Skæbner

Lara Denice er sugardater: Jeg er erstatning for en kæreste

1. december 2020 Af Vibeke C. Larsen. Foto: Søren Lamberth/ Aller Foto & Video og privat.
Lara Denice har i 11 år foretrukket selskabet med gavmilde mænd, der forkæler hende med gaver, dyre middage og rejser. Hun er nu begyndt at rådgive andre kvinder i sugardating, for livsstilen er ikke for alle, og Lara har selv prøvet at forveksle diamantringe med kærlighed.
Lara Denice er sugardater: Jeg er erstatning for en kæreste

Champagne på et krydstogtskib, udsøgte middage, ophold på eksklusive hoteller, dyre pelse og designertasker.

Lara Denice lever et liv i luksus, som ikke er mange 28-årige kvinder forundt.

– Når jeg er ude at spise, er det ikke sjældent, at regningen ender på 10.000 kroner. Jeg er et luksusdyr, og for mig er sugerdating ikke et job, men en livsstil, siger Lara, der bor i København.

Læs også: Fraskilte Stina får tilbud nok: Jeg dater unge fyre

En gråzone

Oftest er det ikke hende selv, der betaler for udskejelserne på 1. klasse. Lara er sugardater, hvilket betyder, at hun dater udvalgte mænd, som forkæler hende med gaver eller bidrager økonomisk til hendes liv.

– Det er ikke prostitution, men det befinder sig i gråzonen. Der er en flydende overgang fra prostitution over sugardating til almindelig dating og kæresteforhold. Jeg bryder mig ikke om ordet sugardating, da det er blevet misbrugt så meget, så jeg foretrækker at kalde det “good-life dating”, hvor man hver især bidrager med det, som den anden har brug for, forklarer Lara.

Selv bidrager hun med sin udadvendte personlighed og et udseende, der flere gange har bragt hende ind i opløbet om at blive Årets side 9 pige i Ekstra Bladet samt model- og tv-arbejde.

– Jeg dater mænd, der godt kan lide spændende og, i mange tilfælde, unge kvinder, og som ikke er interesseret i et fast forhold. Måske har de mistet deres kone, er blevet skilt eller har ikke tid til en kæreste. Andre er gift. Jeg booster deres selvtillid og giver dem spænding i hverdagen, og de giver mig den livsstil, som jeg gerne vil have, fortæller Lara.

Læs også: Fandt kærligheden efter stor sorg: Ført sammen af vores frisør

Kender sine grænser

Hun har ikke en fast prisliste for sit selskab.

– Hvis jeg mangler noget eller ønsker mig en ting, nævner jeg det, og så er der en stor chance for, at jeg får det. Man skal ikke sugerdate, hvis man er økonomisk presset, for så bliver man nemt overtalt til at gøre ting, man ikke har lyst til. Det er vigtigt, at man kender sine egne grænser og seksualitet, siger hun.

Lara møder mændene via sin profil på hjemmesider, hvor sugarbabes og sugardaddies, som mændene kaldes, får kontakt, og hun ser typisk sine faste sugardaddies et par gange om måneden.

– I sugardating hopper to moderne mennesker ind i gammeldags kønsroller, samtidig med at man er ligestillede og har sin frihed. Rammerne er sat på forhånd, og det er meget mere ærligt, end hvis jeg lod, som om jeg var forelsket i en mand og førte ham bag lyset. Jeg kunne sikkert godt være flyttet sammen med en rig mand, men jeg kan bedre lide det her liv, siger hun og griner sin hæse, karakteristiske latter.

Læs også: Signe faldt for dating-svindler: Han løj om alt

Appetit på livet

Lara voksede ikke selv op i luksus. Hendes danske mor og peruvianske far blev skilt, da hun var 11 år, og hun boede med sin mor og tre søskende i Aarhus.

– De andre børn vidste, at de gerne ville have børn, men sådan havde jeg det ikke. Jeg gad ikke lege far, mor og børn, og sådan har jeg det stadig, fortæller Lara.

