Kysset var det vildeste

Inden Gitte Rydahl Ryming, 34, fra Skovby ved Galten, tog af sted mod Kolmården Djurpark i Sverige, var hun allermest spændt på, hvordan oplevelsen ville påvirke det lille barn, hun bærer i sin mave.
- Jeg forventer en kæmpestor oplevelse med delfinerne, men jeg er lidt nervøs for, om jeg måske bliver bange for dem, lød det spændt i bussen på vej op i Sverige fra Gitte, som er i 30. uge.
Gitte, som i forvejen har datteren Ida på tre et halvt med sin mand Lars, var også meget nysgerrig efter at høre, om clairvoyant Anne-Marie Østersø måske kunne fortælle, om hun venter sig en dreng eller en pige.

Anne-Marie fortalte, at Gitte ville få svaret i sine drømme, og næste morgen var Gitte da heller ikke i tvivl.
- Jeg har drømt om små lyserøde sokker, så det bliver nok en pige, lød det fra den gravide kvinde, hvortil Anne-Marie Østersø overraskende svarede, at det er hun ret sikker på, at det ikke bliver.
- Jeg ved, det bliver en dreng. Men nu må vi jo så bare vente og se, lød det med et hemmelighedsfuldt smil fra clairvoyanten, inden hun og de fem kvinder gik op ad bakken fra Vildmarkshotellet mod delfinariet, hvor de skulle møde delfinerne.
Her forsvandt al Gittes nervøsitet.
- Delfinerne var bare så søde. I sær de to små baby-delfiner. Da jeg så dem, havde jeg bare sådan en lyst til at kramme dem, siger Gitte, som på et tidspunkt fik mulighed for at kysse en af delfinerne.
- Det var stort. Det var det vildeste. Det gav sådan en ro og en nærhed. Delfinen lå bare helt stille. Det var en fantastisk og meget speciel oplevelse. Det gør jeg gerne igen, siger Gitte, som nu er spændt på, om hendes kommende barn måske får et særligt forhold til vand.
- Ida var mit første barn. Det er jo stort. Men nu har jeg også noget helt specielt med det her barn. Vi har den her oplevelse med delfinerne sammen, siger Gitte.
