Torsdag, 22. december 2016 - 14:13 - af Karin Heurlin
Lars Larsen: Jeg hentede mor på togskinnerne
Lars Larsens mor var en sej kvinde. Hun var alene med fire små børn, og hun ville ikke have hjælp fra nogen. Men da Lars var 10 år, gik det galt. Hans mor gik psykisk ned. Barndommen var hård for hele Danmarks Dyne-Larsen. Men den gav ham samtidig en drivkraft, som han selv mener er en del af forklaringen på hans succes. Bubber har mødt Lars Larsen – manden som har sit eget fly, men som altid køber den billigste skummetmælk.
PrintLars Larsen taler ud om sin hårde barndom
Der er ingen tvivl om, at Lars Larsen er kommet så langt, fordi han er en dygtig købmand. En titel, han for øvrigt stadig bruger om sig selv, for direktør eller noget lignede rammer i hans ører ikke helt så præcist.
Men det er ikke kun hans gode næse for forretning, som kan forklare hans succes. Der har også hele tiden været en anden motor. En anden drivkraft, som stammer helt tilbage fra barndommen.
Har aldrig mødt sin far
Lars Larsen har aldrig mødt sin far. Han døde tre måneder inden Lars’ fødsel.
Da han kom til verden, var hans mor derfor alene med fire børn i alderen 0 til 5 år på en gård med sandede kartoffelmarker mellem Herning og Brande.
Man behøver vel næsten ikke skære ud i pap, at det var svært. For det var det. Lars’ mor, Signe Vera Kristine Larsen, knoklede.
- Min mor havde iskias, så jeg kan slet ikke forstå, at hun kunne holde til det, siger Lars Larsen og tilføjer efter en lille pause: - Men det kunne hun så heller ikke.
Levede med en bekymring for mor
Da Lars var 10 år, kunne hans ellers så driftige og stædige mor ikke mere. Hun blev syg både fysisk og psykisk, og i de kommende år fulgte en tid, hvor de fire børn levede med en evig bekymring for deres mor.
- Min mor havde haft et hårdt liv. Hun havde mistet sin mand, og så var hun alene med os fire unger. Selvom vi hjalp til, så gjorde vi jo ikke altid, som hun sagde. Til sidst syntes hun ikke, hun magtede noget, siger Lars, som husker, hvordan moderen i afmagt engang imellem forlod hjemmet for at blive fundet på togskinnerne eller på vej ned i den kolde Limfjord.
Christina fik nok af sit ægteskab: Jeg forlod Bubber
Nogle gange var det fremmede, der fandt hende. Andre gange var det politiet, der kom tilbage med hende, og af og til var det børnene, der gik ud og hentede deres mor.
Jeg var dybt chokeret
Bubber: Har du også været med ude og hente din mor?
- Ja, det har jeg.
Bubber: Hvordan påvirkede det dig?
- Jeg var selvfølgelig dybt chokeret og meget, meget flov. Det var jo ikke sådan noget, man hørte andre mødre gøre. Jeg husker det som en helt igennem hård periode, hvor vi skjulte hendes sygdom, så godt vi kunne.
