Lenes mand fik en blodprop i hjertet: Han måtte ikke dø

Alt tydede på, at fredag den 25. maj 2018 ville blive en afslappet og dejlig familiedag, ligesom så mange andre for ægteparret Lene og Henrik Nørgaard og deres to børn, Frederik og Mille.

Men dagen sluttede så dramatisk, som den næsten kunne. Havde det ikke været for Lenes snarrådige og dygtige indsats, var hun den aften blevet enke og alenemor med to børn på dengang 15 og 10 år.

Efter at have spist aftensmad sammen med børnene sad Lene og Henrik og hyggede sig ved spisebordet i villaen i Assentoft uden for Randers. Henrik havde netop hentet familiens campingvogn fra vinteropbevaring, og han var som altid frisk og veloplagt. Intet tydede på, at den dengang 44-årige familiefar den aften ville være klinisk død og uden kontakt med livet i omkring 20 minutter.

Pludselig fik Henrik det dårligt. Da ubehaget ikke forsvandt, gik han ind i soveværelset for at hvile sig. Men han fik det kun dårligere, og Lene besluttede efter samråd med vagtlægen, at Henrik skulle køres til hospitalet i Randers. Men hertil nåede han aldrig.

I garagen på vej ind i bilen sank Henrik livløs om med hjertestop, som senere viste sig at være forårsaget af en blodprop i kranspulsåren.

En dygtig mor

Heldigvis har Lene for en del år siden lært førstehjælp med såkaldt hjertelungeredning. Det begyndte hun med øjeblikkeligt, mens Henrik lå livløs på garagegulvet.

I 20 minutter kæmpede den 42-årige Lene for sin mands liv, indtil en ambulance nåede frem, og en læge tog over. Med stød fra en hjertestarter lykkedes det at få Henriks hjerte til at slå igen.

Alle statistikker og lægelige beregninger viser, at uden Lenes indsats havde Henriks chancer for at overleve været minimale. Under alle omstændigheder havde han ikke fysisk og mentalt kunnet sidde smilende ved siden af Lene ved spisebordet, hvor dramaet begyndte, og lytte til hendes gribende beretning om den aften og nat, da hun mistede Henrik og næsten mirakuløst fik ham tilbage igen.

– Tak, fordi du reddede fars liv. Du er dygtig, mor, siger Frederik, 16, og Mille, 11, med én stemme og store smil, da de kommer hjem fra skole, og giver deres far og mor et knus.

Børnene ved, at de har været tæt på at miste deres far, og at han sandsynligvis havde været død eller hjerneskadet, hvis ikke deres mor havde været kvik og snarrådig.

Dagen efter hjertestoppet var de to søskende med deres mor på Skejby Sygehus, hvor de så deres far ligge i koma. På det tidspunkt anede ingen, hvilken vej det ville gå helbredsmæssigt for Henrik.

Stadig mén

I hverdagen fylder den voldsomme oplevelse ikke meget hos Frederik og Mille. De bærer over med deres far, når han ikke lige kan huske et eller andet, og de accepterer, at han endnu ikke er 100 procent fysisk oppe i omdrejninger. Det vigtigste er, at de stadig har en far at komme hjem til hver dag fra skole.

– Hvor meget kaffe skal der til tre kopper? spørger Henrik Nørgaard.

Han står i køkkenet ved kaffemaskinen og bliver i tvivl om, hvordan han skal lave kaffe.

Korttidshukommelsen har taget skade og er ikke så skarp, som før blodproppen og hjertestoppet satte hans liv på pause. Men så spørger han blot Lene.

Fysikken er heller ikke, hvad den har været, men det går alt sammen den rigtige vej. Det er dog for tidligt at sige, hvornår Henrik kan vende tilbage til jobbet som bygningskonstruktør, men både han og Lene er optimister. De tager én dag ad gangen og forsøger begge at holde modet og humøret oppe.

– Inden mit hjerte stoppede, kunne jeg huske alt. Et par dage før målte jeg vinduer op og gemte tallene i hukommelsen. Jeg var også helt frisk, da jeg hentede campingvognen fredag. Havde nogen en time inden hjertestoppet sagt, at jeg ville være klinisk død i 20 minutter mellem klokken 21 og 22, havde jeg grinet hånligt, fortæller Henrik.

Han kan intet huske fra to dage før hjertestoppet, og til han vågnede på Skejby Sygehus efter seks døgn i kunstig koma.

