godt spørgsmålet, for det kommer nok bag på en del, at rigtig mange drabsmænd – også i meget bestialske sager – ikke er sindssyge. De er derimod ofte karakterafvigende og kan lide af forskellige personlighedsforstyrrelser og kan også have psykopatiske træk, men klinisk og egentligt sindssyge er de altså ikke. 

Jeg plejer at sige lidt populært, at man kan være sindssyg uden at være ond og farlig, og man kan også være "normal" og helt tilregnelig og samtidig være ond og farlig. Ondskab og farlighed skyldes ikke altid sygdomme, men derimod karaktertræk og personlighedstyper. 

Læs også: Tidligere chef for Rejseholdet: Man troede, jeg var afgået ved døden 

Bliver undersøgt

Udgangspunktet i straffeloven er, at man slet ikke kan straffes, hvis man er sindssyg. Vi behandler jo syge mennesker i vores samfund – vi straffer dem ikke. Derfor kan det dog godt være, at samfundet holder de sindssyge indespærret, mens de bliver behandlet. Når politiet sigter en person for alvorlig kriminalitet – for eksempel drab – skal det undersøges, om den pågældende var sindssyg i gerningsøjeblikket. Det foregår flere steder i landet, blandt andet på Retspsykiatrisk Klinik i København. 

Opgaven for psykiaterne og psykologerne her er at undersøge den pågældende person og skrive en mentalerklæring, der så sikkert som muligt slår fast, om personen var sindssyg, da han begik forbrydelsen, han sigtes for – eller om han måske skønnes at være psykisk forstyrret (uden at være sindssyg). Man skal altså finde ud af, om den pågældende er "normal" og egnet til straf. 

Derimod er det ikke formålet med undersøgelsen at sørge for, at en gerningsmand slipper så billigt som muligt. Så en sindssyg gerningsmand kan sagtens komme til at tilbringe lige så mange år bag lås og slå, som en ikke-sindssyg kan i et almindeligt fængsel. Dog med den afgørende forskel, at indespærringen – anbringelsen – for de sindssyges vedkommende sker på et psykiatrisk hospital, hvor psykiatere bestemmer behandlingen. 

Læs også: Krimibrevkasse: Bekymret mor: Min datter vil være betjent 

Tip til efterforskere

Jeg har før her i bladet skrevet om den store fascination af hele krimistoffet, der er i vores samfund. Jeg er sikker på, at hvis det var sådan, at hovedparten af de drab, vi følger i medierne, blev begået af sindssyge, ville der ikke være så stor interesse for emnet. Så ville man nok være tilbøjelig til at trække på skuldrene og sige, at "de kan jo ikke gøre for det, de er jo sindssyge". Men netop fordi de ikke er sindssyge, bliver drabene og motiverne bag meget mere interessante, fascinerende og skræmmende. 

Man skal derfor som efterforsker altid huske to ting, som man ikke skal sige, når man står med en grufuld og uforståelig sag. Den første er: Det her må være lavet af en sindssyg – for det er det med stor sandsynlighed ikke. Den næste er: Det her giver ingen mening – for det gav mening i situationen for mindst én person, gerningsmanden. 

Og meningen med forbrydelsen er jo også det, vi kalder for motivet.

Venlig hilsen Bent

Læs også: Ligger til grund for mange mord: De syv dødssynder 

Trods grufulde forbrydelser: Blev erklæret egnet til fængselsstraf

I de fleste af de store og gruopvækkende sager i Danmark har gerningsmanden ikke været sindssyg, og her har dommen i retten lydt på livsvarigt fængsel. 

Tænk blot på sager som Amagermanden, Lundin-sagen, den såkaldte ubådssag og så videre. Nordmanden Anders Behring Breivik, der slog 77 mennesker ihjel ved et terrorangreb i Oslo og på Utøya, var heller ikke sindssyg, men blev erklæret tilregnelig og egnet til fængselsstraf. Og det fik han.  

Læs også: Han elskede sine fire børn - og dræbte dem 

Led af vrangforestillinger

I langt de fleste af de drabssager, jeg i årenes løb har været involveret i, har gerningsmanden ikke været sindssyg. Jeg vil dog nævne et eksempel på en sag, hvor gerningsmanden rent faktisk blev erklæret sindssyg. 

Det var en helt ung mand, der helt umotiveret slog en tilfældig mand ihjel med mange knivstik. Han led af vrangforestillinger, var paranoid, skizofren og havde en urealistisk opfattelse af virkeligheden. Han var sindssyg og fik en anbringelsesdom.