Laila blev enke som 30-årig: Her fandt børnene deres far

“Jeg vil ikke giftes, for så bliver man bare skilt,” havde Michael flere gange sagt til Laila. De havde været kærester i 16 år, da han alligevel friede til hende, og deres lykke var fuldendt, da de holdt bryllup i april 2003, omkranset af deres fire børn som søde brudepiger og -svende. Fem måneder senere var Michael død.

– Så han havde jo på en måde ret i, at vi ville blive skilt fra hinanden. At det skulle være så brutalt, havde jeg dog aldrig forestillet mig, siger Laila Frost fra Nakskov.

Det er 18 år siden, hun mistede sit livs kærlighed, men hendes øjne fyldes stadig af tårer, når hun taler om den frygtelige dag, hvor hun på et øjeblik blev enke og alenemor.

Laila havde slet ikke set tragedien komme.

– Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt huske, at han var meget træt til sidst, men jeg troede ikke, at han skulle dø. Han var jo kun 36 år, og han var ikke syg. Vi havde lige været på miniferie i Jylland, som vi kaldte vores bryllupsrejse, og der hvilede han sig mere, end han plejede. Han nåede lige at svømme rundt i poolen, før han skulle ind og slappe af igen. Men jeg tænkte, at det nok var, fordi han havde arbejdet hårdt, og at han bare lige skulle ovenpå igen.

26. september 2003 – en uge efter bryllupsrejsen – slog lynet ned. Michael var lastbilchauffør og havde ofte nattevagter, mens Laila passede sin uddannelse til serviceassistent om dagen. De nåede ikke at kysse hinanden farvel den sidste dag. Laila var taget tidligt af sted for at aflevere børnene i skole og institution, da Michael kom hjem for at sove.

– Vi nåede at ringe til hinanden om morgenen, og vi fik heldigvis sagt, at vi elskede hinanden. Det er jeg lykkelig for i dag, siger Laila.

Far ligger mærkeligt

Michael var ikke stået op, da Laila kom hjem senere på dagen, og da han stadig ikke var kommet ned fra førstesalen ved spisetid, bad Laila sin ældste datter, Monica, om at gå ovenpå og vække ham.

“Far ligger mærkeligt”, sagde den 11-årige pige, da hun kom ned igen.

– Det tænkte jeg ikke nærmere over, for han plejede at ligge mærkeligt og sove, fortæller Laila, som derfor sendte sin 9-årige datter, Rikke, og de 5-årige tvillinger, Daniel og Dennis, op på soveværelset med den kærlige besked om at hoppe på deres far, indtil han vågnede.

Børnene kom hurtigt nedenunder igen. De sagde ikke noget, men deres øjne fortalte, at noget var galt. Laila skyndte sig op til sin mand. Synet, der mødte hende, glemmer hun aldrig.

– Michael lå med sin ene arm på natbordet, som om han havde prøvet at komme ud af sengen. Og så var han blå. Man kunne se, at han havde været død i et stykke tid, siger Laila, der gik helt i stå ved synet af sin livløse mand.

– Jeg havde lige lært førstehjælp gennem min uddannelse, men jeg kunne intet. Jeg var i chok. Hvordan jeg kom ned fra første sal – dét ved jeg simpelt hen ikke.

På en eller anden måde fik Laila bevæget sig ned til sine børn, som naturligvis var skræmte. Der var legekammerater på besøg, og hun sørgede for, at de alle blev samlet i et af børneværelserne, så de ikke skulle se for meget.

– Jeg tror ikke, at de var klar over, at Michael var død på det tidspunkt, men de kunne jo ikke undgå at mærke, at der var et eller andet galt.

Ringede 112

Laila ringede 112. Hun var så rystet, at damen i røret havde svært ved at forstå, hvad hun sagde. Så ringede hun til sin bror. Hun tastede mange forkerte numre ind, før hun fik fat i ham. Både han og ambulancen ankom hurtigt, og snart var Lailas far der også.

– Ambulancen tog Michael med på hospitalet, og min bror og jeg kørte i bil efter den. Jeg husker ikke, hvad der gik igennem hovedet på mig, mens jeg sad dér. Jeg tror bare, at jeg var gået helt i sort. Det var endnu ikke gået op for mig, at det var slut. Jeg var sikker på, at de nok skulle få liv i Michael igen.

Laila ved ikke, hvor lang tid der gik, før hun fik lov til at se sin mand på hospitalet. Men ventetiden føltes uendelig.

– Så kom der pludselig en læge hen til mig og sagde, at der ikke var mere at gøre. Og så knækkede filmen. Jeg skældte ud på alt og alle. Hvad bildte de sig ind at sige til mig, at der ikke var noget håb tilbage?