Blåviolet i ansigtet

Lene, derimod, glemmer til gengæld aldrig de nervepirrende døgn og den voldsomme oplevelse, da hun pludselig skulle kæmpe for sin mands og børnenes fars liv.

– Jeg får det mærkeligt, sagde Henrik ved spisebordet den skæbnesvangre fredag aften, hvor alt havde været normalt indtil midt på aftenen. Han lagde sig på sengen, og lidt efter kastede han op og fik det bedre. Alligevel besluttede Lene at konsultere vagtlægen, også fordi Henrik aldrig var syg eller havde det skidt.

Samtidig ringede hun til sine forældre og bad dem komme for at være hos børnene, mens hun kørte Henrik på sygehuset.

Da Lene stod i garagen med lægen i den ene telefon og sine forældre i den anden, sank Henrik livløs sammen på gulvet. Han blev blåviolet i ansigtet, og Lene kunne straks se, at det stod helt galt til.

”Det er for tidligt at dø”, nåede hun at tænke, inden hun begyndte med hjertemassage. Børnene kom løbende fra deres værelser, men dem fik hun sendt tilbage, så de ikke skulle se deres far i den situation.

Til at begynde med var Henriks luftveje blokerede, så hun ikke kunne give kunstigt åndedræt. Men Lene mente at kunne se fremskridt i ægtemandens tilstand, mens hun konstant og uden ophold arbejdede med ham.

Efter nogle minutter var luftvejene frie, så hun både kunne give hjerte- og lungehjælp.

Ingen garantier

– Jeg havde ikke fornemmelse for tiden. Jeg blev bare ved med førstehjælp, indtil læge og reddere nåede frem. Jeg holdt ikke pause et øjeblik og følte mig efter 15-20 minutters førstehjælp overhovedet ikke træt. Først næste dag kunne jeg mærke, at jeg havde brugt nogle muskler, som jeg normalt ikke bruger, fortæller Lene Nørgaard.

Henrik blev kørt på Skejby Sygehus ved Aarhus og kom på operationsbordet. Hjertestoppet var forårsaget af en blodprop i kranspulsåren, sandsynligvis fremkaldt af forkalkning i blodåren. Han fik fire ballonudvidelser, og selv om operationen gik planmæssigt, kunne lægerne ikke sige noget om det liv, der måske, måske ikke, ventede den kun 44-årige familiefar. Der var ingen garanti for, at Henrik ville overleve, eller hvilket liv der eventuelt ventede.

Dagen efter valgte Lene Nørgaard at tage Frederik og Mille med på hospitalet, så de kunne se deres far. Det var for at forhindre, at børnene fik en vrangforestilling om den skæbne, der havde ramt deres far. Selv opholdt Lene sig på hospitalet alle seks dage, mens hendes mand blev holdt i kunstig koma.

Torsdag den 31. maj 2018 blev Henrik vækket, og selvfølgelig sad Lene ved sygesengen, da han åbnede øjnene.

”Hvor er jeg?” var hans første spørgsmål.

Uvis fremtid

Henrik kan huske, at han stillede spørgsmålet til Lene, og selv om der var lyst på sygestuen, følte Henrik, at han befandt sig i næsten totalt mørke.

Efter endnu en uge på hjerteafdelingen blev Henrik overflyttet til genoptræning på Hammel Neurocenter. Fysisk var han helt tappet for energi. Der ventede en lang og krævede genoptræning, som Henrik endnu ikke er færdig med.

– Dagene kan være lange, når man går alene herhjemme og ikke har så megen energi. Jeg døjer med forskellige skavanker, men jeg vælger at se positivt på livet. Jeg har mange ubesvarede spørgsmål, og min fremtid er uvis. Men alternativet er værre at tænke på. Det var gået helt galt, hvis jeg ikke havde haft Lene, siger Henrik og sender hustruen et smil.

Da Ude og Hjemme besøger ægteparret i Assentoft, aner Lene ikke, at hun et par dage efter bliver hædret i København som Årets Førstehjælper 2019.

Ærligt fortæller hun, at ros, hæder og en eventuel pris ikke er det vigtigste for hende.

– Jeg har allerede fået den største og bedste præmie, som jeg kunne ønske mig. Han sidder lige dér. Heldigvis har børnene og jeg ham stadig, siger Lene og peger på Henrik.