Hun beskriver sig selv som en grænsesøgende og nysgerrig teenager med appetit på livet, og hun havde derfor heller ingen betænkeligheder, da hun som 17-årig gymnasiepige mødte en pilot på en datingside, der inviterede hende på frokost og shopping. Han ville ikke mere end give hende en god dag, og for Lara blev det begyndelsen på en tilværelse som sugardater.

Som 18-årig mødte hun en 43-årig mand fra Sjælland på nettet, der sendte hende en diamantring i hvidguld før deres første date, og til de næste stævnemøder fik hun pelse, en computer og et fladskærms-tv.

– Jeg var lidt naiv og troede, at han elskede mig, selv om alle omkring mig sagde, at han prøvede at købe mig. Jeg flyttede hjemmefra og over i hans store villa med udsigt til hav og skov. Efter at vi havde været sammen i halvandet år, fandt jeg ud af, at han så andre yngre kvinder ved siden af mig, så ja, det var bare et sugardating-forhold, konstaterer Lara.

Læs også: Erik, Hampus og Linda-Marie e gift: Vi elsker hinanden alle tre

Var prostitueret

Hun var pludselig alene på Sjælland og havde hverken bolig eller penge og endte med at sælge sin krop i en måned.

– Det var ikke noget for mig. Selv om klienterne var søde, var det koldt og kynisk, og jeg fik det dårligt med mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at jeg har været prostitueret, siger Lara, der stoppede, da hun havde tjent penge nok til at få sit liv på fode igen.

I dag passer hun på sig selv og tager sine forholdsregler ved at aftale spillereglerne på forhånd, og hun indleder kun forhold til mænd, som hun har kemi med.

– Jeg vælger med hovedet, og jeg er kritisk. Jeg søger mænd med visse kvaliteter, så de kan give mig den livsstil, jeg efterspørger, men jeg er også interesseret i mænd, som jeg kan lære noget af, siger Lara, der helst dater mænd over 40.

– Dem i 30’erne er for farlige følelsesmæssigt, fordi de vil have familie. Dem i 40’ernehar prøvet familiedrømmen af og er klar til at have det sjovt. De har styr på økonomien og deres liv, siger Lara.

Hendes sugerdaddies inviterer hende på dyre restauranter, femstjernede hoteller, rejser eller hjem til en god middag.

Aldrig forelsket

– Vi laver sådan set bare de samme ting, som man gør på en normal date, og derfor kan forholdet også indbefatte sex, for jeg er jo en erstatning for en kæreste. Jeg bliver ikke forelsket i mine dates, men jeg holder af dem på det menneskelige plan. Jeg har faktisk aldrig været forelsket, siger Lara og griner igen.

Hun har oplevet, at hendes dates har fået følelser for hende og er blevet jaloux over, at hun så andre, og så har hun stoppet kontakten.

– Folk har altid behandlet mig med respekt, og hvis de ikke har gjort det, er de kommet til det. Jeg tror, at jeg udstråler, at jeg ikke finder mig i noget, siger hun.

Læs også: Kajsa begyndte i sexklub: Jeg havde brug for at blive begæret

Rådgiver andre kvinder

Lara har nu lavet sit eget konsulentfirma, SD Consulting, der rådgiver om sugerdating, og hun er også ved at skrive en bog om emnet.

– Jeg lokker ikke unge kvinder ind i prostitution, men lærer dem, der er interesserede i sugardating, at passe på sig selv, og beder dem overveje, om det er det rigtige for dem. Sugardating er ikke for alle. Nogen kan ikke styre det og ender i prostitution. Det kræver en stærk psyke og et godt selvværd, og så skal man være bevidst om sine egne grænser og kunne sige nej, siger Lara og tilføjer: – Jeg ved godt, at nogen ser sugardating som prostitution og mener, at vi sugardaters er ofre, men jeg stiller krav til de mænd, jeg ser, for jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ser bestemt ikke mig selv som et offer. Det er snarere mændene, der er ofre for mig.

Læs også: Jeg bad min kollega om børn

Sponsoreret indhold