Lailas bror tog hjem for at hente børnene, så familien kunne være sammen om at sige farvel til Michael. Det var først, da Laila så sin mand i hospitalssengen, at den sørgelige virkelighed gik op for hende.

– Dér kunne jeg godt se, at han var væk … Undskyld, siger Laila og holder en kort pause, mens hun tørrer tårerne væk.

– Han så glad ud, fortsætter hun og understreger, at hun har fundet stor trøst i tanken om, at Michael var lykkelig, da han døde.

– Jeg har fået at vide, at han døde af hjertestop. Mere kunne de ikke sige. Måske skyldtes det stress. Men mere ved jeg ikke.

Holdt fest for sønnerne

Tre dage efter Michaels død holdt Laila 6-års fødselsdag for sine sønner. Hun insisterede på at gennemføre festen, for drengene, der netop havde mistet deres far, skulle ikke også frarøves en fødselsdagsfejring.

– Det var ren viljestyrke, at jeg kom igennem den dag. Vi fik lagkage og boller, og jeg forsøgte at holde humøret højt for deres skyld, selv om jeg mentalt var et helt andet sted. De fik heldigvis en god dag, og det var det vigtigste.

Laila var nu pludselig enke som 30-årig og alene om ansvaret for sine fire mindreårige børn. Det var hensynet til dem, der gjorde, at hun ikke knækkede helt. Hun var nødt til at være stærk for dem.

– Jeg kunne knap nok overskue at sætte vasketøj over den første lange tid, men jeg tvang mig selv til at tage mig sammen for deres skyld. Al min energi gik med, at de skulle have det godt og komme bedst muligt videre i livet. Jeg fik rykket min uddannelse, så jeg kunne koncentrere mig om at være der for dem, og jeg talte med banken for at sikre mig, at vi kunne blive i huset. Jeg ville ikke byde børnene, at de nu også skulle flytte til et nyt hjem og en ny skole.

Laila sørgede for, at børnenes hverdag var så uforandret som muligt. Hun tog stadig med pigerne til håndbold og med drengene til fodbold og skydning hver uge. Da pigernes sorggruppe flyttede til Rødby, kørte hun hver gang den lange tur med dem, så de fortsat kunne komme et trygt sted og bearbejde deres sorg. Det var først om aftenen, når børnene var lagt i seng, at hun fik tid til at bearbejde sine egne følelser.

– Sorgen overvældede mig, når jeg lå alene i sofaen om aftenen. Det var dér, jeg fik grædt ud.

Dybt savnet

Laila har svært ved at sætte ord på, hvorfor hun og Michael var så godt et par. Og hvorfor hun elskede ham så meget. Kærlighed kan ikke altid forklares.

– Vi havde egentlig ikke nogen fælles interesser. Det var bare en følelse af, at vi hørte sammen og havde nok i hinandens selskab. Jeg var kun 14 år, da jeg mødte ham, og han var min første og største kærlighed. Jeg faldt for hans udseende, for han var en flot mand, men derudover var han også en rigtig dejlig mand.

Han var 20 år dengang, og som de fleste andre på den alder elskede han at rode med biler og feste i weekenderne. Men han havde også en følsom side, som kom til udtryk, når man var alene med ham. Han var kærlig og omsorgsfuld. Og han er dybt savnet, siger Laila og tørrer endnu en tåre fra øjenkrogen.

I 2009 blev hun mor igen, da datteren Laura kom til verden.

– En dejlig “smutter”, smiler Laila og kigger kærligt på den nu 12-årige pige, som sidder ved siden af og lytter opmærksomt til sin mors historie. Det er ikke første gang, hun hører den. Laila har gjort meget ud af at tale med alle sine børn om de følelser, der er knyttet til dét at vokse op uden en far.

– Lauras far valgte ikke at være en del af hendes liv, så ligesom sine ældre søskende er hun jo også vokset op uden en faderrolle. Men så er det godt, at alle fem børn kan bruge hinanden og støtte sig til hinanden, siger Laila.

Ramt af brystkræft

10 år efter Lauras fødsel slog lynet ned på ny, da Laila blev ramt af brystkræft.

– Så knækkede filmen igen. Jeg tænkte: ”Nu dør jeg fra alle mine børn, og jeg er den eneste, de har! Og hvad nu med Laura, som stadig bor hjemme – hvor skal hun så hen?”

Endnu en gang fandt Laila en indre styrke, som bar hende igennem.

– Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg kunne overleve at blive enke som 30-årig og stå alene med først fire børn og siden fem, så kunne jeg også overleve en kræftsygdom. Det skulle jeg for børnenes skyld. At få kemobehandling var et helvede, som jeg ikke ville ønske for nogen, men jeg klarede det, og i dag er jeg sygdomsfri, siger hun lettet.

Sygdommen havde dog en pris. Kort tid før sin kræftdiagnose havde Laila fundet kærligheden igen, men det nye forhold holdt ikke til den følelsesmæssige rutsjebanetur, som de efterfølgende hormonbehandlinger sendte hende ud på. Laila fik desuden senfølger i form af lymfødem – kroniske hævelser – i venstre arm, hånd og bryst, og hun mistede derfor også sit rengøringsjob.

– Jeg forstår det jo godt. Både at jeg blev fyret, og at mit forhold gik i stykker. Men derfor gjorde det ondt alligevel. Jeg elskede det job, og jeg troede på en fremtid med min nye kæreste, som børnene også var glade for. Så jeg var da dybt ulykkelig.

Sidste vinter blev Laila ramt af en depression. Hun tror, at det skyldes den modgang, som hun har oplevet i sit liv.

– Men heller ikke dét skal få mig ned med nakken, siger Laila, som i dag får antidepressiv medicin og har det så godt, som man nu kan have det med en fortid som Lailas.

– Det er mine børn og børnebørn, som holder mig oppe, understreger hun.

Liv og glade dage

Netop som Laila taler om dét, der gør hende allermest glad, vælter det ind med små og store familiemedlemmer i hendes hyggelige hjem.

Monica ankommer med datteren Melia og sønnen Liam. Rikke har døtrene Celina, Amilia og Lillie med. Og Daniel og Dennis dukker op med hver sin kæreste. De små børnebørn kravler livligt rundt på mormor Laila, som lyser op i et stort smil ved synet af dem.

– Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden mine børn og børnebørn, siger hun og tilføjer:

– Min far og mine søskende har også været guld værd. Uden deres støtte ved jeg slet ikke, hvor jeg var endt.

Monica smiler kærligt ad kommentaren. Det er typisk hendes mor at give alle andre æren for, at familien hænger sammen. Men spørger man Lailas børn, er det først og fremmest hendes egen fortjeneste.

– Hun er en ufatteligt stærk kvinde, og vi er så taknemmelige over, hvad hun har gjort for os. Uanset hvad der har ramt hende, så har hun været der for os, og hun har holdt humøret højt, lige meget hvor langt nede hun har været. Det er mors fortjeneste, at vi er kommet igennem sorgen som hele mennesker, og vi er så stolte af, hvor godt hun også selv har klaret det. Jeg er sikker på, at far også ville være stolt af hende og af, hvor langt vi alle er nået, siger Monica, der er serviceassistent ligesom sin mor. Rikke er bager, mens Dennis og Daniel begge har valgt at gå i deres fars fodspor som lastbilchauffører.

– Laura går i 6. klasse og danser i sin fritid. Hun vil også gerne have et fritidsjob, men jeg har sagt til hende, at man altid kan arbejde, når man er voksen. Hun skal bare nyde sin barndom, smiler Laila og understreger:

– Hvis jeg har lært én ting af al den modgang, så er det, at man skal nyde livet, mens man har det.

Får mystiske tegn

Der gik lang tid efter Michaels død, før Laila nærmede sig husets førstesal igen. Med hjælp fra sine søskende byggede hun etagen helt om, og Dennis fik i stedet værelse i sine forældres gamle soveværelse, indtil han flyttede hjemmefra.

– Der sker noget underligt på det værelse. Dennis har mærket nogen nusse ham på tæerne, når han har ligget i sengen, og hans kæreste har set en skikkelse i rummet. Dennis er sikker på, at det er hans far, og det er jeg også. Da jeg var syg, mærkede jeg også selv tegn på, at Michael var der. Lysene tændte og slukkede pludselig helt uden grund. Jeg tror, det var hans måde at vise, at han passede på mig. Og det gør mig glad at vide, at han stadig er der, selv om jeg selvfølgelig også skal videre i livet.

I dag har Laila genoptaget forholdet, som gik i stykker under hendes sygdom, og hun håber, at det holder denne gang.

– Vi kan åbenbart ikke undvære hinanden, så nu er vi sådan lidt ”on/off-kærester”. Vi har snakket om at bo sammen, men det vil tiden vise. Jeg går stadig til undersøgelser hver sjette måned, og de har fundet celleforandringer i min livmoder, så vi krydser fingre for, at det ikke er noget alvorligt. Jeg synes i hvert fald, at jeg har været nok igennem, så mon ikke min ulykkeskvote er brugt op!