Lars fik livstruende lungesygdom

En livstruende lungesygdom var ved at tage livet af Lars og han lå i koma i en hjertelungemaskine. Da han var ovre krisen, besluttede han at gennemføre to vigtige mål: At løbe en minitriatlon og at fri til kæresten.

Torsdag, 27. april 2017 - 10:00 - af Mikael Svensson, Foto: Tobias Andersson og privat

Lars Andersson, 34 år, har trænet hele sit liv og altid været sund og rask. I maj 2015 fik han pludselig akut ondt i benet. Lars troede, det var influenza og gik hjem i seng. Men det var meget mere alvorligt, viste det sig, da han henvendte sig til lægevagten nogle dage senere. Han havde dårlige blodværdier og blev sendt videre til sygehuset i Skövde. Pludselig fik han åndenød og havnede på intensivafdelingen. Han lå i kunstig koma i seks døgn.

– Min virkelighed forsvandt. Da jeg vågnede igen, opfattede jeg personalet som gule dukker og protesterede vildt, da de forsøgt at lægge mig i respirator.
Lars havde hallucinationer og oplevede en surrealistisk virkelighed, hvor han var overbevist om, at døden ventede lige omkring det næste hjørne. Han troede f.eks. at personalet gav ham gift fra en eksotisk frugt, og indvolde kom kravlende ud af væggene.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Diagnosen var en lungesygdom

Lars havde fået sammenklappet lunge og hjertesvigt som følge af et hul i lungevævet. Hans tilstand var stabiliseret, men den var stadig kritisk, fik Lars’ kæreste, Emma at vide, da hun kom til sygehuset. Han lå i kunstig koma og havde fået et rør, en såkaldt track, ført ind gennem et hul i halsen for at kunne få luft. Lægerne kunne ikke stille en diagnose og vidste ikke, hvordan de skulle behandle ham.

To uger senere blev Lars overført til Astrid Lindgrens Hospital, hvor de er specialister i lungesygdomme. Her blev han behandlet med kortison og kemoterapi og tilkoblet en hjerte-lungemaskine, som ilter blodet uden for kroppen. Medicinen i kombination med hjerte-lungemaskinen virkede godt. Lars kom sig, og lægerne kunne fjerne røret i halsen.
For første gang i meget lang tid kunne Lars, ved hjælp af en stemmeventil, ringe til sin datter og tale med hende.

– Jeg var så lykkelig, at jeg græd, fortæller Lars.
Og endelig blev der også stillet en diagnose: Lars var ramt af en sjælden reumatisk muskel- og lungesygdom, der kaldes antisyntetasesyndrom. Det er en bindevævssygdom, som, når den er aktiv, angriber lungevævet. Den havde lavet et hul i hans lunger.

Læs også: Nikoline har cystisk fibrose og venter på nye lunger

Måtte begynde helt forfra

På Sahlgrenska Sjukhuset kom Lars sig hurtigt. Den transplantationsudredning, der var påbegyndt, kunne afblæses. Men sygdommen havde sat sine spor og han måtte genoptrænes helt fra bunden med alt lige fra at lære at spise til at tage hånd om sin egen hygiejne.
Rehabiliteringen gik hurtigt, og i august kunne Lars forlade sygehuset. Men oplevelsen havde sat dybe psykiske spor.

– Jeg var skrækslagen for at dø. Det betød, at jeg fik anfald af panikangst, fortæller han.
Mens han var indlagt, havde han spekuleret meget over livet og fremtiden. Han havde besluttet sig for to ting, han ville, når han blev rask. Det ene var at gennemføre en triatlon, som skulle løbe af stablen om cirka et år. Det andet var at blive gift med Emma, som han havde dannet par med i fire år. Lars friede en dag i august, lige efter han var blevet udskrevet. Han fik selvfølgelig et ja.

Læs også: Maria fik konstateret en svær lungesygdom

Brylluppet stod valborgsaften sidste år, og et par dage senere kunne Lars vende tilbage til sit job som konsulent på sit arbejde. Men vejen dertil har været lang og udmattende. Ikke mindst den psykiske del har været hård, men Emma er en god støtte.
Juleaften 2015 kunne han for første gang jogge i roligt tempo i tolv minutter. Men der var endnu lang vej til at kunne gennemføre en triatlon. Med Emmas støtte og sin egen ukuelige vilje stod han alligevel på startlinjen til triatlon i august forrige år og gennemførte med bravur.

Lars skal tage medicin resten af sit liv, og at sygdommen kan blusse op igen.
– Men jeg har lært at leve med det og tøjle angsten. Der er ingen grund til, at jeg ikke skulle kunne få et langt og lykkeligt liv.