Lille baby bortført: Hele Danmark holdt vejret

51 år er gået. Men i dag ved Lis Ingemann Jensen, at sagen aldrig vil slippe sit tag i hende. Det døgn i januar 1965, da hendes fire måneder gamle datter, Tina, blev kidnappet, vil for evigt sidde dybt i sindet på Lis.

Mere end fem årtier efter forbrydelsen kan den 70-årige mor til tre stadig vågne midt om natten med et sæt, efter endnu en gang i søvne at have gennemlevet dramaet.

– I mange år levede jeg i håbet om, at tiden ville læge alle sår. Nu ved jeg, at kidnapningen af min datter vil være en del af mig, så længe jeg lever, siger Lis Ingemann Jensen.

Ved spisebordet i det idyllisk beliggende hus ved Odense Kanal i landsbyen Stige sidder mor og datter side om side mange år efter kidnapningen.

LÆS OGSÅ: Min kollega blev myrdet

Lis fortæller roligt og detaljeret om den dramatiske begivenhed, der ændrede hendes liv, og som på mange måder har præget hendes tilværelse.

Oplevelsen står stadig knivskarpt i Lis’ erindring.

– Det var en grusom oplevelse, som jeg ikke ønsker for min værste fjende. Men da jeg fik Tina tilbage og igen holdt hende i mine arme, oplevede jeg en følelse af lykke, som jeg ikke har haft siden, siger Lis.

Et traume

Først mange år senere kunne mor og datter tale åbent og ærligt om forbrydelsen, der har præget dem begge. Da Tina blev mor første gang for 28 år siden, fik hun et råd af sin mor, som hun altid har fulgt: ”Stil aldrig dit barn fra dig. Du risikerer at miste det”.

– Jeg har kun gjort det én gang. Jeg skulle ind i en bagerforretning, og selv om jeg hele tiden havde øjenkontakt med barnevognen med min datter, havde jeg det frygteligt. Jeg har ikke gjort det siden. Jeg er netop blevet farmor, og mine børn får det samme råd af mig, som jeg fik af min mor, siger Tina.

Den 9. september 1964 blev Tina født på Albanigades fødeklinik i Odense. Under Lis Ingemann Jensens graviditet stak faderen til søs, og Tina var derfor et såkaldt uægte barn. Lis var 19 år og alenemor. En uge før bortførelsen var hun begyndt som fabriksarbejder på Fyns Fjerfabrik.

LÆS OGSÅ: Melanies drømte stort: Virkelighedens havfrue

Fredag den 22. januar 1965 var en usædvanlig kold dag med minus 20 frostgrader. Omkring klokken 16 hentede Lis sin datter hos en dagplejemor. Bagefter skulle hun hjælpe sin søsters veninde med at købe gardinstof. Efter at have besøgt flere butikker stillede Lis barnevognen med Tina uden for et stormagasin i Odense Centrum. Det var almindeligt dengang, og der stod allerede fem andre barnevogne foran indgangen. Tina var lunt klædt på i gul flyverdragt, strikket djævlehue på hovedet og vanter på de små hænder. Hun var puttet i en varm kørepose og sov trygt, da Lis gik ind i varehuset.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mor og datter mindes fortiden under en gåtur ved Odense Å.

Fik bange anelse

– Pludselig fik jeg en underlig fornemmelse i kroppen og blev grebet af en uudholdelig uro. ”Jeg har det ikke godt. Vi må ud nu”, sagde jeg til veninden og stormede ud i kulden. Jeg glemmer aldrig, da jeg vantro stirrede på de fem andre barnevogne. Tina var der ikke. Jeg løb ind i varehuset, men ingen ville hjælpe. De troede mig ikke. Veninden ringede fra en telefonboks efter politiet, og vi kørte rundt i byen for at lede. Først da gik det rigtigt op for mig, at mit barn var kidnappet, siger Lis Ingemann Jensen.

En storstilet menneskejagt på kidnapperen blev iværksat. Folk blev opfordret til at lede, og søer og vandløb blev trawlet i håb om at finde den fire måneder gamle pige.

LÆS OGSÅ: Line giver den største gave videre

To timer efter bortførelsen blev Lis’ barnevogn fundet i en baggård på Hunderupvej i Odense, men der var intet spor af pigen. Hendes kørepose var efterladt og Lis frygtede, at datteren ville fryse ihjel i den ekstreme kulde.

Lis tilbragte natten hos en søster i Odense. Dengang var der ikke psykologbistand eller anden form for professionel hjælp. For at dulme den værste uro skaffede et familiemedlem en nervetablet til Lis.

Den unge teenagemor var dybt ulykkelig og lukkede ikke et øje hele natten. Hun frygtede det værste, som timerne gik, men ved 9-tiden lørdag morgen var der endelig nyt. Lis husker krystalklart, da betjente ankom til søsterens hjem sammen med en ung kvinde med et lille barn.

