Kunne jeg have reddet ham

Sorgen og skyldfølelsen overskygger alt. Julie sidder med hænderne i skødet og armene nærmest beskyttende foran sig. Hun er rystende nervøs og på nippen til at bryde i gråd.
- Jeg skulle have hentet noget på hans værelse, men jeg ville ikke gå derind, for jeg troede, han sov, fortæller 16-årige Julie Rehder Nielsen om den dag, hun mistede sin storebror, Casper. Siden har tankerne plaget hende.
- Kunne jeg have reddet ham, hvis jeg var gået ind på hans værelse, spørger hun. Hun ved ikke, om Casper allerede var død, da hun kom hjem, eller om hun kunne have gjort noget for at redde hans liv.
Hun har brug for en afklaring, en afslutning og et sidste farvel. Derfor har Julies mor, Elin, 50, bedt Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves de Brito komme på besøg. I håb om at få nogle svar fra Casper selv.
Julie skal via Pia tale med sin elskede storebror for første gang i to et halvt år. Det store spørgsmål hænger i luften, da Pia træder ind i stuen. Julie har sin mor og stedfar, Flemming, 48, ved sin side som støtte til den svære samtale. Også de er plaget af skyld.
- Jeg gik udenfor og malede plankeværk, mens Casper var på sit værelse. Da jeg gik ind med posten, sad han i gangen med en smøg og et glas vand, fortæller Flemming.
- Vi var hjemme, da det skete, så vi har selvfølgelig dårlig samvittighed over, at vi ikke opdagede det. Vi kaldte på ham, da vi skulle have aftensmad, men han kom ikke. Vi begyndte at skælde ham ud, fordi han hverken svarede eller kom ned. Til sidst gik det op for os, at der var noget helt galt, fortæller Elin.
Flemming gik op til Caspers værelse og tog i døren. Den var låst. Han bankede på og kaldte på ham, men der kom ingen reaktion. De vidste, Casper var derinde, for hans jakke og sko stod i gangen.
- Døren var låst, og nøglen sad i. Jeg fik lirket nøglen på indersiden af døren ud og låst døren op. Så lå han der på maven, fortæller Flemming.
Har du lyst til at prøve clairvoyance? Book en session hos en af vores clairvoyanter
Har det godt nu
Pia ved intet om dette, da hun møder familien i deres hus i Havndal ved Randers. Hun får blot oplyst Caspers fulde navn, alder og dødsdato. Casper Holt Petersen blev 24 år. Han døde den 13. maj 2009. Pia får hurtig kontakt til Casper.
- Han var et smukt livsstykke. Jeg får en utrolig varm følelse i hele kroppen, siger hun.
- Det er okay. Jeg har det godt nu. I skal ikke være ked af det, siger Casper gennem Pia, som ser, hvordan Casper sad med Julie og holdt om hende, da hun var mindre. Pia forsøger at finde ud af, hvordan Casper døde.
- Jeg har det som om, jeg sover i højre side. Som om han faldt til den side. Jeg oplever, at hjertet slår helt vildt hurtigt. Han var ikke syg i længere tid. Det brænder i højre side i benet, og der er noget i hovedet. Det er ligesom, luften går ud af en ballon. Jeg ser, han bare er faldet om, siger hun.
Casper døde af et epileptisk anfald. Epilepsien sad i højre side af hjernen.
- I kunne ikke have gjort noget. Om så en falckredder havde siddet lige ved siden af ham, kunne han ikke have gjort noget. Han ville være død alligevel. Han oplevede overgangen som blid, fortæller Pia.
- Der var en mening med, at det var den dag, han døde. 13 var hans lykketal. Vi boede i nummer 13, da han blev født. Han døde den 13., og det urnested, han fik, er nummer 13, indskyder Elin, som er bekymret for sin yngste søn, der også har epilepsi.
- I skal ikke bekymre jer. Han kommer ikke herfra på samme måde. Hos ham er det noget helt andet. Han bliver oldgammel, siger Pia uden tøven og henvender sig til Julie.
- Dig vil Casper hele tiden tage i hånden. Som lille sad han med dig i timer. Du var den bedste i verden, siger hun.
- I havde hinanden. Han vil gerne have et liv med dig igen. Der er så mange ting, han gerne vil sige til dig. Du må ikke være så hård ved dig selv. Vær god mod dig selv og tro på dig selv, siger Casper via Pia.
- Nu græder jeg, fordi han gør det, siger Pia dybt bevæget, og også Julie fælder en tåre.
- Den dag det skete, havde jeg en meget underlig fornemmelse i maven, fortæller Julie.
- Måske har du en fornemmelse for det. Bare kald på ham, hvis du har brug for ham. Han kan godt høre dig, og du taler jo allerede med ham, siger Pia. Casper befinder sig stadig omkring sin familie i huset. Han er ikke helt forsvundet endnu.
- Hvis det er ham, der smækker med badeværelsesdøren og laver ulykker, så skal han ikke stoppe, siger Elin.
- Jeg tror bestemt, det er ham. Han er omkring jer. Spørgsmålet er, om han skal blive ved med det, eller om han skal have fred, siger Pia. Elin skifter mening.
- Han må gerne få fred, siger hun.
- Må jeg komme til jul, spørger Casper gennem Pia og griner.
- Han skal være velkommen, svarer Elin gennem tårerne.
Læs også:
Marzcia kan se ind i fremtiden
Clairvoyante Pia taler med de afdøde
Det spøger i nordvest