Lene Clausen var udsendt på Balkan: Først nu betaler jeg prisen

Hver gang har hun forsøgt sig med en overdosis af morfinpiller og Panodiler skyllet ned med masser af alkohol. Og indtil nu er hun blevet reddet hver gang.

– Det kan lyde mærkeligt. Men jeg er glad for, at nogen har fundet mig hver gang. For jeg VIL gerne livet, siger Lene Clausen.

Nogle gange er det bare alt for uudholdeligt for hende. Hun føler sig magtesløs, fordi den følelse, hun bærer indvendig, ved hun, aldrig kommer til at gå væk. Hun vil altid være i konstant alarmberedskab over for bestemte lyde og nye mennesker. Hendes krop vil altid være spændt som en flitsbue og gøre hende træt det meste af dagen.

Det ved hun, og nogle dage er det alt for svært at acceptere. De dage har hun forsøgt at tage sit eget liv.

Op igennem 1990’erne var Lene Clausen flere gange udsendt af Forsvaret til Balkan, hvor det tidligere Jugoslavien var i opløsning og efterlod landet i en blodig borgerkrig.

Første gang var i 1995, hvor hun blev sendt ud af Den Danske Internationale Brigade. Hun skulle fungere som chauffør for en oberst og fragte ham rundt mellem sønderbombede byer. Altid med blikket stift rettet ned i vejen for at undgå at køre over en mine og stålsat på, at mødte de en modkørende familie, så var det den, og ikke hende, der kørte ud i rabatten, så de kunne passere hinanden på de smalle veje.

– Jeg skulle presse dem derud, hvor minerne lå, og bare håbe på, at de ikke sprang i luften. For jeg kørte ikke derud. Det var en ordre, og det var superstressende at vide, at det var det, jeg skulle gøre, når vi mødte nogen, fortæller Lene, 52.

Svært at være civil

Det skete heldigvis aldrig. Men det gjorde indtryk. Ligesom de tomme byer, de passerede. Som Palle alene i verden kunne de køre igennem den ene by efter den anden og ikke møde et eneste menneske. I live. For familierne i de bombede huse med lamper, der stadig dinglede med lys i i stuerne, og blafrende gardiner i smadrede vinduer, lå skudt ned i baghaven. Det vidste Lene, det vidste de alle. Men de talte ikke om det. Et blik mellem Lene og en kollega var nok.

Da Lene efter et halvt års udsendelse kom hjem, var hun glad for at se sine venner og familie. Hun tog forskellige job, men beholdt dem ikke ret længe. Det var ikke spændende nok, syntes hun, og det var svært pludselig at være ”civil”.

– Jeg syntes, det var svært at finde mening i hverdagen. Jeg havde været vant til ikke at skulle tænke over noget som helst andet end adlyde ordrer. Mit irritationsniveau var også blevet lavere. Jeg kan huske en kvinde, der hos den lokale købmand brokkede sig over, at der ikke var mere økologisk mælk. Jeg havde nærmest lyst til at tæve hende og råbe, om hun da ikke bare kunne tage en af de andre mælk. Det virkede så ligegyldigt, siger hun.

Udsendt fire gange

Hun var ikke hjemme ret længe, før hun ville af sted igen. Fire gange blev det til. En af gangene fungerede hun som security officer, i en periode også for FN’s flygtningehøjkommissær, Sadako Ogata. Under den udsendelse var der en episode, der stadig plager Lene.

En FN-bus, hvor Lene var med, blev stoppet af bevæbnede mænd mellem to byer. I bussen sad to drenge på 17-18 år. De blev bedt om at forlade bussen og blev henrettet udenfor. Lene gjorde ikke noget – og det er dét, der plager hende i dag.

– Tænk, hvis det havde været min familie, og ingen voksne havde stået op for dem. Jeg havde ellers aldrig været bange for at stoppe noget eller gå imod andre. Men her sad jeg bare – for det var dem eller mig. Der var så megen ondskab på Balkan, at man ikke kan forestille sig det. Det var udrensning, og der var ingen nåde over for nogen, fortæller Lene, der ikke modtog psykologhjælp efter sine udsendelser.

– Når vi kom hjem, stod vi samlet og blev spurgt, om der var nogen, der havde brug for at tale med en psykolog. Ville man det, kunne man række hånden i vejret. Det var der ingen, der gjorde. Og så tog man hjem.

Glemsom

Første tegn på, at Lene ikke havde det godt, kom en dag, hvor hun pludselig var ude af stand til at stave navnet på et barn i den børnehave, hun på det tidspunkt arbejdede i. Alfabetet var slettet fra hukommelsen. Senere glemte hun mere og mere. Hun var nødt til at mærke efter, om tandbørsten var våd, for hun huskede ikke, om hun havde børstet sine tænder kort efter. Eller hvor hun havde sat mælken, når den ikke var i køleskabet. Samtidig kunne f.eks. en togtur ind til København fuldstændig dræne hende, fordi hendes hjerne var ophedet af alle de indtryk på turen.

Til sidst opsøgte hun sin læge og sagde, at det slet ikke gik. Lægen spurgte ikke ind til, om det kunne have noget at gøre med Lenes udsendelser, og Lene fortalte det heller ikke.

– På det tidspunkt talte ingen om PTSD, så da lægen sagde, at jeg nok havde fået en depression, tænkte jeg, at det nok var det.

Et år senere fik hun tilkendt førtidspension, og det satte hende for alvor uden for fællesskabet.

– Det var ikke sjovt for sådan en som mig at ryge ud af arbejdsmarkedet, når alle ens venner går på arbejde. Økonomisk betød det jo også, at jeg måtte sige nej til rigtig mange ting, for jeg har ikke råd til lige at gå ud at spise med dem eller tage på ferie.

I dag er det 19 år siden, at hun vendte hjem fra sin sidste udsendelse. Hun sidder som førtidspensionist i et lille hus i Tisvildeleje i Nordsjælland, tæt på natur og stilhed. Hendes to kælne katte, Winston og Martha, gør det ud for selskabet. Hun har hverken mand eller børn, selv om ønsket hele tiden har været der.

For som hun siger; hvem gider være sammen med en, der kun magter at holde sig vågen i fire timer om dagen. Men hun håber stadig at finde en at dele resten af livet med. For hun VIL det jo.

En høj pris

På syvende år har hun sammen med andre veteraner en sag kørende ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvor Soldaterlegatet har betalt en advokat for at kæmpe deres sag og få anerkendt, at de har PTSD og deraf tabt erhvervsevnetab, fordi de har været udsendt til Balkan.

Det vil give hende en form for anerkendelse og økonomisk tryghed at vinde sagen, men lige nu synes hun, at det ser håbløst ud. Der bliver hele tiden rippet op i fortiden, mens Lene egentlig mest bare har lyst til at se fremad.

Hun drømmer om få indhold i sit liv. Måske et job på få timer som f.eks. svømmeinstruktør, så hun har noget at stå op til og igen blive social. For hun er ikke skabt til at sidde dag ud og dag ind og intet foretage sig, siger hun.

– Det er først nu, at jeg betaler prisen, og jeg synes, den har været høj. Men jeg valgte det selv, og jeg har heller ikke fortrudt. Gør jeg det, så stopper livet først. Jeg synes, at jeg har bidraget med noget godt. På Balkan var det etnisk udrensning, og derfor kan jeg forsvare, at vi var der. Hvordan vi kom ind i krigen, og hvor sent Nato kom på, er en helt anden side af sagen. Men vi gjorde det, og det var nødvendigt.