– Nu må du ikke lave en scene, Lis. Men vi tror, at vi har fundet dit barn, sagde betjenten.

– Da jeg kiggede ned i babyliften, som kvinden sad med på skødet, var jeg ikke et øjeblik i tvivl. Det var min datter, og Tina sendte mig et stort smil. ”Det er min pige”, sagde jeg til betjentene, og det var ingen i tvivl om, siger Lis.

(Artiklen fortsætter under billedet)

70-årige Lis Ingemann fra landsbyen Stige glemmer aldrig følelsen, da barnevognen med Tina var væk.

Lagt til brystet

Den kidnappede pige blev kørt til amtslægen, der tjekkede hende for eventuelle skader. Bortset fra forfrysninger i fingrene fejlede Tina ikke noget. Hun var brystbarn, og Lis nød hvert et sekund, da hun endelig igen kunne lægge sin datter til brystet.

Lis stillede aldrig siden en barnevogn fra sig igen uden opsyn. Hændelsen sidder stadig dybt i den fynske kvinde, og for nogle år siden blev hun ramt af en depression.

Lægerne kunne ikke afvise, at det skyldes efterveer fra det frygtelig døgn i 1965. Nætterne har altid været de værste.

LÆS OGSÅ: Den hotteste kur netop nu: Sense – slank med fornuft

– Jeg har mareridt om bortførelsen, og som regel vågner jeg med et sæt. To år efter Tinas fødsel fik jeg en søn, og fire år efter ham fik jeg en datter. Jeg har aldrig ladt nogen af mine børn ude af syne, når jeg har været i byen. Hvis jeg ikke kunne få barnevognen med ind i en forretning, gik jeg enten videre eller tog barnet op. Det blev en besættelse for mig, siger Lis.

Selv om Tina af gode grunde intet husker fra dramaet, har det alligevel mærket hende. Hun har pådraget sig gigt i de fingre, som hun fik forfrysninger i under bortførelsen. Tina har været mørkeræd, og det meste af sit liv har hun sovet med lyset tændt. Det kan skyldes, at hun på et tidspunkt under bortførelsen blev pakket ned i en lukket kuffert af sin kidnapper.

Tina husker en episode, da hendes nu 24-årige søn Rasmus var 6 år. Familien camperede på Mors, og omkring klokken 22 var drengen pludselig borte. I halvanden time ledte det meste af campingpladsen efter den forsvundne dreng, inden han klokken 23.30 blev fundet i forteltet hos en anden campingfamilie.

– Jeg frygtede, at skæbnen ville gentage sig, og at Rasmus var bortført. Jeg kunne allerede se overskrifterne i aviserne: ”Tina blev kidnappet som baby. Nu er hendes søn bortført”, siger Tina.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tina husker ikke dramaet, men hun har været mørkeræd, og det meste af sit liv har hun sovet med lyset tændt.

Bortførelsen var planlagt

Det var en mentalt forstyrret kvinde på 35 år, der bortførte Tina foran stormagasinet i Odense. Kvinden ønskede sig brændende et barn, men kunne ikke selv få et. Ifølge politiets oplysninger forberedte hun sig i en uge på kidnapningen.

Kvinden havde fået job som husbestyrerinde hos en gårdejer på Mindegården i Bovense, 30 kilometer fra Odense. Hun havde inden fortalt landmanden, at hun havde en lille dreng på tre måneder.

Hun opdagede, at hun havde kidnappet en pige, da hun skulle skifte ble. Bortførelsen blev omtalt stort i medierne.

LÆS OGSÅ: Mashos adoptionssag omstødt

En mand henvendte sig til politiet og fortalte, at han havde givet en kvinde med et spædbarn et lift fra Odense til Højby Kro. Her indskrev kidnapperen sig som ”Anna Hansen” og betalte for en enkelt overnatning.

På kvindens værelse fandt politiet Tinas hue og trøje gemt bag en seng. Personalet havde ikke set noget barn, som kidnapperen sandsynligvis havde skjult i en kuffert.

Ved 19-tiden hørte en ansat på kroen babygråd, og to timer senere blev kvinden hentet af gårdejeren. Da han via aviser og radio hørte om bortførelsen, fattede han mistanke og underrettede politiet.

Kvinden forklarede, at hun impulsivt havde taget barnevognen med Tina. Hun vidste godt, at hun ikke kunne beholde det. Da en politifuldmægtig spurgte, om hun havde passet godt på Tina, svarede hun:

– Ja, jeg har givet barnet mad og skiftet det. Ingen har været så god ved pigen, som jeg har været.

På grund af hendes psykiske sygdom har Lis Ingemann Jensen for længst tilgivet hende.